Nyhed
Læsetid: 2 min.

Vagn Grosen er død

Kultur
27. april 2004

Nekrolog
Forlagsredaktør, mag. art, sådan var titlen, men når man gik i de lange korridorer mellem standene på Bogmessen i Frankfurt med Vagn Grosen, lød råbet fra højre og venstre: »Vagn, Vagn!« og yndige kvindelige forlagssekretærer og redaktører kom springende for at hilse og modtage kindkys fra denne udsending fra Klareboderne, som alle kendte og som i den grad havde en aura af Mr. Editor omkring sig, så der ikke var noget at tage fejl af.
Vagn Grosen, der gik planken ud på Gyldendal til pensionsalderen, var Mogens Knudsens opfindelse, eller i hvert fald var det Knudsen, der fik Grosen ud af Danmarks Radio, hvor de begge havde indlagt sig fortjeneste som medarbejdere i den litterære sektion i henholdsvis dampradioen og fjernsynet. At der af dem begge to blev meget synlige forlæggere stod måske ikke skrevet i de tit omtalte stjerner, men med deres svale, letironiske, ja måske endda svagt konservative holdning til tingene og i kraft af en meget omfattende belæsthed koblet på en hed lidenskab for bogen og bøgerne, var der ikke noget sært i, at de fandt sig til rette og trivedes dér, hvor litteraturen gror og formidles.
For mængder af udenlandske forfattere, som i tidens løb kom på Gyldendal, var Vagn Grosen den naturlige kontakt, og der blev i flere tilfælde tale om venskaber mellem ophavsmand og formidler, som var både hjertelige og slidstærke. Joseph-Punkt 22-Heller, selv en henrivende grinebider, lokkede alt det humør frem i Grosen, som gemte sig i hans grå smil, og jeg ved, at Günther Grass ved meddelelsen om dette dødsfald helt sikkert vil føle, at han har mistet en rigtig ven – ligesom mange danske forfattere af både ældre og yngre årgange.
Vagn Grosen var fodboldentusiast, og man kan sige, at når det gjaldt bogvæsen lå bolden naturligt for ham både til højre- og venstrebenet. Han var en dribler, men uden hårde tacklinger, han kunne finte, men loyaliteten var ikke til at tage fejl af. Der ryddes godt op blandt de ældre gentlemen i branchen, og nu er der altså én mindre. Desværre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her