Læsetid: 9 min.

De nye gnostikeres hemmelige verden

En amerikansk konspirationsthriller om de mystiske gnostikere har fået tag i et rekordstort massepublikum. Romanens succes repræsenterer dog kun den seneste vækkelse for den 2.000 år gamle oldtidssekt, som den kristne kirke nådesløst forfulgte for kætteri
6. april 2004

Gnosticisme
At dømme efter bogens omslag er Dan Browns The Da Vinci Code bare endnu en af den slags kulørte trashromaner, man kan finde på at købe
i lufthavnskiosken for at have lidt uforpligtende læsestof med sig på en lang flyrejse. Men i USA har denne konspirationsthriller på kort tid blevet trykt i et rekordoplag på 6,2 millioner, der fortsat stiger. I sidste uge steg bogen også helt til tops på den britiske bestsellerliste for fiktionpaperbacks. En strøm af udgivelser forsøger allerede at snylte på dens uhørte popularitet. I dette forår vidner titler som Secrets of the Code: the Unauthorised Guide to the Mysteries Behind the Da Vinci Code; The Truth Behind the Da Vinci Code; and Breaking the Da Vinci Code – Answers to the Questions Everybody’s Asking, om dette.
Hvad er så ’disse spørgsmål, som alle stiller sig selv?’ Og hvordan er det gået til, at en tilsyneladende standardthriller, som kritikere har rakket ned for dens gebrækkelige prosastil, har opnået en så svimlende kommerciel succes?
Forklaringen ligger i den obskure religiøse oldtidssekt gnosticismen. For skønt The Da Vinci Code er skåret over masse-markedsthrillerens klassiske læste, giver den også sine læsere et populariseret historiekursus i urgamle gnostiske skrifter, som det førhen stort set var forbeholdt esoteriske akademikere at interessere sig for: For at få sine læsere på krogen fremstiller Brown gnosticismen som dens tvillingesøster, kristendommen har holdt indespærret i kældrene under Sankt Peterskirken siden det 2. århundrede, fordi den ikke kunne tåle dens frihedselskende, pro-homoseksuelle, anarkistiske syn på religiøsitet.
»Jeg er slet ikke i tvivl om, hvorfor The Da Vinci Code har fået et så enormt publikum i Staterne,« siger Elaine Pagels, professor i religion ved Princeton University, ekspert i gnosticisme og forfatter til bogen Beyond Belief om det hemmelige gnostiske Thomas-evangelum.
»Ved at gå tilbage til de gnostiske evangelier, som kun få har hørt om indtil nu, planter Dan Browns roman et fængslende spørgsmål i sine læseres sind: ’Når vi aldrig har hørt om de gamle skrifter, Brown trækker på – hvad ved vi så mere ikke noget om? Hvad har man holdt skjult for os eller redigeret ud af den officielle religion?’ Mange åndeligt søgende mennesker i USA er desillusionerede over de etablerede kirkers autoritetstab. Gnosticismen rammer med sin revolutionære appel direkte ned i den tidsånd, og åbner op for en ny slags åndelighed. Den synes at øse direkte af en autentisk historisk kanal, der aldrig har været fordærvet af kirkelige og institutionelle overbygninger.«
Også andre fænomener i moderne massekultur peger på, at denne næsten glemte tro er ved at gøre et comeback. Det er velkendt, at Madonna og Britney Spears sværmer for mysticismen i den gamle jødiske kabbalah – en strømning, der selv er stærkt påvirket af gnosticisme. Og Matrix-blockbusterfilmene er ifølge mange af deres hengivne fans intet andet end en moderne gnostisk lignelse om en søgen efter en fuldkommen verden hinsides den vi er blevet vant til at betragte som den fulde virkelighed.
Gnosticismen er også en væsentlig inspirationskilde bag Phillip Pulmans prisbelønnede trilogi His Dark Materials, og kultscience fiction-romanforfatteren Philip K. Dick, hvis værker aktuelt topper af Hollywoods ønskeliste for filmatiseringer (vi har allerede fået Blade Runner, Total Recall og senest Minority Report), var angiveligt også dybt optaget af gnosticisme. Som den ultimative anbefaling har nyhedsmagasinet Time kørt en historie om gnosticismens pludselige popularitet og om »hvordan stadig flere mennesker interesserer sig for dens gamle tekster for at udvikle deres egne religiøse riter.«

En helt anden historie
’Gnostikerne’ (af det græske ord gnosis eller viden – heraf agnosis, mangel på viden) eksisterede muligvis allerede, da kristendommen kom til verden, skønt ingen historiker har turdet give et præcist bud på, hvilken af de to bevægelser, der kom først. Men endnu næsten 200 år efter Jesus’ død havde gnostiske synspunkter lige så stor indflydelse, som dem vi siden er kommet til at forbinde med hovedstrømmen i vestlig kristendom.
Gnostikerne troede på, at mennesker kan opnå mystisk ophøjet viden igennem guddommelige åbenbaringer. De var en religiøst optændt, upraktisk anlagt flok, som i vidt omfang forkastede den dennesidige jordiske verden som ufuldkommen – nogle af dem betragtede den endog som djævelens skaberværk. Igennem igennem askese, cølibat og faste forsøgte at de fremskynde døden og dermed genforeningen med Gud.
De nedskrev deres åbenbaringer fra det høje i en række evangelier om Jesus liv, som fortalte en noget andet historie end de officielle versioner, vi kender fra Det Nye Testamente. Disse tekster blev derfor forsøgt tilintetgjort, da de kristne kirkefædre bandlyste og bekæmpede gnostikerne som kættere i slutningen af det 2. århundrede.

Jesus og Maria var elskende
I 1945 i Nag Hammadi i det øvre Egypten blev der imidlertid fundet en gammel krukke, som viste sig at indeholde gnostiske evangelietekster. Det er på disse tekster, at Dan Brown har baseret sit plot. Ifølge hans roman viser de gnostiske Filip- og Maria-evangelier, at Jesus og Maria Magdalene var elskende (en fortolkning, der er omstridt). Den katolske magtelite skal have frygtet, at det kunne ødelægge kirken, hvis denne oplysning blev alment kendt, og udførte derfor en stribe drab for at hindre hemmeligheden i at slippe ud.
Historisk giver Browns antydninger af, at den katolske kirke skal have været rede til at dræbe for at stoppe gnostikerne i at sprede deres budskaber, udmærket mening. Katarerne – eller albigenserne, som de også kaldes – i det sydlige Frankrig i det 13. århundrede var gnostikere, som forkastede den organiserede religions ritualer og dogmer, og som i modsætning til katolikkerne betragtede mænd og kvinder som ligestillet for Gud.
De havde kun få af kristendommens komplekser i forhold til seksualitet og vendte sig skarpt imod denne verdens materialisme, politiske magtkampe og korruption, som de anså som udtryk for menneskelige svagheder. I stedet søgte de en højere og rene livsform. Kirken i Rom frygtede i den grad, at katarernes lære skulle danne skole. Den fordømte dem som kættere og gav inkvisitionen besked på af dræbe dem, hvorpå den skrev dem ud af sin autoriserede version af historien.
Men man kan nu engang ikke holde en god historie nede. Radiojournalisten og romanforfatteren Kate Mosse er en af dem, der har valgt at ride med på den nye gnostiske bølge. Rettighederne til hendes katar-roman Labyrinth, der udkommer næste år, blev for nylig solgt efter en intens bud-duel blandt forlæggere ved en auktion.

Fremskridtstanken på retur
»Det er min fornemmelse,« siger Mosse, »at der er noget større på færde i forhold til hele dette gnostiske spørgsmål. Konfronteret med den tilstand, vor verden befinder sig føler mange mennesker en indre tilbøjelighed til at opgive det lineære historiesyn. Vi tror ikke længere på fremskridtstanken og på, at menneskeheden bare bliver bedre og bedre til alt. Det tiltrækker os, at vi kan søge tilbage i århundrederne for at finde åndelig vejledning i den kulturelle blomstringstid, der skabte denne vidunderlige bevægelse. Gnostikerne synes meget bedre at forstå vores behov end noget andet åndeligt tilbud i vores samtid.«
»Jeg oplever, at de vestlige samfund lige nu befinder sig i en fase, hvor de søger imod nogle fastere værdier at tro på – mod noget, som i en tid med krig, religiøst had, og hvad der ligner et nyt forfærdeligt korstog, kan få os til at rette vores blikke mod videre horisonter.
Gnosticismen kan for mig at se åbne vores øjne for, at svaret er inde i os selv – og altid har været det.«
En anden forfatter, den prisbelønnede Michele Roberts, som også har skrevet om de gnostiske katarer (i romanen The Wild Girl) advarer imod at lade sig gribe af denne seneste renæssance.
»Jeg er glad for at kunne sige, at jeg selv tænkte mig helt ud af gnosticismen for 20 år siden. Når jeg dengang følte mig tiltrukket af den, var det, fordi det tiltalte mig, at der ikke var lagt institutionelle bånd på, hvordan man skulle være åndelig. Det var op til almindelige mennesker selv at søge de guddommelige åbenbaringer i sig selv.«
»Men hvis de nye tilhængere af gnosticismen når ud over deres umiddelbare fascination og graver en smule dybere end i idégrundlaget, må de være forberedt på grimme overraskelser. Gnostikerne sætter absolut skel mellem ånd og materie. De betragter det materielle som ondt. Mænd er ånd og kvinder materie. Det kan godt være, at nogle katarer indrømmede kvinder en ligeværdig rolle – som tak for at de gad dyrke sex med en åndeligt illuminerede mænd – men dybest set var gnostiscismen stærkt kvindefjendsk, og en af dens mest markante indflydelser på kristendommen var netop at præge den med sit kvindehad.«

Forkaster alt dennesidigt
Ud over den umiddelbare spændingspirring for læsere af The Da Vinci Code eller seere til Matrix Reloaded ved at opdage dette skelet i kristendommens skab, ligger der altså ubehagelige valg og venter forude på enhver, der vil indvies i gnosticismen med hele en konvertits traditionelle nidkærhed. Grundlæggende kræver gnosticismen af sine disciple, at de forkaster alt i den dennesidige verden som ufuldkomment og ondt – det gælder huse, biler penge osv., alt som er materie og ikke ånd.
Et så totalt afkald turde være lidt af en udfordring for de fleste. Der har altid været dette pessimistiske, dystre og næsten maniske strøg ved gnosticismen. En af grundene til, at de tidlige kirkefædre forsøgte at begrave den gnostiske lære var muligvis, at de havde indset, at den intet kunne levere til materielle forbedringer af den jordiske verden.
Potentielle nykonvertitter bør måske også tænke lidt over , om de ønsker at følge bogomilernernes historiske eksempel. Bogomilerne var bulgarisk, gnostisk sekt, som helt i tråd med gnostisk tro insisterede på, at sex i forplantningsøjemed var djævlens værk, der kun kunne tjene til at videreføre en verden, der var en jammerdal. Ønskede de at elske, var alle sektens tilhængere derfor henvist til at røvpule hinanden.
Med den slags restriktioner er det måske ikke så overraskende, at den voldsomme og modeprægede interesse for gnosticismen og de gnostiske evangeliers historie ikke har fået særlig mange til at ’melde sig ind’. Ej heller har denne anti-institutionelle filosofi nogensinde gjort sig nogen organisatorisk umage. Den håndfuld gnostiske sekter, det er lykkedes mig at finde i Storbritannien, er tilsyneladende så optagede af åbenbaringer fra de hinsides, at de ikke besvarer telefonopkald – hvis de da overhovedet betjener sig af den slags
onde materielle indretninger. Og de, som er til stede på internettets websider, synes mest at være satanister, der optaget af at bruge gnosticismen til at slå løs på den traditionelle kristendom.
Mandæerne er den eneste overlevende traditionelle gnostiske sekt. Den har blot 20.000 tilhængere, der lever i de sydlige Irak og sydvestlige Iran.
Tendensen til at bruge termen gnosticisme som løs opsummerende reference for desillusion over organiseret religion har fået professor Eliane Pagels til helt at opgive termen som upræcis, og andre akademikere har gjort det samme.
I takt med The Da Vinci Code-fænomenet, som det breder sig kloden over – en Hollywood-filmatisering er allerede aftalt – skal gnosticismen dog nok få sine 15 minutters berømmelse blandt det mere populistiske publikum, for hvem den dog næppe vil betyde stort mere end en lidt mere dybsindig variant af talemåden: Der er mere mellem himmel jord…

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu