Nyhed
Læsetid: 3 min.

Er den ene tjeneste den anden værd?

Mellem vennetjenester, hævntogter og personlig positionering. Den urgamle diskussion om litteraturanmelderens habilitet er blusset op igen
Kultur
22. april 2004

Anmelderfejde
Weekend Avisens litteraturanmelder Lars Bukdahl beskyldes af forfatteren Jan Sonnergaard for inhabilitet. Han anmelder sine venner og har økonomiske interesser i forlag, mener Sonnergaard. Og Bukdahl går til modangreb. En personfejde, der bunder i den gamle problemstilling om anmelderens habilitet. Hvem er venner med hvem, og hvem er fjender med hvem? Debatten mellem Sonnergaard og Bukdahl er bølget frem og tilbage i avisspalterne gennem den seneste måneds tid. Den er løbende blevet kommenteret fra sidelinjen, og i sidste uges udgave af den norske weekendavis Morgen Posten nåede debatten såmænd også til fjeldlandet.
Norges svar på en Lars Bukdahl er den norske avis Klassekampens hovedanmelder Espen Stueland. Han mener ikke Bukdahl kan anklages for sin praksis. Det er muligt han har et habilitetsproblem, men »Bukdahl har skaffet sig en position, som gør, at han kan tillade sig meget – også at anmelde sine venner,« siger Espen Stueland til Morgen Posten, og henviser til, at Bukdahls litterære præferencer er usædvanlig tydelige – én bestemt poetik, som enhver kender.
Positionering
Men kan man som anmelder sætte sig selv i en position, hvor habilitetsproblemet retfærdiggøres med sin tydelighed? Ekstra Bladets litteraturredaktør John Christian Jørgensen, mener, ja:
»Når læserne bare ved, hvem der er Bukdahls venner, så kan de tage bestik af anmeldelserne,« siger John Christian Jørgensen. »Forfattere, der har Bukdahls kærlighed som nu f.eks. vennen Jens Blendstrup, kan han skrive indtrængende og indforstået om – og læserne kan selv trække nogle af rygklappene fra. Det er straks værre med Bukdahls uvenner – som nu for eksempel Søren Ulrik Thomsen, som Bukdahl i en periode benyttede enhver lejlighed til at overfalde, også når han ikke skulle anmelde hans bøger. Eller Bukdahls nedladende behandling af folk som Jan Sonnergaard og Leif Davidsen. Her driver han litteraturpolitik og laver personhetz. Men ok, det opdager læserne jo også efterhånden,« siger John Christian Jørgensen, og påpeger, at det litterære miljø i Danmark er så småt, at det kan være svært for en anmelder helt at sige sig fri for personlige relationer og intern
positionering.
Det syn på det litterære miljø i Danmark deler Berlingske Tidendes litteraturredaktør Niels Gunder Hansen. Han mener, at man bør undlade at anmelde en forfatter, man har nære personlige bånd til, men i et litteraturmiljø så småt som det danske vil der altid være et vist kendskab til hinanden.
»Derfor kan man heller ikke sige, at folk slet ikke må anmelde dem, de kender eller kan ’positionere’ sig i forhold til,« siger Niels Gunder Hansen. »I øvrigt skal man huske, at anmelderen jo altid er underlagt en redaktør, som i hvert fald i princippet er etisk opsynsmand i forhold til anmelderen.«

Etiske særlove
Informations litteraturanmelder Erik Skyum-Nielsen er uenig med sine to kollegaer i synspunktet om, at det ikke kan lade sig gøre at vriste sig fri af den litterære andedam.
»For mit eget vedkommende kender jeg ikke særlig mange forfattere særlig tæt, og det har jeg det bedst med,« siger Erik Skyum-
Nielsen. »Jeg vil hellere være distanceret uvenner med dem, end jeg vil komme så tæt på, at jeg får problemer med at give en bedømmelse, jeg kan stå inde for.«
»Hvis mennesker var i stand til at opretholde en idealdeling mellem det værk, der sendes ud, og så afsenderen, kunne man godt være bekendte – men sådan er vi bare ikke. Det fungerer ikke sådan. Og det er ligegyldigt om det er i et stort eller et lille litterært miljø. Det er svært at skille tingene ad, og derfor prøver jeg for så vidt muligt at trække mig. Jeg er for eksempel holdt op med at gå til forlagsreceptioner, og kommer kun til meget få oplæsningsarrangementer.«
John Christian Jørgensen deler ikke dette synspunkt. Han mener godt det kan lade sig gøre at sætte sig selv i en særlig position, hvor habiliteten betyder mindre. Han eksemplificerer med Lars Bukdahl:
»Bukdahl er en slags forfatter i spalterne, et stilistisk kraftfænomen, en begavet spradebasse, mere end han er egentlig kritiker. Han har sine fans – og hans fjender bidrager også til hans berømmelse, når de skriver læserbreve imod ham. Hans redaktører på bladet gnider sig i hænderne og siger, at han er ’debatskabende’. Her er vi inde i dagbladskritikkens diabolske cirkus – jo, mere ballade, des større helte, det gælder også i de intellektuelle aviser.«
»Det er ligeså lidt i orden for Bukdahl som for alle mulige andre,« replicerer Erik Skyum-
Nielsen. »Jeg kan ikke se at der skulle gælde en etisk særlov for ham.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her