Læsetid: 13 min.

Et mareridt der aldrig holder op

I disse uger er det 25 år siden, Khmer Rouge-regimet i Cambodia blev styrtet efter fire år ved magten. Fire år, der kostede flere millioner cambodianere livet. De fleste af de ansvarlige fra dengang er endnu ikke blevet retsforfulgt. Men stadig flere stemmer rejser sig som vidnesbyrd om rædselsregimet. En af dem er forfatteren Chanrithy Him, der som den første står over for at få sin erindringsbog om Khmer Rouge-tiden oversat til cambodiansk
20. marts 2004

Interview
Det er sommeren 1975. De Røde Khmerer har netop overtaget magten i Cambodia, og den ti-årige Chanrithy Him har i løbet af få måneder set sin verden styrte i grus. Familien er blevet tvunget til at flygte fra deres hjem, som nu ligger i ruiner. Den velkendte rumlen af amerikanske B-52’ere på hemmelige bombetogter ind over landet er erstattet af en langt mere uhåndterlig fare, en usynlig og allestedsnærværende magt, der kalder sig Angka. Den nye stemme, som første gang optrådte i radioen den 17. april – »Overgiv jer! Phnom Penh er blevet erobret!« – skurrer stadig i ørerne. Landsfaderen Prins Norodom Sihanouk er flygtet til Kina, hvorfra han forvirrende opfordrer til at støtte Khmer Rouge. Også i det helt nære er der vendt op og ned på tingene. Skolen er lukket, og sultens første symptomer er begyndt at melde sig.
Sammen med resten af befolkningen har Chanrithy Him oplevet evakueringen af hovedstaden. Genopdragelse og markarbejde er blevet hverdag. Farer synes at lure alle vegne, og folk har vænnet sig til ikke at reagere på ligene, der flyder i floderne eller ligger på markerne, i skovene.
Midt i dette inferno bliver Chanrithy Hims far sammen med nogle onkler hentet for at deltage i et orienteringsmøde. Senere på dagen ser hendes mor en mand i byen iført farens skjorte. To år efter bliver moren syg af sult og afkræftelse og anbringes på et såkaldt hospital. Datteren besøger moren, men kan ikke kende hende. Kort efter fortæller en pige Chanrithy Him, at hun har set nogle soldater smide moren i en brønd. »Var hun da død?« spørger Chanrithy. »Nej, hun stønnede stadig,« svarer pigen.
Det er minder som disse, den 16-årige Chanrithy Him havde med i bagagen, da hun i november 1981 ankom til Oregon på den amerikanske vestkyst. Hun havde mistet sine forældre, halvdelen af sine søskende og snesevis af familiemedlemmer. Og hun havde hovedet fuldt af mareridt, som ikke ville gå væk.
Det var en onkel, der havde skaffet Chanrithy Him og hendes fire overlevende søskende til USA. Inden immigrationen gik i orden, havde de været igennem en række flygtningelejre, først på grænsen mellem Cambodia og Thailand, siden længere inde i Thailand og til slut i Filippinerne.
I USA forsøgte Chanrithy Him at indhente den skolegang, hun aldrig fik som barn i Cambodia. Derefter begyndte hun på et lægestudium, som hun var nødt til at afbryde, da minderne blev for påtrængende. I stedet koncentrerede hun sig om den erindringsbog om sin opvækst under Khmer Rouge, som i 2000 udkom under titlen When Broken Glass Floats. Bogen er siden blevet prisbelønnet i flere omgange og oversat til en række sprog, heriblandt svensk, hollandsk og vietnamesisk. I øjeblikket arbejder Chanrithy Him på at rejse midler til en cambodiansk udgave.

Som hun sidder der ved cafébordet i kælderen under Seattles hippe boghandel, Elliott Bay, virker den 39-årige Chanrithy Him stærk og selvsikker. Hun er velklædt. Hendes holdning bærer præg af, at hun foruden at være forfatter optræder med traditionel cambodiansk dans. Og mere end 20 år i USA har sat spor i form af den karakteristiske amerikanske blanding af hjertelighed og professionalisme. Hun har styr på situationen. Den succesrige forfatter møder journalisten.
Men der er noget, der ikke stemmer. Ordene, der kommer ud af munden på hende, passer ikke til billedet. Hun taler om udbrændthed. Om at være dødtræt. Om onde drømme, der bliver ved med at hjemsøge hende. Om angsten for Khmer Rouge, som aldrig helt vil gå væk. Og om at erkende at lide af Post Traumatic Stress Disorder, PTSD.
»I 10 år var jeg involveret i et forskningsprojekt under Oregon Health Sciences University. Studiet – The Khmer Adolescent Project – blev startet på initiativ af Dan Dickason, min lærer fra Cleveland High School i Portland, Oregon. Han havde observeret, at mange af eleverne med cambodiansk baggrund led af de samme symptomer: Selv de mindste stress-faktorer udløste mareridt, hovedpine og i det hele taget tilbagefald til den tilstand, de havde været i under de traumatiske oplevelser i Cambodia. Med andre ord: PTSD. Og jeg var simpelthen et mønstereksempel på disse symptomer.«
»I begyndelsen troede jeg, at jeg kunne arbejde mig ud af det ved at hjælpe med at gennemføre undersøgelserne. Det var i 1989. Min opgave var at lave psykiatriske interviews med en række personer. Men i stedet for at få det bedre kom jeg til at føle mig mere og mere udbrændt. Det kulminerede i 1996, lige omkring det tidspunkt hvor Dr. Haing S. Ngor, manden der spillede hovedrollen i The Killing Fields, blev myrdet. Der begyndte at cirkulere rygter om, at Khmer Rouge var kommet til USA, og at de måske ville forfølge cambodianske flygtninge her i landet. Nogle af de personer, jeg skulle interviewe, blev paranoide og nægtede at tale med mig. Og en ældre mand rådede mig ligefrem til at lade være med at udgive min bog, som jeg på det tidspunkt var i gang med, fordi de måske ville komme efter mig. Selv om jeg forsøgte at tænke rationelt, blev jeg igen grebet af al den gamle angst for denne usynlige magt, som overvågede én alle døgnets timer. Pludselig var jeg igen den lille sårbare pige i Cambodia. Det var så udmattende, at jeg ikke kunne gøre andet end at holde op med at arbejde på projektet. Men jeg besluttede under alle omstændigheder at gøre bogen færdig og udgive den. For ellers ville Khmer Rouge have vundet.«

Idéen om at skrive en bog om opvæksten under Khmer Rouge manifesterede sig først godt ti år efter ankomsten til USA. I begyndelsen var Chanrithy Him overbevist om, at hun skulle være læge. For det første som en gestus til sin far, hvis rudimentære lægekundskaber reddede familien gennem den første tid under Khmer Rouge. For det andet for at holde et løfte, som den 13-årige Chanrithy i afmagt havde givet sin storesøster Chea, da denne lå for døden af sygdom og underernæring. Det var i slutningen af 1978, blot få måneder før vietnamesiske tropper fordrev Khmer Rouge. Chanrithy lovede, at hun som voksen ville uddanne sig til læge, så hun i det mindste ville kunne hjælpe andre. Det var de sidste ord, Chea hørte. Hun blev 22 år.
– Har du nogen erindring om tiden før Khmer Rouge?
»Vi tilhørte middelklassen, og min far forsørgede familien. Vi havde et hus på et stykke jord, og bag huset var der forskellige slags frugttræer og kokospalmer. Mine søskende og jeg legede i frugthaven, klatrede i guavatræerne, spiste frugter og gyngede. I fjernsynet havde jeg set en film om folk, der rejste til Himalaya og studerede magi, som kunne genoplive de døde og få de onde til at forsvinde. Vores frugthave var mit Himalaya, og jeg drømte om en dag at skulle opleve lignende eventyr. Sådan var det, indtil jeg var fire år gammel.«
»Så kom 1969, hvor den vietnamesiske konflikt rykkede ind i Cambodia. Derefter ændrede alt sig dramatisk. Det første chok var, da vores hus blev bombet. Da jeg så ruinerne, var der noget, der brast inde i mig. Det er stadig sådan, at når jeg er under stress, bliver jeg denne fire år gamle pige, som leder efter sin far, mens bomberne regner ned. Og jeg har efterhånden indset, at min eneste mulighed er at rejse tilbage til Cambodia for at konfrontere den lille pige og fortælle hende, at mit liv i dag faktisk er okay, og at jeg bidrager med noget positivt til verden.«
– Formelt var Angka navnet på De Røde Khmerers organisation. Men når man læser om det, virker det som noget mere uhåndgribeligt. Kan du forklare, hvordan Angka manifesterede sig?
»Personligt visualiserede jeg Angka som straf, tortur, død. Reelt var det et abstrakt fænomen, som repræsenterede hvem som helst eller hvad som helst omkring en. Det var derfor, det rent psykologisk var så skræmmende – som en ondsindet og usynlig eller ansigtsløs person højt oppe i Khmer Rouge’s hierarki. En person, som sendte sine domme ned gennem systemet, og hvis ordrer blev adlydt betingelsesløst. Da jeg kom i gymnasiet i USA, skulle vi læse noget om, hvordan de kinesiske myndigheder brugte unge mennesker som informanter, og pludselig kunne jeg se den psykologiske indflydelse, Mao Tse Tungs tænkning havde haft på Cambodia. Det betød, at man levede i evig angst og aldrig turde stole på nogen, bortset fra de allernærmeste familiemedlemmer. For eksempel overværede jeg, hvordan Khmer Rouge fik en lille sulten dreng til at angive sin far ved at lokke med mad. Hvad drengen ikke vidste var, at han dermed udløste sin fars henrettelse. Den slags foregik hele tiden.«
– Der er et hul i bogens fremstilling omkring den skrækkelige episode, hvor du hører, at din mor er blevet smidt i en brønd. Hvad er din egen forklaring på, at du klarede dig igennem?
»Som alle andre børn havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg skulle vokse op uden mine forældre. Og jeg havde aldrig forestillet mig, hvor megen smerte jeg ville blive nødt til at udholde, da jeg mistede dem. Jeg synes også selv, det er uforståeligt, at jeg var i stand til at undertrykke min smerte, så jeg kunne håndtere min mors død. Men måske hænger det sammen med, at jeg på det tidspunkt blev så ligeglad med alting, at jeg ikke ænsede noget. De kunne have dræbt mig, uden at jeg havde ænset det. En anden faktor er, at vi cambodianere tror, at vores elskedes ånder holder øje med os og passer på os. Og jeg tror, at jeg efterhånden kom til at tænke på, hvor uendelig meget jeg skyldte mine forældre for livets gave, og at jeg derfor måtte påtage mig ansvaret for at gøre noget til gengæld for den gave. Under alle omstændigheder fik jeg pludselig fornemmelsen af at blive gennem-strømmet af lys fra min sjæl og fik lyst til at spise igen. Og netop på det tidspunkt kom min søster Ra og gav mig nogle skorper af brændt ris, som blev min redning.«

Chanrithy Him havde lovet sin søster Chea at blive læge, når hun blev voksen. Efter så småt at have vænnet sig til den nye kultur i Amerika – halloween var det første chok – begyndte hun da også at studere. Men i begyndelsen af 90’erne blev hun nødt til at afbryde uddannelsen:
»Vores engelsklærer havde givet os til opgave at skrive et essay, og uden at tænke videre over det begyndte jeg at skrive om tiden med Khmer Rouge. Men da jeg hørte om mine kammeraters sjove og lykkelige minder, skammede mig over kun at kunne skrive om disse tragiske begivenheder. Min engelsklærer trøstede mig med, at jeg havde et naturligt talent for at skrive, men jeg følte ikke, at jeg kunne bryde mit løfte til Chea. Lidt senere skulle vi læse George Orwells roman 1984 – og den havde en effekt, som jeg slet ikke var forberedt på. Beskrivelsen af Big Brother gav mig mareridt, og først flere år senere forstod jeg, at bogen havde udløst de første symptomer på Post Traumatic Stress Disorder. Dengang anede jeg ikke, hvad der skete med mig. Jeg vidste bare, at jeg var nødt til at droppe ud af college og begynde at arbejde mere systematisk med min fortid.«
– På trods af at du kun var godt 10 år, da du oplevede mange af de episoder, du gengiver i bogen, er du i stand til at give detaljerede beskrivelser af omgivelserne, folks påklædning, samtaler, m.m. Hvordan har du båret dig ad med at grave disse detaljer frem af erindringen?
»Jeg ved det ikke. Sådan er jeg bare! Det er stadig sådan, at hvis jeg er til middag hos nogle venner, lægger jeg mærke til alt omkring mig og husker det. Og som jeg skriver i bogen, var jeg også et meget observant barn. Da min søster Ry – som bor her i Seattle – havde læst bogen, ringede hun til mig og sagde: »Hvordan kan du huske alt det?« Hun kunne slet ikke huske så meget, selv om hun er fire år ældre. Men det er også derfor, det er så hårdt for mig. Det hele er inde i mit hoved, jeg kan ikke undslippe det. Nogle gange ville jeg ønske, jeg kunne glemme noget mere.«
– Nu hvor det er overstået, føler du det så som en tilfredsstillelse at have skrevet bogen?
»Helt bestemt. Men det var også ufatteligt hårdt, fordi jeg undervejs mentalt var tilbage i Cambodia det meste af tiden. Jeg lavede ikke andet end at skrive, græde, sove, gå en tur, skrive, græde, sove. Da jeg indleverede det færdige manuskript, brød jeg fuldstændig sammen. Det var som en kæmpe lang rejse, der var afsluttet. Det er hårdt for alle forfattere at skulle igennem alt dette med forlag og afslag og omskrivninger, men for mig var det samtidig en intens og smertefuld proces, fordi det var så personligt og ensomt. Så jeg bare græd og græd, tårerne strømmede ud af mig, og jeg følte mig end ikke i stand til at skrive de få linjer til dedikationen foran i bogen. Men på et tidspunkt gav jeg mig til at bede, og pludselig følte jeg en usynlig hånd, som kærtegnede mig, hvorefter de mørke skyer drev bort. Efter at have levet i dette mareridt i årevis kunne jeg omsider opleve mit hjem som et trygt og fredfyldt sted. Det var, som om jeg havde fået fred med mig selv.«
»Da jeg modtog det første eksemplar af bogen fra trykkeriet, løb jeg op ad trappen til mit soveværelse og viste det til min fars fotografi og sagde: ’Far, den er til dig!’ – og så brød jeg sammen igen og græd. Men på en god måde denne gang. Nu var det, som om bogen havde givet mig min familie tilbage, som om de kunne leve videre igennem den. For første gang i mange år begyndte jeg at have lykkelige drømme om min barndom i Cambodia, og ikke kun mareridt.«
– Hvilke spørgsmål får du oftest, når du holder foredrag på gymnasier og universiteter?
»Jeg får mange spørgsmål om tilgivelse. Folk har tit svært ved at forstå, når jeg taler om at tilgive Khmer Rouge. At tilgive de mænd, der dræbte min far og min mor på trods af, at de var fuldstændig uskyldige. Dertil siger jeg, at når folk kan begå den slags forbrydelser uden at få samvittighedskvaler, må man tilgive dem. Faktisk bør man føle medlidenhed med dem, fordi de ikke er i stand til at hæve sig over et dyrisk niveau. Hvis man endelig vil hævne sig, må man gøre det ved at vidne om deres gerninger – som jeg gør det med bogen. Tager man blot en pistol og skyder dem, synker man ned på deres niveau.«

Da jeg til slut spørger Chanrithy Him, hvad hun tænker om, at Khmer Rouge-lederne i dag, et kvart århundrede efter deres ugerninger, stadig ikke er blevet retsforfulgt, siger hun lige ud, at hun ikke følger meget med i nyhederne om Cambodia. Ganske enkelt fordi hun ikke kan udholde følelsen af afmagt.
Snarere end at slide sig selv i stykker ved at engagere sig i en sag, som uvægerligt vil trække hende ned i afgrunden, foretrækker hun at lade sin bog være et talerør for sig selv, sin familie og de godt tre millioner andre cambodianere, som menes at have mistet livet mellem 1975 og ’79.
Og så giver hun mig et essay, hun skrev i 1999 som en reaktion på, at Cambodias premiereminister, den tidligere Khmer Rouge-tro Hun Sen, året forinden havde inviteret to notoriske Khmer Rouge-bødler til Phnom Penh og holdt en tale, hvori han sagde, at det ikke ville nytte noget at bringe de tidligere Khmer Rouge-ledere for retten.
»Hvis såret ikke længere gør ondt,« argumenterede Hun Sen, »hvorfor så stikke en kæp i det og få det til at bløde igen!«
I sit essay skriver Chanrithy Him, hvad hun ville sige til Hun Sen, hvis hun kunne møde ham:
»Du tager fejl vedrørende såret fra fortiden. En retssag mod Khieu Samphan og Nuon Chea for deres krigsforbrydelser mod menneskeheden ville bestemt gavne Cambodia, en nation som lider under dybe psykologiske sår, ligesom den ville lindre smerten for de overlevende ofre for Khmer Rouge. Undskyldninger kan aldrig være nok. Khmer Rouge må holdes ansvarlige for deres forbrydelser. Retfærdighed må søges for de overlevende og dem i massegravene. Cambodia har brug for at kunne lægge fortiden bag sig, og det har jeg også.«
I dette forår planlægger Chanrithy Him at rejse til Vietnam for at deltage i lanceringen af en vietnamesisk udgave af When Broken Glass Floats. Bagefter er det hendes tanke at tage til Cambodia for at finde en cambodiansk oversætter. Det har taget Chanrithy Him 20 år at samle kræfter til at gense sit hjemland. Om kort tid vil det vise sig, om Cambodia er klar til at modtage hende.

*Chanrithy Him: When Broken Glass Floats. W. W. Norton & Company, New York, 2000

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu