Læsetid: 9 min.

Frihedens filosof

Der er i dag 200 år siden, den måske væsentligste moderne filosof, Immanuel Kant, døde. Filosoffen Thomas Schwarz Wentzer skriver her et essay om filosoffen og hans dødsdag
12. februar 2004

Kant
Tirsdag, den 7. februar er det lille middagsselskab samlet for sidste gang. Oldingen kan dog ikke længere holde bordskik med sine trofaste venner og er nødt til at gå i seng. Vennerne er bekymrede og aner, at mandens sidste dag nok er kommet. Han, som hele sit liv undgik at spise alene, havde aldrig før forladt et middagsbord i utide. Han elskede underholdning og muntert selskab til maden. Ligesom de andre dage i disse måneder besøger hans tidligere assistent, diakonen Wasianski, lørdagen efter den døende. Den sengeliggende genkender sin plejer, men i stedet for som sædvanlig at hilse ham, spidser han i dag munden til et kys. Bevæget nærmer diakonen sig sengen – i den ene hånd en kop og en ske. At indtage føde og drikke er nu blevet endnu mere besværligt. Wasianski prøver tålmodigt. Midt om natten rejser den døende sig selv for at få fat i skeen. To, tre skefulde af en blanding af vin, vand og honning synkes med besvær, indtil han afviser skeen og siger sine sidste ord: »Es ist gut.« Ved firetiden lægger han sig selv til rette, som om han vil give sit dødende legeme den rette holdning inden dens snarlige sidste akt. Søndag, den 12. februar 1804, lige da uret ved garnisonskirken slår kl. 11, udånder filosoffen Immanuel Kant.

Gud med os
Kant blev født den 22. april 1724 som det fjerde af ni børn i beskedne forhold. Han døbes med navnet Immanuel, ’gud med os’. Hans barndom præges af den protestantiske pietisme, hvor pligtfølelse og disciplin, ærlighed og flid former den unge Immanuels personlighed. Hans begavelse opdages tidligt. Allerede som 16-årig indskrives Kant som studerende på Albertina, Universitetet i Königsberg, dengang i Preussen, siden 1990 som Kaliningrad en del af Rusland. Kants mor døde flere år tidligere. Familien er ludfattig.
Immanuels uddannelse bliver betalt af venner og slægtninge, men også gennem Kants gevinster i billard.
Efter at have læst matematik, naturvidenskab, teologi, antik (latin) filologi og filosofi forlader Kant 1746 universitetet og påbegynder en karriere som huslærer. 1755 bliver Kant magister legens og får lov til at afholde forelæsninger på universitetet. Samme år publiceres anonymt hans første navnværdige naturvidenskabelige afhandling om en Almen naturhistorie og teori om himlen, fremlagt efter Newtons principper, hvori den unge Kant forsøger sig på en forklaring af solsystemets og verdensaltets opståen. Betydningen af denne rent mekanistiske forklaring af universet opdages først i midten af 1800-tallet. Med modifikationer og forbedringer indgår Kants model som Kant-Laplace-teorien i fysikken og havde i årtier stor betydning for astronomien.
Kant satser i det følgende på en universitetskarriere og får tilbudt forskellige stillinger, bl.a. et professorat i litteraturteori, som han dog afslår. Først i 1770, da Kant er 46 år, får han det længe ventede ordinære professorat i logik og metafysik ved universitetet i Königsberg og dermed et sikkert grundlag for en borgerlig eksistens – efter hans mening imidlertid for sent til at stifte familie. Nu helliges filosofien al hans energi.

Kritikkerne
Fra 1781 til 1790 publiceres Kants ’kritiske’ filosofi, der er intet mindre end en revolution for den europæiske tænkning. Kant kender betydningen af sit arbejde. Han sammenligner sin filosofi med den kopernikanske drejning i astronomien, der med et grundlæggende perspektivskift gør op med det gamle verdensbillede. På lignende vis løsriver Kant filosofien fra den dogmatiske metafysik og fra resten af den skolastiske tradition, uden at den rene tænkning erstattes helt og holdent med de nye, empiriske videnskaber eller, værre, måtte overgive sig til en ren skepticisme a la den skotske filosof David Hume. Den menneskelige fornuft gælder fremover som den nødvendige og den tilstrækkelige betingelse for alle former for viden.
Med hidtil uset konsekvens sætter Kant subjektet i centrum for både den teoretiske og den praktiske filosofi. Subjektets transcendentale love og menneskets autonomi bestemmer dagsordenen for naturtænkningen og etikken. I kølvandet på de politiske revolutioner i Amerika og Frankrig formulerer Kant det begrebslige fundament for den nye tids menneske og løfter herved den europæiske tænkning uigenkaldeligt i det moderne. Alt, der stiller krav på sandhed, lydhørhed eller normativ gyldighed må fremover underkastes fornuftens tribunal.
Ingen autoritet er gældende uden at kunne henvise til en legitim kompetence.

Brug din forstand!
Dette er ånden i det, som Kant identificerer som kritikkens tidsalder. I 1784 publicerer Kant en slags læserbrev med titlen »Besvarelse af spørgsmålet: Hvad er oplysning?« Den lakoniske åbningsreplik formulerer en pædagogisk populærversion af den kritiske maksime:
»Oplysningen er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er ikke at formå at bruge sin forstand uden andres ledelse. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen ikke skyldes mangel på forstand, men mangel på beslutning og mod, til at gøre brug af den uden andres ledelse. Sapere aude! Hav mod til at bruge din egen forstand! er således oplysningens motto.«
Så enkelt og så smukt kan det siges.
Ingen anden filosof i den nyere tid har haft en lignende indflydelse på filosofiens historie. Ingen anden har påvirket den europæiske kultur så gennemgående og vedholdende. Kants tænkning sætter standarder inden for den teoretiske filosofi, etik, æstetik, historiefilosofi, politisk filosofi, religionsfilosofi og den filosofiske antropologi.
I sin nekrolog om Kant skrev Schelling, at Kants filosofiske revolution for længst havde overgået voldsomheden og virkningen af den politiske revolution i Frankrig 15 år forinden. Jakobinerne omkring Robespierre havde blot halshugget deres konge. Kant derimod udskrev dødsdommen for Gud selv, da han i sit første hovedværk, Kritik af den rene fornuft, fra 1781 tilbageviste alle muligheder for en filosofisk bevisførelse for Guds eksistens. Dermed havde den – som Moses Mendelssohn omtalte ham – ’alt knusende’ Kant fjernet den alt vidende Gud én for alle gang som et metafysisk princip fra den teoretiske filosofi.

Naturens grundlove
Enhver læser af Kants første kritik har smertefuldt måttet erfare vanskeligheden af denne bog. Det gjaldt tilsyneladende også for Kants samtidige. Forfatteren ventede utålmodigt på anmeldernes modtagelse og så sig tvunget til at udgive en lettere tilgængelig version i 1783. Først derefter forstod den filosofiske verden, hvad klokken havde slået.
Kant placerer kilden for gyldigheden for alle erkendende udsagn i det erfarende subjekt. En undersøgelse af de subjektive betingelser for erfaring er samtidigt en undersøgelse af det, der overhovedet kan være genstand for enhver erfaring. Dermed kan Kant sige, at vi strengt taget ikke opdager naturens grundlove. Vores forstand foreskriver naturen dens love, således at der ingenting kan tænkes, der ikke følger vore konstitutionsregler. Til disse regler hører eksempelvis anskuelsen i rum og tid. Dermed kunne Kant begrunde naturvidenskabernes objektivitet, netop fordi han satsede alt på almene subjektive betingelser. Indviklet, men banebrydende.

Moralfilosoffen
Vigtigere end Kants kriticisme inden for den teoretiske filosofi er hans fornuftsorientering inden for den praktiske filosofi, hvor vi søger efter orientering og normer for indretningen af vores liv. Spørgsmålet om, hvad vi skal gøre, kan ikke længere tilfredsstillende besvares med henvisning til konfessionelle autoriteter eller andre traditionelle institutioner, der formidler normer og værdier. Henvisningen til, at man her plejer at vælge det ene frem for det andet, er ikke et velbegrundet svar på spørgsmålet, om det valgte også er godt. Det gode liv kan ifølge Kant heller ikke bestå i en maksimering af personlig eller kollektiv lykke eller nytte, som utilitarismen senere hævder. Denne bestemmelse fører nemlig til en afhængighed af vilkårligt skiftende tilbøjeligheder og tilfældige modeluner eller forudsætter en form for alvidenhed i forhold til handlingens konsekvenser. Man kan jo aldrig udelukke, at langtidsvirkningerne af en aktuel nytte eller nydelse skader ens velbefindende på et senere tidspunkt – bare tænk på Sundhedsstyrelsens venlige påmindelse på pakken af dine smøger. Den etiske legitimation af en handling kan ifølge Kant derfor udelukkende placeres i viljen selv og ikke i den efterfølgende handlings succes eller fiasko. Det, som man kan forestille sig, at alle andre også måtte kunne ville, eller i hvert fald ikke ville have noget imod, kan være moralsk set tilladt.
Kants moralfilosofi ser i den menneskelige fornufts evne til selvbestemmelse det tilstrækkelige kriterium for en absolut målestok. Og ligesom Newton havde beskrevet lovmæssigheden for materiens bevægelse i mekanikkens love, formulerer Kant det normative grundlag for den menneskelige praksis i frihedens lov. Den berømte kategoriske imperativ er Kants bud på den principielle organisation af en individuel beslutningsproces, hvis subjekt agter at anse sig selv for et frit handlende væsen.
Hvis vi vil handle i overensstemmelse med vores dybeste interesse om at være et frit væsen, så må vi underkaste os den kategoriske imperativs universaliseringskrav. I dens vigtigste formulering lyder dette:
»Handl således at menneskeheden i din egen person såvel som i enhver anden person aldrig kun behandles som middel, men altid tillige som mål.«
Vi skal aldrig bruge os og andre mennesker udelukkende som midler eller lydhøre instrumenter for vore egne interesser, men altid også som mål i sig selv. Dermed giver Kant en filosofisk begrundelse for personens individuelle værdighed. Ikke fordi vi blev skabt i Guds billede, men fordi vi qua fornuften er selvbestemmende, frie væsner, har vi mennesker en absolut værdi.

Personens absolutte egenværdi
Det er ikke uden videre populært at forsvare et kantiansk synspunkt i aktuelle etiske eller politiske diskussioner. Det kan være svært at operationalisere eksempelvis Kants begreb om en person. Inkluderer personbegrebet det ufødte barn?
Hvis ja, lige fra undfangelsen? Hvad med det umyndige subjekt? Kommende generationer? Menneskeaberne? Den aktuelle debat inden for etikken er ikke mindst kendetegnet via den eksplosive teknologiske udvikling, især inden for reproduktionsbiologien. Man kan konstatere en asymmetri mellem det, der teknologisk set er muligt, og det, som moralsk set er ønskeligt eller endda godt. Vi kan meget mere, end vi er villige til forsvare. Mange gange er en udvikling sat i gang, før vi overhovedet råder over tilstrækkelige muligheder for at kunne træffe en kvalificeret etisk beslutning. Så fremstår de, der maner til besindighed, som spilfordærvere, der blokerer for det teknologiske fremskridt. Alligevel er det fra tid til anden klogt at minde om Kants formulering om personens absolutte egenværdi. Havde Kant formuleret oplysningens ideal som selvbestemmelse og autonomi, så er dette i dag blevet transformeret i idealet om selvvirkeliggørelse. Dette mantra dyrkes i en grad, der mange gange reducerer andre personer til bare midler. Det kan være vanskeligt at se det klonede individ som noget andet end blot et middel til de involveredes selvvirkeliggørelse frem for som også et mål i sig selv.
I Kants tænkning samles de bedste sider af den europæiske filosofi, centreret omkring et ideal om subjektiv frihed og menneskets autonomi, med sans for menneskehedens begrænsning og determination. Hans filosofi minder os om etikkens primat, der overgår økonomiske eller strategiske, politiske eller nationale interesser. Således bliver det moderne projekt at udvikle politiske institutioner, der tjener humanitet og frihed. I sit alderdomsskrift Om den evige fred spåede han dagsorden for det, der senere blev kaldt for Folkeforbundet (1920-46) og siden hen de Forenede Nationer. Og hvorfor ikke lade sig inspirere af Kants filosofi som idegrundlag og overordnede menneskesyn for et stort EU, hvis en religiøs funderet præambel ikke finder samtykke?

Es ist gut
Eftermiddagen og aftenen med vogter vennerne fra middagsselskabet og Kants søster over den afdøde. Da der ikke kan spores tegn på liv, barberes Kants hovede. Et gipsaftryk laves af Kants hovede, så en tro kopi af tænkerens hoved og kranium kan overføres til dr. Galls arkiv. Dengang var Galls såkaldte phrenologi en anerkendt forskningsgren
inden for fysiologien, der påstod at kunne aflæse åndelige evner og karakteregenskaber i hovedets form, og Kants hovede skulle naturligvis bidrage til videnskabernes fremskridt. (1880, da Kants gravsted skulle flyttes, affotograferedes kraniet – de eneste fotografier, vi har af Kant.) Et utal af borger og tilrejsende til Königsberg tager i de følgende to uger afsked med denne store ånd. Den 28. februar begraves Kant ved en festlig, ja pompøs højtidelighed. På hans gravsted kommer til at stå de mest berømte sætninger fra hans Kritik af den praktiske fornuft: »To ting fylder gemyttet med atter nye og tiltagende beundring og ærefrygt, jo mere ofte og vedholdende tænkningen beskæftiger sig med dem: Stjernehimlen over mig og den moralske lov i mig.« Og man er fristet til at tilføje: Es ist gut.

Serie
Kant nu død i 200 år
*12.februar var det 200 år siden, den tyske filosof Immanuel Kant døde. Information bragte 11. februar den første artikel om den stadig i høj grad aktuelle filosof

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Holst
Anders Holst anbefalede denne artikel

Kommentarer