Lystvandring i dansk arkitektur
*I anledning af Kunstakademiets 250-års fødselsdag, bidrager Arkitektens Forlag med det bedste i dansk arkitektur fra Amalienborg og frem til det 21. århundrede, hvor Tegnestuen Plot i dag udfordrer fagets traditionelle værdier. Bogen er rigt illustreret med farvefotografier af Jens Lindhe og skitser og tegninger fra Samlingen af Arkitekturtegninger, Danmarks Kunstbibliotek.
Claus M. Smidt, Carsten Thau, Tobias Faber, Christoffer Harlang, Kim Dirckinck-Holmfeld: Dansk Arkitektur 250 år. Arkitektens Forlag. 252 s. 278 kr. indtil 19. april. Herefter 378 kr. ISBN 87-7407-302-8. Er udkommet.
*Rime-Djävelen I morgen ville H.C. Andersen være fyldt 199 år.
I den anledning udkommer Rime-Djävelen, en kombineret cd og bog, der indeholder moderne og højaktuelle fortolkninger af H.C. Andersens digte i elektroniske, rytmiske og klassiske arrangementer. Cden er komponeret, arrangeret og produceret af Ulle Bjørn Bengtsson (sang og deklamation) og Hans Sydow (sampler, synthesizer og laptop), der tilsammen levendegør H.C. Andersens lyrik i tråd med cden Glimtvis fra 1998, hvor lydrummet omkring Tom Kristensens poesi fyldtes ud.
www.rime-djaevelen.dk
*Ordfestival Højskolernes Spoken Word telt vil i år være at finde blandt scenerne på Roskilde Festival for fjerde gang med et delvist offentliggjort program, der varsler litterær guldregn over festivalen.
Med 25 forfattere, fortællere og et væld af alternativ litterær performance, tegner Spoken Word til at blive et af årets største litteraturbegivenheder. Optrædende som Peter Laugesen, T.S. Høeg, Morten Søndergaard, Gordon Inc., Kristina Stoltz, Bo hr. Hansen, Martin Glaz Serup, Pablo Llambias, Jens Beldstrup, Lars Bukdahl, Ursula Andkjær Olsen, Rune T. Kidde, Vigga Bro, Lars Skinnebach, Alf Christensen, Nicolaj Stochholm og Michael Lee Burgess vil således flankere musikken og levere et poetisk afbræk i strømmen af koncerter.
www.spokenword.dk
*Bevar bogen Det Kongelige Bibliotek inviterer for første gang private, virksomheder og fonde til at hjælpe med at bevare kulturarven. 50 trængende værker fra bibliotekets skatkamre er foreløbigt udvalgt, fotograferet og beskrevet af bibliotekets fagfolk.
Det nye sponsorprojekt med den appellerende titel Bevar Bogen præsenteres 3. april kl. 14-16 i Diamanten. Her vil projektleder Anette Faaborg komme med en overordnet introduktion og Bevaringsafdelingen demonstrere, hvordan man restaurerer gamle bøger. Desuden er der gratis adgang til den nye udstilling om moderne bogbind i Galleriet samt omvisning i udstillingen Skatte i Det Kongelige Bibliotek.
www.kb.dk/bevarbogen
*Forgyldt Indtil for ganske få
år siden var det britiske forlag Bloomsbury ikke just et investeringsobjekt. Det har imidlertid ændret sig. I dag er der snart sagt ikke den børsmægler i London, der ikke holder øje med forlaget og dets profitable husforfatter J.K. Rowling. Harry Potter-opfinderen har for længst sikret sig en plads blandt de hovedrige, og det giver naturligvis også afkast hos forlaget. Det nye regnskab viser, at den femte bog i Potter-rækken bragte overskuddet op med 38 procent til et samlet beløb på godt 170 millioner kroner for 2003. Med mere end 200 millioner solgte Potter-bøger på verdensplan, er Rowling rigere end dronning Elizabeth II.
*Underskoven Hver anden torsdag mødes såvel lyrikelskere som -udøvere for at udveksle poesi og kortprosa under dæknavnet Underskoven. Det sker på Huset i Rådhusstræde i København, hvor alle er velkomne til at lytte eller læse op af egne tekster. Også denne forårstorsdag fra 17-19.