Læsetid: 5 min.

Det er liv at være i sig selv

AI Vibeke Grønfeldts litterære univers er menneskets erfaring under konstant omformning, men gennem erindringer og drømme kan det opnå forståelse af sig selv.
12. februar 2004

Interview
Som barn blev ordene til et eventyr for Vibeke Grønfeldt. »Sikkert ligesom for alle andre«, siger hun mildt og venligt. Sådan er det med Vibeke Grønfeldt. Hun er helt igennem diplomatisk og gør ikke noget stort nummer ud af sig selv, selvom hun har al mulig grund til det. For Vibeke Grønfeldt er ikke ligesom alle andre. Hendes barnefascination af ordene har udviklet sig til ét af Danmarks mest roste forfatterskaber.
Hun har modtaget utallige priser, heriblandt Det Danske Akademis Store Pris, Kritikerprisen, og hendes seneste roman, Det nye, er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Vibeke Grønfeldt blev født i 1947 og har skrevet næsten hele sit liv. Da hun var færdig med skolen købte hun sig en skrivemaskine for penge, hun egentlig havde sparet op til en motorcykel. Debuten, Din tavshed er min skrift på væggen, kom i 1976, og siden har hun udgivet 17 romaner og én novellesamling. Der er en ny roman på vej, for Vibeke Grønfeldt bevæger sig hele tiden videre. Naturligt nok, mener hun, for det er en del af det at være menneske.
»Jeg opfatter livet som en proces, der former bevidstheden. Og så er vi ved hønen og ægget. For hvad former bevidstheden, og hvad er formet af bevidstheden?«

Virkeligheden er en proces
Vibeke Grønfeldt har i sit forfatterskab vekslet mellem to slags romaner. Den første type romaner portrætterer én person, mens den anden samler en række portrætter
i skildringen af en tidsperiode. Fælles for alle romanerne er, at de beskæftiger sig med virkeligheden, et begreb, der ifølge Vibeke Grønfeldt er uudtømmeligt.
»Overordnet findes der sikkert kun én virkelighed, og den opfatter jeg ikke. Lige så lidt som en hund opfatter virkeligheden. Vi opfatter begge kun den flig af virkeligheden, vi har brug for for at overleve.«
Det er et gennemgående tema i Vibeke Grønfeldts romaner, at den menneskelig erfaring er ustabil. Hvad der synes bestandigt og eviggyldigt er altid under omformning. Derved må mennesket igen og igen omdanne sin virkelighed, fordi dets adgang til den hele tiden forandres.
»Jeg ved ikke, om det er virkeligheden, der omformes eller os, der omformes i virkeligheden. Vi bevæger os hele tiden gennem virkeligheden i én lang proces. På den måde bliver alt flygtigt, og kun øjeblikket står tilbage.«
»I det moderne samfund er der en risiko for, at sammenhængen bliver utilgængelig, og at anstrengelsen for at finde den forsvinder. At alt får samme værdi på grund af vores ubetingede dyrkelse af det nye.«
Vibeke Grønfeldt skildrer i sine romaner ofte personer, der prøver at skabe sammenhæng i deres virkelighed og søger at gøre deres verden hel. Personerne griber efter virkeligheden, men de kan ikke fastholde den, fordi nuet ikke viser sig som en tydelig del af sammenhængen eller fortællingen.
»Tiden venter ikke, til man har fået fodfæste og forstået noget. På en måde er begrebet tomt, men jeg synes, at begrebet tid er en uundværlig del af mine forståelsesforsøg, fordi jeg ikke kan opleve uden den.«
– Er det muligt for mennesket at gøre sin verden hel?
»Jeg tror, verden er hel i sig selv, men at det er umuligt at erfare det eller erkende det andet end gennem en forbigående følelse af at være en del af alt.«

Fiktion kan være farlig
Det kan være svært at skelne mellem den del af virkeligheden, der består af illusioner, drømme og løgne og de konkrete begivenheder, forklarer Vibeke Grønfeldt. En problemstilling, hun beskæftiger sig med i Det nye, hvor hovedpersonen Lis er en troende nyhedsdyrker, og det har konsekvenser.
»Nyhedsmediernes omformning af virkeligheden er farligere end manden, der gik rundt og solgte universalmidler, da jeg var barn. For manden var virkelig, mens det, vi ser på fjernsynet, er fiktion.«
»Det farlige er, at programmerne kan snyde os til at tro, at vi ser en begivenhed med næsten objektive briller. Vi forveksler let fiktionen med virkeligheden.«
»Det er det, der sker for Lis. Hun ser kun de problemer, der er på skærmen, og ikke dem, hun har i sit eget liv.«
»Lis interesserede mig, fordi jeg overvejede, om hendes fascination af nyheder skyldes, at hun får anvendt alle de sanser, følelser og fantasier, hun har i sig. Om livskraften er så stærk, at vi finder, hvad vi har i os under alle omstændigheder. Og kan livskraften lave guld af BilledBladet, TV-avisen eller af Bibelen, og er der i så fald forskel på guldets karat,« spørger Vibeke Grønfeldt. Hun er tavs længe.
»Jeg ved det ikke. Det er meget subjektivt, hvad der har betydning for et menneske, men hvis man har en følelse af, at noget har betydning, kan den følelse ikke bare
ignoreres.«

Vi er natur i os selv
Både drømme og erindringer er dele af virkeligheden, og de er en måde at få tilgang til livets elementære sider på, fortæller Vibeke Grønfeldt.
»I drømme og erindringer viser der sig nogle mønstre, der kan åbne op for sammenhæng. Det kan skabe ro og klarhed i mennesket. Jeg tror, at alle mennesker søger at forstå sig selv. Det er muligt i erindringer og drømme.«
Vibeke Grønfeldts egne erindringer er forbundet med naturen.
»Vi mennesker er natur i os selv. Det er udgangspunktet for vores oplevelser. Mine stærkeste erindringer er forbundet med lys, årstider og vejr. Jeg husker ikke noget uden at huske, hvordan vinden gik gennem træerne, om den eller den busk stod i blomst.«
Naturskildringer figurerer ofte i Vibeke Grønfeldts romaner, ligesom hun benævner mange blomster og fugle. Hun bruger naturskildringerne til at antyde proportioner og til at vise forløb, forklarer hun.
– I ’Det nye’ skriver du: ’Nu hvor vi er døde, er vi fri som naturen. Vi er natur, længe var vi det ikke.’ Hvad mener du med det?
»Det er et Walt Whitman citat. Jeg bruger det til at beskrive menneskets længsel efter kærlighed og et liv fri for tab og død. Det er et grundvilkår for mennesket, at det møder nogle mennesker, og så mister det dem igen. Vi bliver først fri for den længsel, når vi er døde.«
Personerne i Vibeke Grønfeldts romaner besidder som regel en ubærlig længsel og er på den ene eller den anden måde ensomme. Ensomheden er også et grundvilkår for mennesket, hvis man spørger Vibeke Grønfeldt, men hun tilføjer:
»Jeg tror ikke, det ville være bedre, hvis vi var flere om ét hoved eller kunne gå ind og ud af hinandens. Det er liv at være i sig selv.«

Serie
Fra land til by
*Dette er det tredje og sidste interview i en serie om forfattere, der er født i landbrugs- eller landsbykulturer, men vokser op i det moderne samfund, og som beskæftiger sig med denne dobbeltkultur i sit forfatterskab. Tidligere artikler 22. og 29. januar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu