Læsetid: 2 min.

Bogkort

27. maj 2004


v./ Mette Størum Krogh
*Tidsskrift I maj måned foregår alt udenfor. Derfor har Reception – Tidsskrift for nordisk litteratur valgt outsideren som tema i sin seneste udformning, der har fået nyt og farverigt layout, mens den indre struktur er fastholdt. Det er ikke blot den litterære outsiderfigur, men også forfatterens outsiderposition, der bliver taget under behandling i nummeret om dem uden for nummer, der historisk spænder fra Ludvig Holbergs komiske narre til Henrik Bjelkes maniske personer. Gustaf Munch-Petersens og Michael Strunges syn på digterrollen i hver sin ende af det 20. århundrede tages op til fornyet overvejelse af Martine Cardel Gertsen og Anne-Marie Mai. Endelig perspektiveres diskussionen om forfatteren som outsider ved at vende blikket mod nogle internationale, eksilerede berømtheder som Adorno og Said samt Gertrude Stein, hvis digte nu endelig er blevet oversat til dansk.

*Den ubarmhjertige sandhed Den svenske forfatter Henning Mankell er især kendt for sine krimier om Kurt Wallander, men har i år delt sit liv mellem Afrika og Ystad. I bogen Jeg dør, men mindet lever, som er skrevet for organisationen PLAN, beskriver han møder med aids-syge i Afrika, især Uganda. Klogt nok har Mankell valgt den personlige stil: hans tekstbilleder træder frem mellem drømme om levende træer og erindringer, samtaler med de aids-ramte og Mankells egne sansninger og refleksioner. Først og fremmest er det historien om en katastrofe, vi ikke kan tillade os at ignorere, men som vi også godt kan afhjælpe. Visse forskere spår, at hele regioner syd for Sahara inden for en uoverskuelig fremtid kan kollapse af mangel på raske voksne. Allerede nu beskriver Mankell synet af øde lande, der fremstår som dystre forvarsler. Den anden side af historien er, at aids kan holdes nede ved hjælp af penge, således at den i dag er en lidelse for fattige. Dén ubarmhjertige sandhed fremstiller Mankells lille bog på en fin og poetisk, omend til det sentimentale grænsende, facon.
lfk
*Henning Mankell: Jeg dør, men mindet lever. Oversat af Peter Nielsen, med efterord af Renée Toft Simonsen og Sigrid Riise. 128 s., 129 kr.

*Bogauktion Den 3. juni kl. 13 er der international bogauktion i Museumsbygningen med 184 bidrag fra forskellige private rekvirenter. I anledning af auktionen, der også indeholder en del breve og manuskripter, er udsendt et illustreret katalog.
Blandt de rariteter, der kommer under hammeren, er blandt andet en håndskrevet samling i to bind af de lejlighedssange og viser, der ved festlige lejligheder blev sunget i det Collinske hus, der var hjemsted for H.C. Andersen, når han opholdt sig i København. Bøgerne er nedskrevet af husets svigersøn A. Drewsen og rummer cirka 75 bidrag fra H.C. Andersens egen hånd. De to bind er vurderet til 100.000 kroner.
Endvidere kan Museumsbygningen for anden gang udbyde endnu et sæt af de to første bind af Holbergs komedier, der kun findes i tre sæt i privateje. Vurdering 85.-100.000 kroner.
Detaljer om besigtigelse på www.museumsbygningen.dk, hvor man også kan finde kataloget online.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu