Nyhed
Læsetid: 2 min.

Fokus/Miljø

Kultur
30. marts 2004

Bøger
Peter Milan Petersen og Peter Vestergaard: Basisbog i vegetationsøkologi, GAD, 164 sider
249 kr
*Her er en bog om hvordan man måler på plantevæksten i et område, og bagefter tolker disse data. Det er også bogen, der beskriver de almindelige danske vegetationstyper som skov, mose, strand og hede.
Den første tredjedel er helliget det generelle. Altså om hvorfor vegetationen nogle gange går glidende over i en anden slags vegetation mens den andre gange danner ret klare grænser mellem to typer. Og om hvordan jordbunden påvirker vegetationen.
De sidste to tredjedele handler så om specielle naturtyper. For eksempel er der et kapitel om heden og her kan man læse om hvorfor Hedelyng er på retur i dag, hvor der ikke er ret mange ukontrollerede brande og hvor det ikke længere er rentabelt at holde får på heden.
Bogen gør det simpelthen muligt at komme fra de klassiske dyder som at kende planternes navne til dagens mere nytteorienterede krav om at kunne sige noget om miljøets udvikling. Både at kunne stille diagnoser og foreslå behandlinger.

URT, Medlemsblad for Dansk Botanisk Forenin. Fire numre årligt
*Forårsnummeret indeholder artikler af begge de almindeligste typer: Nogle artikler handler om en bestemt plante eller plantegruppe og andre artikler om sjældne fund og planters udbredelsesmønstre.
Denne gang handler portrætartiklen om den sjældne orchidé Langakset Trådspore på en lokalitet ved Frederikssund. De sidste 15 år har bestande her svinget omkring 100 blomstrende individer. Hvordan kan det være? Hvorfor går det tilbage nu? Og hvad kan man så gøre ved det? Hvordan følger man i det hele taget bestanden?
Den anden artikeltype er denne gang repræsenteret med tre artikler, hvilket ikke er sædvanligt. Der er både rapport om særlige fund i 2003, en artikel fra Danske Herbarium om nye opdagelser vedrørende Sump Nælde og 5 andre arter samt en statusartikel om forskningsprojektet Atlas Flora Danica.
Sidst finder man en liste over syv foredrag, ni botanikekskursioner og fire ugerejser til alt mellem Vinderup og Galapagos-øerne!

www.dn.dk
Danmarks Naturfredningsforening er vel den største af landets grønne foreninger. Her er bredde der rækker fra salg af fuglekasser og lokale natur-ture med guide til nyhedsbrevet »DN torsdag« med nyt om organisationens lobbyarbejde med ny naturbeskyttelseslov og vandmiljøplan III.
Man kan også læse tre artikler – heriblandt lederen – fra medlemsbladet »Natur og Miljø«. Hvis man vil læse mere må man tegne abonnement.
Under fanebladet »Presserum« kan man finde nyheder tilbage til 2001 – vel i alt 300 sider oplistet i kronologisk rækkefølge. Der er også en udmærket søgefunktion, så man kan søge i både nyhedsarkivet og ugebrevene.
Yderligere kan man finde sit eget lokalområde på hjemmesiden. Der er forbindelse til mange af lokalkomiteerne og naturturene averteres efter amt.

naturogvidenskab@hotmail.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her