Nyhed
Læsetid: 7 min.

Barbarer og det, der er værre

At anskueliggøre det store i det små er en sjælden kunst. Den østrigske essayist og forfatter Karl-Markus Gauß behersker den til fuldkommenhed. Også hans seneste bog efterlader læseren med et nyt, men ikke smigrende perspektiv på nutidens Europa
Kultur
11. marts 2004

Nye essays
»Om det var det kristne Europa«, skriver Karl-Markus Gauß i sin Europäisches Alphabet, som udkom i 1997, »eller om det bliver valutaunionens Europa, altid har én del af Europa defineret sig selv som et hele og afvist den anden – som værende en hedenskabens orient, et evigt Asien i tilbageståenhed. Grænserne, som Europa trak for at definere dets eget kontinent videre eller snævrere, har måttet forandre deres forløb, dog blev det det samme, at de fandtes, og at de skar ned midt igennem Europa, og på den måde gjorde de ene europæere til europæere, de andre europæere til barbarer.«
Karl-Markus Gauß har færdedes meget blandt Europas barbarer i de seneste år, for nu at forblive i hans eget billede. For tre år siden udgav han en bog med titlen Die sterbenden Europäer, en samling essays, hvori han beskriver nutiden fra fem forskellige europæiske mindretal – mindretal, der idag er så små, at deres fremtid må antages at være overskuelig, at de med andre ord er (ud)døende. Gauߒ litterære rejse starter hos de jødiske beboere, sefarderne, i det krigshærgede Sarajevo. Dernæst tager den ham til det tysktalende mindretal i Slovenien, til arbereskerne i Kalabrien og de slaviske sorbere i den østlige del af Tyskland, for til sidst at ende hos aromunerne i Makedonien.
Når Gauß idag hører til de mest anerkendte tysksprogede essayister, og hans bøger gang på gang høster fornemme anmeldelser i de mindst lige så fornemme aviser, så er det sikkert ikke primært på grund af hans emnevalg, eller rettere: hans forkærlighed for Europas små folkefærd. Mon ikke størstedelen del af hans læsere og anmeldere slet ikke kendte til disse eksistenser? Nej, Gauß er en af de få forfattere, som formår at vise det almene i det særlige. Således afspejler alle fem essays i Die sterbenden Europäer væsentlige aspekter af den fælles europæiske historie. Ikke mindst kredser de om spørgsmålet, hvordan vi lever sammen i nutidens eller: Unionens Europa, hvordan de små kan eksistere ved siden af de store – i deres særprægethed og med deres egne traditioner og kultur. »Nej, nationale stater, som hindrer den frie trafik af tanker og goder, var intet for amorunerne. Hvad de, ortodokse kristne, blev bevilget af det islamiske rige, blev straks frataget dem af de kristne stater, som fulgte derpå. Hvad de i dag kræver af de europæiske institutioner er intet andet end det, som det osmanniske rige ikke afslog dem: anerkendelsen af, at de findes; tilståelsen af, at det er godt, at de findes; og løftet, at man vil støtte dem i deres bestræbelser, at de også fremover vil findes. Så beskedne mål, så meget iver for at tilintetgøre dem.«

Blotter selvmodsigelser
Gauߒ tekster kredser altså ikke mindst om begrebet tolerance – en værdi, som vi europæere ikke kun påberåber os, men tit og ofte definerer som værende europæisk. Gauß har svært ved at bringe en sådan tankegang i overensstemmelse med realiteten, især hvis han anlægger et historisk perspektiv: »Lige meget hvilke barbarier, der blev sat i værk i Europa, hvad der tog udgangspunkt her, bliver det erklæret en ikke-europæisk forvildelse, som kun for en kort frist formåede at afspore os fra vores historiske mission. Renset for alle forbrydelser, bliver Europa løjet til at være et synonym for demokrati, tolerance og menneskeværdighed – som om det var indianerne, drevet af guldets religion, som brød op til folkemord, asiaterne, som opfandt kolonialismen og afrikanerne, som gennemførte det fascistiske racevanvid.« Gang på gang støder man i Gauߒ tekster på den slags perspektivering. Han underkaster det moderne samfunds sprogbrug en kritisk reflektion. Og allerede på det plan blotlægger han ganske mange af vor tids selvmodsigelser. »At læse Gauß betyder: at lære at se med andre øjne«, skrev Frankfurter Allgemeine Zeitung ganske træffende engang.
Og så kan manden skrive! Nogle gange skarpt, ironisk, næret af afsky; andre gange hjertevarmt, fuld af lune og melankoli: »Dette ødelagte sted blev beboet af glade mennesker. De vandrede mellem stumper og stykker og plejede deres blomsterkasser. De måtte forbi ruiner og bunker af affald, når de ville besøge hinanden, men i deres haver spirede roserne.« Dertil kommer, at Gauß aldrig taber den nødvendige distance. Hans tekster – uden at være holdningsløs – kan ikke tages til indtægt, hverken af den ligeså billige som ureflekterede modstand mod den europæiske integration, eller af en åndløs godmodenhedsindustri og populistisk ’Zeitgeistfraktion’«. Selv overfor de mennesker, som han med sympati portrætterer, holder Gauß en afstand, som det sømmer sig for et kritisk gemyt: »I stoltheden over de små forskelle trues ethvert mindretal i at stivne og at finde sin identitet udelukkende i det, der er anderledes hos det selv. Selv det snævre, tvangsagtige, bornerte skal således beskyttes, fordi det er dets egne, og som under alle omstændigheder skal bevares og ubeset forsvares.«

De udstødte romaer
Med dette for øje kan det hævdes, at Gauߒ nye bog, Die Hundeesser von Svinia, fint lever op til hans tidligere publikationer. Igen er det et europæisk mindretal, som er midtpunktet for beretningen. Denne gang behandles romaerne fra den østlige del af Slovakiet – en befolkningsgruppe, som må siges at høre til de mest udstødte – og forhadte? – i nutidens Europa. Det er en fremmed verden, som Gauß kaster sig ud i, og dette kan mærkes i begyndelsen af teksten. Gauß nøjes her med at beskrive, hvad han ser – enkelte scener, billeder og lugte. Der er de mange delte landsbyer, hvor slovakkerne og romaerne, de hvide og de sorte, ingenting har med hinanden at gøre. Der er romaernes unge gennemsnitsalder og et utal af børn. Der er en arbejdsløshed tæt på 100 procent. Som essayet udvikler sig, kommer Gauß dog tættere ind på dette mindretals liv. Han opdager forskellen mellem det private og det offentlig rum i romaernes bevidsthed. Han begynder at forstå deres opfattelse af tid eller mangel på samme. Og han er i stand til at kunne skelne mellem forskellige grupper og deres status, hvilket begrebsmæssigt rækker fra roma (mennesket) til degesi (hundespiser), og hvor der kan drages ganske mange paralleller til det indiske
kastesystem.
Ikke mindst handler bogen dog om, hvordan det omkringliggende samfund, både det slovakiske, og ikke mindst det europæiske, er med til at opretholde de eksisterende strukturer – og romaernes håbløse elendighed. Gauß viser, hvordan masser af penge bliver brugt til projekter, der på forhånd er dømt til at mislykkes, fordi de ikke indbefatter romaernes kultur; hvordan medierne er med til at stigmatisere og kriminalisere og på den måde yderligere udgrænse romaerne fra resten af samfundet; og hvordan eksempelvis den kendsgerning, at ingen roma nogensinde vil få mulighed for at åbne en bankkonto i en slovakisk bank, fører til afhængighed, menneskesmugling og et højt organiseret netværk af kriminalitet, ikke mindst i den vestlige del af Europa.

Europas mangfoldighed
Igen: Die Hundeesser von Svinia er en varmhjertig bog. Gauß skriver om mennesker og en stor europæisk kultur. »Jeg var omgivet af mærkede – og traf ikke én eneste, som ikke smilede eller klappede den fremmede på skulderen, som besøgte dem.« Men Gauß er klar over, at der ikke findes nemme løsninger på romaernes problematiske samfundsmæssige placering. Der findes mere end ofre og racister. En del af årsagen til romaernes elendighed og apati skal findes i deres egen samfund og kultur. Men hjælp – det skal der til. Hjælp, der er er vedvarende og inddrager romaernes særlige levevis. For, og det viser ikke kun de nylige optøjer i regionen, dette mindretal er ikke del af en fjern barbarisk kultur. Det er en del af Europas mangfoldighed – en mangfoldighed, som vi vel er stolte af og som skal bevares? »Ja, Europa. EU’s delegationer har besøgt disse slum og var forfærdede, fordi de frygtede, at alle de forhutlede fra ghettoerne vil kunne styrte ind over alle de pæne europæiske byer. Pludselig for visheden igennem mig, at alle de her forsamlede ynkelige tilsammen ikke var at frygte så meget som enhver af disse forretningseuropæere.« To Europaer. Man spørger blot sig selv, hvad der er hvad?

*Marc-Christoph Wagner er korrespondent for tysk radio i Danmark og kulturskribent for Neue Zürcher Zeitung.

FAKTA
Blå bog
*Karl-Markus Gauß blev født i 1954 i Salzburg. Siden 1991 har han arbejdet som udgiver af tidskriftet Literatur und Kritik. Han har blandt andet modtaget essayprisen Charles Veillon, den østrigske boghandels ærespris for tolerance såvel som statsprisen for kulturpublicistik. Den 13. marts modtager han René-Marcic-prisen for hans ’stilistiske mesterskab’ og hans ’skarpsindige analyser i bedste østrigske tradition med Karl Kraus’.
Gauߒ særlige interesse gælder øst- og sydøsteuropa. I efteråret 2003 oversatte og udgav han under titlen Die verschlossene Tür en samling fortællinger af nobelpristageren Ivo Andric. I februar udkom Die Hundeesser von Svinia, som omhandler romaernes situation i det østlige Slovakiet. Ligesom de fleste af hans senere bøger er Die Hundeesser von Svinia udgivet af det tysk-østrigske Zsolnay Verlag (www.zsolnay.de). Bogen er på 120 sider og koster Ä 14,90.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her