Læsetid: 6 min.

Alis Eventyr

’Brick Lane’ handler om fortabte muslimer i London og et arrangeret ægteskab. ’Og det er ikke min egen historie’, fortæller forfatterinden Monica Ali
25. marts 2004

Interview
Hun gjorde sit liv til en roman,« fortalte en overskrift i en britisk avis, da Monica Ali sidste år udsendte romanen Brick Lane.
At den fotogene debutant stjal overskrifter kom ikke bag på nogen. Rygterne om Alis talent, der på baggrund af et ufærdigt manuskript var blevet belønnet med en kontrakt på to romaner, havde i en rum tid cirkuleret i litterære kredse. Da Ali ydermere – og stadig uden at have fået noget udgivet – dukkede op på magasinet Grantas liste over det kommende årtis største unge talenter, var hun for at sige det mildt the talk of the town.
Overskrifter var der nok af, og det har der såmænd været lige siden. Når den 36-årige forfatterinde, der tager imod Information i sit hjem i London, nævner ovenstående, skyldes det det uundgåelige spørgsmål til en romandebutant: Hvor meget i historien er selvbiografisk?
»Det morede mig lidt at læse den overskrift. Det antyder jo, at jeg ikke kan tale engelsk, og at mit ægteskab er arrangeret. Og intet af det passer. Selvfølgelig har jeg hentet inspiration i de historier, min far fortalte fra sin barndom i Bangladesh, og i hans drøm om at vende hjem og problemer med at integrere sig. Men jeg er ikke Nazneen.«

Sin egen lykkes smed
Brick Lane fortæller historien om Nazneen, der som 19-årig kommer til London fra en lille landsby i Bangladesh for at indgå arrangeret ægteskab med den 20 år ældre Chanu. De indretter sig i hans lejlighed i Brick Lane-kvarteret i London, hvor hun på traditionel muslimsk vis holder hus, mens deres børn vokser op, og han på skift drømmer om at gøre karriere i sit nye hjemland og vende hjem til Bangladesh.
Da Nazneen forelsker sig i en yngre mand fra nabolaget, og denne ydermere viser sig at flirte med den fundamentalistiske gren af Islam, bliver hun pludselig tvunget til at tage sit liv og sine værdier op til revision. Specielt dogmet om, at man skal lade de højere magter bestemme over ens skæbne, begynder at klinge hult.
»Jeg forsøger selv at leve mit liv, som om jeg kontroller det,« fortæller Ali på spørgsmålet om, hvorvidt et menneskes karakter er dets skæbne, som Heraklit citeres for i romanens indledning.
»Men romanen kan læses som en meditation over dette spørgsmål. Vi er jo et produkt af vor sociale baggrund. Men i vores samfund, også i Danmark, formoder jeg, bliver denne arv opvejet af de eksterne muligheder, vi konstant bliver bombarderet med. Samtidig er vi blevet mere og mere klar over, hvad vi ikke kan kontrollere: Gen-forskning har lært os, at der er ting, vi ikke kan løbe fra, og Freud har fortalt os, at vi er, som vi er, på grund af vores barndom. Ved hjælp af alt det, inklusive yogakurser og spirituelle guruers gode råd, forsøger vi vel alle sammen at navigere os gennem tilværelsen.«
Er det blevet nemmere for folk med anden etnisk baggrund at navigere sig gennem tilværelsen i England?
»Det er svært at svare på uden at generalisere. I løbet af mit liv er det blevet meget nemmere, hvad angår muligheder for uddannelse, job og karriere. Men man bliver nødt til at se på de enkelte etniske grupper for sig. Mange med indisk baggrund har bevæget sig op ad på den sociale rangstige, mens eksempelvis unge med forældre fra Bangladesh lever i miljøer med narkoproblemer, vold og gadebander. Spørger man dem, om Tony Blair har givet dem bedre muligheder, vil man helt sikkert få et andet svar, end hvis man spørger i de indiske indvandremiljøer,« forklarer Ali, der tygger længe på spørgsmålet, om hvorvidt arrangerede bryllupper et stort problem i dagens England.

Livet går videre
»I det store og hele er det ikke et problem. Der findes mange indvandrerkulturer her i landet, hvor det er accepteret fuldt ud, og ægteskabet af samme grund bliver mindst lige godt, som et traditionelt vestligt ægteskab. Problemet er, når pigen – for det er ofte pigen, der ikke må sige nej, eller er stærk nok til det – når hun ikke vil giftes og bliver tvunget til ægteskab alligevel. Altså tvangsægteskaber. Det er et problem, som regeringen heldigvis har forsøgt at tage hånd om og lovgive om, så godt det nu kan lade sig gøre.«
I starten af 1960’erne flyttede Monica Alis far fra Bangladesh til England, hvor han mødte sin kommende engelske kone. De to flyttede til Dhaka i Bangladesh, hvor Monica blev født. Allerede et par år efter måtte familien flygte på grund af borgerkrigen, og de valgte at slå sig ned i Bolton i England.
»Min far indså ret tidligt, at han aldrig ville flytte til Bangladesh igen, selv om det oprindeligt havde været planen. Men myten om at vende tilbage rumsterede hele tiden. Den er stærk i indvandrerkredse, og den bliver ekstra stærk, når man inderst inde godt er klar over, at det aldrig vil blive ført ud i livet,« siger Monica Ali, der efter at have født sit første barn selv fik at behov for rent mentalt at finde sine asiatiske rødder.
»Og pludselig vidste jeg, at her lå den historie, jeg havde ledt efter. Efter at have fået Felix var jeg begyndt at skrive noveller, men med min mands velsignelse sagde jeg mit job op og burede mig inde i min egen fiktive verden. Jeg skrev, passede mit barn og sov, intet andet.«
Tre måneder inde i skriveriet blev World Trade Center og Pentagon bombet. Monica Ali var med det samme klar over, at terror-angrebene skulle skrives ind i Brick Lane.
»De billeder kunne hverken jeg eller mine figurer ignorere. Men det gav mig sådan set ingen tematiske eller strukturelle problemer. 9-11 skar faktisk de ting, jeg skrev om, ud i pap! Min bog handler jo netop om spændingen mellem vesterlandsk og muslimsk kultur. Mit største problem var ikke at fremstille 9-11 som en dag, der ændrede verdens gang. På det tidspunkt fyldte det jo med rette meget, men jeg blev nødt til at se det med mine figurers øjne. Nazneen bliver fyldt med forfærdelse, da hun oplever det på tv-skærmen, men det er jo intet ved siden af den frygt, hun oplever, da hun tror, nogen har opdaget hendes utroskab! Vi føler en forfærdelse, når vi ser den slags, men vi slukker for tv’et, og livet går alligevel videre – sådan er det! Og sådan ville jeg gerne fremstille det.«
Enkelte andre forfattere udtalte, at de aldrig kunne skrive igen.
»De har åbenbart ikke læst bøger! Nogle af verdens største litterære værker handler om, hvilke uhyrligheder mennesker udsætter hinanden for,« udbryder Monica Ali, inden posten med fanbreve dumper ind ad brevsprækken ude i gangen, og snakken falder på det pres, der uvilkårligt hviler på en opfølger til en succes som Brick Lane.
»Selvfølgelig kan jeg mærke det. Men jeg skulle da skamme mig, hvis jeg klagede over, at folk kan lide min bog. Normalt sidder en debutant jo og vifter med armene uden at nogen lægger mærke til hende.«

FAKTA
Monica Ali
*36 år, født i Bangladesh af en engelsk mor og en far fra Bangladesh. Har studeret filosofi, økonomi og statsvidenskab på Oxford og er i dag bosat i London med sin mand og to børn. Siden Brick Lane udkom i England sidste juni har den ligget på de britiske bestsellerlister, ligesom den blandt andet var med i opløbet om den engelske Booker-pris. Den udkommer på dansk i dag på forlaget Lindhardt og Ringhof (pris 199 kroner)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu