Læsetid: 4 min.

Bogorme og døgnfluer

Kommer februar kommer bogudsalg. Informations læsebriller ser nærmere på årets titler
19. februar 2004

Bogudsalg
Faste eller frie bogpriser - debatten har verseret på kryds og tværs i det forgangne år, uden at det har afstedkommet andet, end yderligere to års betænkningstid fra kulturminister Brian Mikkelsen og et til formålet nedsat ’vagthundeudvalg’. Dermed er en total eller delvis liberalisering af bogmarkedet ikke lige om hjørnet.
Det er til gengæld Det Store Bogudsalg, der starter 26. februar med frie priser fra fjernlageret, som tillader den almene dansker at investere i endog flere bøger på én gang.

Attraktioner
I dag lander årets udsalgskataloger hos boghandlere og i postkasser og traditionen tro, er der både store og små besparelser at hente.
Et første blik på den skønlitterære afdeling byder på Per Højholts sidst udgivne hovedværk Auricula til under halv pris (før 295, nu 119), mens man hos Arnold Busck kan erhverve sig et uddrag fra det tidligere forfatterskab, Gittes monologer (før 119, nu 49,90), der som mange vil vide, indeholder en hel monolog om nærværende dagblad, hvorfra det har sit jysk-klingende øgenavn ’den bette pjosker’. Derudover er Johannes V. Jensen overmåde velrepræsenteret blandt titlerne, med alt fra Danskere (før 200, nu 79) til den rigt illustrerede Kongens Fald (før 495, nu 229). Italo Calvinos Klatrebaronen kan fås hos Arnold Busck (før 248, nu 69) og Mikael Niemis meget omtalte Populærmusik fra Vittula, er ligeledes billigt til salg sammesteds (50 kr.).
Hos Arnold Busck har man slået enkelte titler stort op. Her er der nemlig tale om særligt iøjnefaldende besparelser. Erwin Neutzsky-Wulffs stort anlagte roman, Rum sælges til kun 99 kr., hvor den før kostede 650 kr. Dansk forfatterleksikon 1-2 Værker og Biografier på 906 sider, der udkom i 2001, fås allerede nu til beskedne 299 kroner mod tidligere 799 kr. Og så er der Poul Vads bog om Hammershøi, der er styrtdykket fra 875 kr. til 299 kr.
Har man rigeligt med ledige hyldemeter, kan man erhverve sig den franske oplysningstænker Diderots L’encyclopédie 1-40. Diderot & D’Alembert formedelst 2.995 kr. En bekostelig affære, men man kan efterfølgende bryste sig af at have ’sparet’ hele 5.000 kr, og så er der ifølge katalogteksten også »lidt tekst på fransk«.
Leonardo da Vinci The Complete Paintings and Drawings fra Taschen er med sine ’kun’ 1.500 kroner, en af bogudsalgets dyreste enkelttitler. Valutaen leveres i form af et XXL-format på 696 sider med 363 illustrationer.

Klassikere og døgnfluer
Det er altid anbefalelsesværdigt at plukke rigeligt fra denne kategori for at udbedre skaderne på den almene dannelse: Gustave Flauberts Tre fortællinger (før 175, nu 69), Marcel Prousts Glæder og dage (før 225, nu 118) samt en lang række titler af Ernest Hemingway til særdeles fordelagtige priser, varierende fra 29-69 kroner, er mulige bud. Robert Musils Manden uden egenskaber 1-4 koster til gengæld 499 kr. med en bemærkelsesværdig førpris på 1.150 kr. George Eliots højtbesungne Middlemarch I-II på 980 sider fås indbundet og indlagt i kassette til 69 kroner hos Arnold Busck.
Og så er de der altid, døgnfluerne, som nær svineproduktionerne på landet, og de giver sig selv. Titler der af den ene eller anden grund ikke har formået at tilegne sig en aura af udødelighed eller ikke fortjener mere end 15 minutters berømmelseog en enkelt sæson på bogmarkedet. Britney og Lynne Spears’ Modermærket (49 kr.) må bestemt henfalde i denne kategori. Manchetten »Britney og hendes mor har sammen skrevet en smuk roman om pigen Holly, der synger som en engel,« taler sit eget tydelige sprog.

Fristelserne
I den mere blandede afdeling finder man – lige nedenfor Riddertid og romantik – Penisens natur og kultur som »afliver et hav af myter og misforståelser omkring tingesten«. For 39 kr. (før 225!) var den måske alligevel værd at lægge i kurven. Eller Ordbogen om kvinden, en »’skatkiste’, hvor man kan finde guldkorn om kvinder«. Ligeledes 39 kr.
Ved samme lejlighed kan man fatte Søren Kierkegaards Forførerens dagbog (før 129 nu 69), Georges Bataille Erotikken (før 349, nu 149) og Jean Baudrillard Forførelse – Essay om begær og spil, skin og simulation (før 210, nu 88).
Freuds breve 1-2. Breve til den hemmelige komite, hvor bind to indeholder kærestebreve og anden korrespondance er også værd at bide mærke i.
Til de selvhjulpne er der stakkevis af titler i kategorierne filosofi, psykologi, religion og helse. Blandt andet Julia Camerons Gud skal man ikke grine af. Betragtninger og indvendinger omkring det åndelige, der giver et bud på »hvordan man kan finde sit indre kompas«. Og det til sølle 89 kr.
Eller hvad med Ole Vedfelts opmuntrende Ubevidst intelligens. Du ved mere end du tror (99 kr.), der viser, hvordan man kommer i forbindelse med »menneskets skjulte reserver af ubevidste ressourcer. En kolossal informationspulje«. Det lyder næsten for nemt, så den får også et stort kryds.
God jagt og læselyst ønskes herfra.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu