Læsetid: 2 min.

Kongens Have

Fortiden trækker vejret næsten hørligt i haven
25. marts 2004

Stikord
Inde i Rosenborg Have flakker den fortvivlede Ekko rundt mellem rododendronbuskene, ganske vist stivnet i Aksel Hansens bronzeskulptur, med hånden ved den råbende mund. Svarløs i sin kalden, som hverken Narcissus eller vi andre narcissister bekymrer os om. Ovid beretter om den snaksomme nymfe, at hun var dømt til kun at gentage de sidste ord fra en anden. Og det var der ingen der kunne holde ud. Til sidst var der ikke andet tilbage af hende end stemme og knogler. Men billedhuggeren har rettet op på denne forvandling og givet hende smidige, om end metalliske lemmer. Som studenter vandrede vi tit i Kongens Have og beså hende en passant bagfra. Jeg bemærkede det flade stykke over hendes bagdel. Det er det fine ved hende! sagde min kammerat. Præcis sådan ser min kæreste ud!
Tanken om denne lykke-
ligere pardannelse dukker
op som et ekko, når jeg nu
går gennem denne have, fodtrin, der giver genlyd i erindringen, tid som er og tid
som var, for nu at træde i
sporene af T.S. Eliot, der indleder sine Fire kvartetter med denne magiske formel af
ekkoer, der bebor haven med fuglenes uhørte musik i buskadset, den tomme gang og den tørlagte dam. Det er dér han siger, at menneskeheden ikke tåler ret megen virkelighed.
Gangene er nu sjældent helt tomme i den aktuelle københavnske virkelighed. På bænkene inden for indgangen mellem pavillonerne på hjørnet af Gothersgade og Kronprinsessegade sidder eller flyder et antal fjortenårige, en skoleklasse anført af en ung lærerinde, der er i gang med en belæring. Jeg opfatter nogle brudstykker med aftagende styrke, mens jeg tager retning mod Ekko: »... naturen og det guddommelige var én og samme ting... det kalder man oplysningstiden...« Det lyder ikke helt logisk, og det så ikke ud til at vække eleverne til dåd. Hørup ser strengt ned på dem.

Tid som var
, hvor tempoet synes nedsat, tid som er og tid som var er ikke så forskellig. Hvor løven med den paryklignende manke sindigt gnaver løs på en forsvarsløs hest for enden af kavalergangen, fodrer pensionisterne i den anden ende de overmætte ænder i en evig gentagen rutine, som stod tiden stille for disse Scener i Rosenborg Slotshave, som Poul Martin Møller kunne udforme dem og Heiberg gjorde til vaudeville-eventyr. Erindrer De?
Men allerede i en tidlig københavnerroman, Kiærligheds Nytte eller tre Dages Tildragelser fra 1791, spadserer de rundt derinde. En ung
naiv sønderjyde er kommet til byen, opfyldt af elskov til Trine derhjemme, og så møder han minsandten en pige, der ligner hende på en prik
på nær overklassens elegance. Nu viser det sig, at det er en og samme pige, der bare sætter ham på prøve, efter at hun er kommet til penge. Denne roman af medicineren, samfundsdebattøren og digteren Johan Clemens Tode er der ingen, der læser mere, kun et ekko af studieårenes omstrejfen også i oplysningstiden, dengang naturen, gudeverdenen, elskoven og litteraturen var én og samme ting.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu