Læsetid: 8 min.

Rousseau og den nationale idé

Da polske adelsfolk i 1700-tallet følte sig truet af Rusland, bad de Frankrig om hjælp. De havde ventet en hær. I stedet fik de en filosof med en god idé
19. januar 2004

Nationalfølelse
Det kan ikke have været en munter oplevelse at være politisk flygtning i Frankrig i det 18.århundrede. Og slet ikke, hvis man ikke havde formel opholdstilladelse. Sådan var situationen for filosoffen Jean-Jacques Rousseau i begyndelsen af 1770’erne. Han var nok kendt – han inspirerede både Mozart, Goethe – og langt borte den stadig ukendte – Immanuel Kant. Han havde også skrevet sin tids mest solgte roman, Julie ou La nouvelle Heloïse, og havde komponeret musikken til sin tids mest populære opera, Le Devin du village.
Rousseau var af alle anerkendt som et geni. Men geniet var kommet ud i politisk og litterært udvejr. Han havde gjort sig uvenner med både Den katolske Kirkes kardinaler, de ateistiske filosoffer og de protestantiske herskere i hans fødeby Geneve. »Hans liv var en lang kamp med selvskabte fjender«, skrev den store digter Lord Byron senere om ham. Og Byron havde ret.
Det var under disse langt fra optimale arbejdsbetingelser den store filosof opfandt løsningen på datidens politiske problem. Dengang – som nu – havde den økonomiske udvikling skabt et problem; det økonomiske system var mere udstrakt end de politiske enheder.

Verden af i går
Det 18. århundredes gryende kapitalisme betød, at de små byfællesskaber ikke længere kunne regulere økonomien på en effektiv måde. Opbruddet betød også, at de små lokale enheder, som hidtil havde været samfundets kerne, var truede. Verden af i går var ikke længere realistisk, selvom den kunne være nok så ønskværdig.
Den engang så naturlige solidaritet mellem mennesker i lokalsamfundet, mennesker man kendte, var ved at blive afløst af et stort anonymt samfund uden fælles bånd. Det var dette problem Rousseau ville løse. Men først lidt storpolitisk baggrund.
Langt mod øst i Polen havde de et problem. Rusland hed det. Zarina Katharina den Store ønskede at underlægge sig Polen som vasalstat. Den slags bekymrede de vesteuropæiske stormagter England og Frankrig. Og bekymringen blev ikke mindre af, at Katarina den Store konspirerede med Prøjsens Frederik den Store.
Den russisk-prøjsiske alliance skabte problemer i Frankrig. Ludvig den 15. havde lovet polakkerne at hjælpe dem, hvis det skulle blive nødvendigt. En gruppe katolske adelsfolk havde gjort oprør i 1768. Gruppens leder var Grev Wielhorski. Og det var denne – ellers ukendte greve – den franske regering konspirerede med.
Måske var Wielhorski naiv, eller måske havde den franske regering lovet mere end den kunne – eller ville – holde. Vi ved det ikke, men Wielhorski og de andre polske adelsfolk fik ikke den militære hjælp, de sikkert havde regnet med.
Den franske regering kunne imidlertid ikke politisk overlade polakkerne til deres skæbne. Det vides ikke med sikkerhed, hvem der fik den lysende ide at udnytte Rousseau. Embedsfolk er lyssky elementer, det er en del af deres styrke. Men løsningen var ligeså billig, som den var enkel og genial.

Trist æsel
Det foregik nogenlunde således: I begyndelsen af 1771 fik Wielhorski et brev fra den franske regering. Brevet indeholdt et ’storslået tilbud’. I betragtning af – som det hed – »Polens vanskelige situation« og »Frankrigs varme følelser« for de »katolske medbrødre« vil Frankrig stille deres bedste videnskabsfolks ekspertise til »vore brødres tjeneste«.
Kort fortalt tilbød man polakkerne, at Rousseau og en dengang berømt filosof, Abbé de Mably, ville være til rådighed med statsvidenskabelig ekspertise. Disse ’berømte filosoffer’ skulle, på moderne dansk, være special konsulenter for Polens nye forfatning.
Det er uvist, hvordan Wielhorski reagerede, da han modtog brevet. Han har næppe været glad, eftersom tilbuddet ikke løste et eneste af hans politiske problemer.
I Paris var stemningen bedre. Ministeriet havde slået en stor og en lille flue med et diplomatisk smæk. Den store flue var, at man havde fundet ’en løsning på det polske problem’. Den lille flue var Rousseau.
Filosoffen havde levet inkognito under navnet Renou i Paris. Men ingen var i tvivl om, hvem han i virkeligheden var. Man kunne ikke arrestere ham, dertil var han for berømt. Ved at lade ham arbejde – som ulønnet – konsulent kunne Rousseau gøre gavn, og man kunne samtidigt få løst problemerne omkring hans opholdstilladelse. Alt i alt et ganske fikst lille arrangement.
Rousseau var – fra en ren, klinisk, psykiatrisk betragtning – ikke i ligevægt med sig selv. Han brugte tiden på at skrive selvbiografiske skrifter om sin egen ulykke. Hans sindsstemning kan vel nærmest sammenlignes med det evigt triste Æsel i Peter Plys.

Nationalstaten
Men han var også et geni. Og måske er der noget i genier, der gør, at de midt i total håbløshed og klinisk depression kan trodse sjælens naturkræfter og skabe stor kunst. Det var under de omstændigheder, Rousseau skrev værket Overvejelser vedrørende Polens forfatning, som han sendte til Wielhorski i april 1772. Det var verdenshistoriens første teori af – og forsvar for – nationalstaten.
Mange, især på den politiske højrefløj (ingen nævnt, ingen glemt), lider af den vildfarelse, at ’nationen’ er et urbegreb, hvis oprindelse fortoner sig i tågede myter om sagnkonger og heltekvad.
Myterne eksisterer. Det samme gør heltekvadene. Men det var først i det det 18. århundrede, at fortiden blev gjort politisk. Nationalisme er – politisk set – en opfindelse fra det 18. århundrede. Og opfinderen var Jean-Jacques Rousseau.
Det er i sig selv ikke specielt interessant – bortset for idehistorikere. Hvad der er interessant er, hvorfor ideen om nationalstaten og nationalismen blev udviklet af Rousseau.
Rousseau havde altid ment, at intet samfund kan leve uden et fælles moralsk og åndeligt grundlag. Spartanerne i det gamle Grækenland – som Rousseau beundrede næsegrust – var patrioter. De kæmpede for deres by, var solidariske med hinanden og var derfor uovervindelige i krige.
Men dette fællesskab eksisterede ikke i det fremvoksende industrisamfund. Man måtte skabe et nyt fællesskab og en ny form for samhørighed.
Hvad Rousseau gjorde var at undersøge, hvordan et nyt samfund - på det nye grundlag – kunne opbygges på en sådan måde, at man bibeholdt den solidaritet som eksisterede i de gamle fællesskaber.
Rousseau pakkede ikke budskabet ind. I sin rapport til Grev Wielhorski skrev Rousseau:
»I kan ikke forhindre, at russerne sluger jer, men i det mindste kan I forhindre dem i at fordøje jer. Det kan I gøre ved at skabe en nation«.
Rousseau var ikke blind for de storpolitiske realiteter, ej heller de økonomiske. Men Polens problem var ikke primært militært. Det var den manglede samhørighedsfølelse.
Hvad Rousseau ønskede var at skabe en ny form for solidaritet – en ny fællesskabsfølelse – til afløsning for den, der havde eksisteret i de små lokalsamfund. Hvis Polen skulle fortsætte med at eksistere, måtte landets indbyggere være sig deres samhørighed bevidst.
Rousseaus konkrete forslag må have undret den polske greve. Der var ikke meget om stillingsnormeringer, skattefradrag og pensionsopsparinger i Rousseaus forslag. Tværtimod. Filosoffen opfordrede polakkerne til at finde en nationalsport.
»Hvad der er vigtigt for jer«, skrev Rousseau til greven, »er, at I indgyder en nationalbevidsthed i deres (borgernes) hjerter, således at de bliver forskellige fra andre folk.«
Rousseau var ikke i tvivl om, hvordan polakkerne skulle gribe problemet an:
»Hvad I skal gøre for at få dem til at elske fædrelandet og dens byer? Jeg tør næsten ikke sige det, men nuvel; I skal gøre det gennem de ting, der virker overfladiske på mange, gennem ungdommens lege. Det er således, man skaber uovervindelige tilhørsforhold«.

Tyrefægtning og hestesport
I sine breve til Grev Wielhorski havde Rousseau – lettere kryptisk – forhørt sig om polske folkeforlystelser og dygtigheden af landets ryttere. Wielhorski havde givetvis troet, at hans konsulent var interesseret i mulighederne for at opbygge et effektivt kavaleri. Det havde været en rimelig antagelse. Men nej, Rousseau brugte ikke megen til på militære forhold – om end han også skrev om dette emne i rapporten.
Rousseau var – som allerede antydet – interesseret i at finde en nationalsport.
»Se blot på Spanien. Der har tyrefægtning bidraget til at opretholde folkesjælen,« skrev Rousseau. Men polakkerne var ikke spaniere, så Rousseau foreslog, at polakkerne – som de udmærkede ryttere de var – gjorde hestesport til deres nationalsport.
»Hestesport er ideelt for polakkerne, og det er spektakulært«, fortsatte han. For, som han fortsatte, hvad der er af højeste nødvendighed er, at I holder »stævner,
festivaler og ceremonier«, som afspejler jeres egenart.«
Rousseaus teori blev en succes. Desværre for Rousseau – og millioner af andre – blev nationalismen en succes i den udformning, som den tyske filosof Johann G. Fichte gav den.
Som et enkelt eksempel på nationalismens triumfer kan nævnes Italiens samling, og de udfordringer det stillede det ’nye’ folk overfor.

Spagetti al dente
Da Italien blev samlet i 1860’erne, var der under 10 procent af befolkningen, der talte italiensk. Men den politiske samling, der havde været en økonomisk og social nødvendighed, var ikke blevet fuldt op af den fælles sociale bevidsthed, som var ligeså nødvendig for, at den nye stat kunne trives. En af den italienske Risorgimento ledere, Massimo d’Azeglio, var en af de første til at indse dette, da han sagde:
»Vi har skabt Italien, nu må vi skabe italienerne.« Og det gjorde de så med Verdi, AC Milan og spagetti al dente.
Rousseau havde sagt det samme godt 100 år tidligere. I en lille bog om Korsika skrev han den grundtanke, som senere skulle blive kernen i hans forslag til Polens forfatning: »Ethvert folk har en folkesjæl, og har det ikke en, må man give det en folkesjæl«.
Det var denne opfindelse af nationalstaten – i dette tilfælde gennem populær kultur – der var løsningen for Rousseau i det 18. århundrede. Den gale mand fra Geneve indså med klarhed, at intet samfund kan eksistere uden et fælles kulturelt grundlag.
Vi kan lære af den schweiziske mestertænker uden at kopiere hans tanker. Vi kan – som Rousseau – tage udfordringen op. Vi kan forsøge at løse den cirklens kvadratur, som han løste for sin tid. Vi kan – eller rettere vi skal – finde en formel, der sikrer den politiske solidaritet og demokratiet inden for de rammer, som globaliseringen har udstukket. Det er det, der er opgaven for os.
Jagten på den nye formel for politisk solidaritet i en global virkelighed begynder her. Hvem kan efterfølge Jean-Jacques Rousseau?

*Mads Qvortrup, D.Phil (Oxon) har netop udgivet bogen ’The Political Philosophy’ of Jean-Jacques Rousseau. ’The Impossibility of Reason’, Manchester University Press

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu