Læsetid: 5 min.

Hvordan det begyndte og hvad der så skete

Kirsten Hammann fortæller om sin nye roman, sit livs læsevaner og om Poul Borum – samt går i rette med Dronningen og Kjeld Koplev
6. maj 2004

Interview
Som barn i Risskov ved Århus læste Kirsten Hammann en Pixi-bog om en hund eller gris, der kom galt af sted. Den var så uhyggelig, at hun ikke turde læse den færdig. Hun læste også en bog om danske Ingrid fra Kina, der blev sendt på danseskole i København og var dygtig til at danse, men hun var alene og savnede sin mor og far.
Fra skoletiden husker Kirsten Hammann læsebogen om Søren og Mette, men også Ung i dag-bøger om narko og prostitution samt Guds blinde øje af J. Bech Nygaard, hvor hun først tænkte, at – gaaab, det lyder kedeligt – men så blev fuldstændig grebet af historien om et børnehjemsbarn.
Dette for at antyde, at selv om den snart 40-årige forfatterinde kommer fra et hjem med reol, var hun ikke specielt litteraturkyndig, før hun flyttede til hovedstaden, fordi hun i 1989 var blevet optaget på Forfatterskolen.

Borums lister
– Hvordan oplevede du det litterære københavnermiljø dengang?
»I Århus kendte jeg ikke en eneste, der skrev. Dårligt nok nogen, der læste...altså digte, som var det, der interesserede mig. Så det at få så mange nye venner og kolleger og møde Poul Borum, der var et energibundt uden lige... da følte jeg, at min lykke var gjort.«
»Det blev en fantastisk skriveperiode, meget befordrende. Vi blev trukket rundt til udstillinger og teater, for Borum arrangerede noget hele tiden, så indtrykkene strømmede mig i møde. Han gav os lister, hvis der var bogudsalg: ’I skal købe de her 15 bøger.’ Det var lidt svært at leve op til, Ikke? Jeg mener jo ikke, det er forudsætning for at kunne skrive, at man har læst en hel masse af verdenslitteraturen.«
I øvrigt er læsning for Kirsten Hammann mest en udendørs disciplin, som hun dyrker på stranden og i parker, især i sommerferien.
»Det med at sidde inde en almindelig aften og læse en bog, har jeg altid haft det svært med,« siger hun, »men jeg er blevet bedre til det.«
Om sine læsevaner fortæller hun yderligere, at hun siden slog sig på udenlandske og danske klassikere, Herman Bang og I. P. Jacobsen, men ellers læser alt fra Nick Hornby til Alt for Damerne og seneste har læst bøger af Niccolo Ammanitis og Erik Steffensen.

Søren og Mette
Efter Kirsten Hammanns debut og især andenbogen om Vera Winkelvir (1993) blev hun positivt bemærket, fordi hun indførte en let og humoristisk tone i tidens digtning. Efter nogle år med visse skriveblokeringer er hun med den nye dagbogsroman Fra smørhullet tilbage i sporet, og den har fået en entydig flot modtagelse.
Rent teknisk griber hun tilbage til læsebogen om Søren og Mette med det enkle sprog. Dog med den udvikling, at nu er Søren og Mette voksne.
»Det var en ide, der pludselig opstod,« siger hun. »Jeg tænkte det kunne være sjovt at skrive en hel bog med dem som udgangspunkt, selv om jeg hurtigt bevægede mig væk fra den, men dog stadig holder bogen i den barnlige idealverden. Altså: Hvad forventede man af kærligheden dengang? At når man mødte den eneste ene, så … pliiinnng! … faldt alt på plads i en håndevending.«

Strejf af en tanke
Forleden var Kirsten Hammann i Deadline hos Martin Krasnik, der havde bedt hende tage en håndfuld skumfiduser (»genial slik;« siger hun) med. Hvorfor?
»I romanen sidder Mette og spiser dem, mens hun ser 11. september eller invasionen i Irak på tv. Hvordan hænger det egentlig sammen, at man kan sidde og nyde slik, mens man ser på de ting? Det hænger jo ikke sammen, men det hænger sådan sammen, at vi jo lever og ikke stopper vores liv. Vi stiller os ikke ud på åben gade og råber ’Kom, kom, vi må gøre noget!’ Så, som tiden går, og det bliver gamle nyheder, og der sker andre ting, og vi ser det hver aften, ja, så bliver det almindelige tv-aftener, desværre. Selv om 11. sept. ikke var helt almindelig for nogen.«
– Du nævner også det underlige og underholdende i, at vi sidder og ser mennesker som små figurer falde ned fra en skyskraber...?
»Ja, og det er også en grim tanke, at der kan komme sådan et svirp ligesom, når man som barn leger med ørentviste og andre insekter, dækker dem med sand eller vand for at se, om den kan slippe ud, altså piner dem lidt. Det er bare helst ikke noget, man skal sige højt. Jeg prøver også at dække det ind ved at sige, at jaja, sådan er jeg ikke, og det er da også kun lige noget, jeg har mærket som en flygtig tanke.«
– Hemingway skrev en bog med råd til unge forfattere: Start hver dag med at skrive den mest sande sætning, du overhovedet kan komme på. Er det også din metode?
»Ja, jeg prøver at være så ærlig, som jeg overhovedet kan. Jeg prøver på ikke at skåne mig selv.«
– Har vi her i smørhullet en afmagt over for de ting, der sker andre steder i verden?
»Ja, det kan man vist roligt sige. Jeg leder i hvert fald desperat... nej, det gør jeg nu ikke, for jeg kan ikke se handlemulighederne umiddelbart.«
– Men vi handler jo ekstremt i Irak nu og tidligere i eks-Jugoslavien?
»Det er ikke så meget det, jeg tænker på. Jeg tænker på det enkelte menneske. Men det er rigtigt, at man glemmer jo nok at tænke på, at vi – dvs. staten, som jo også er dig og mig – handler, men den dårlige samvittighed, som mange af os sikkert går rundt med som individer. Vi tænker ’hvorfor kan jeg sidde hjemme hver aften og spise aftensmad, når nogle andre ikke kan?’«

At gøre noget
For et stykke tid siden læste Kirsten Hamman en kommentar i avisen af Kjeld Koplev.
»Han langede ud efter danskerne, at vi var simpelthen så selvtilfredse, og vi sad i vores fede rigdom, og vi handler ikke, selv om der sker så mange forfærdelige ting. Jeg tænkte ’okay, nu kommer den, hele artiklen igennem, vi skal handle, vi skal handle, nu siger han snart, hvad vi skal gøre, men det gjorde han ikke.’ Så tænkte jeg, og det er jo det, vi alle sammen tænker: ’Hvad fanden skal vi gøre?’ Så holdt Dronningen nytårstale, at vi skulle ikke lukke øjnene. Vi måtte ikke bare krybe ned under vores dyner og lade alt i verden ske, uden at vi opdagede noget, vi skulle orientere os. Okay, det var da lidt en handlemulighed, men der kom heller ikke noget. Jeg sidder bare som sådan en lille borger og tænker, jamen bare fortæl mig, hvad jeg skal gøre, jeg kan ikke overskue det. Men der er jo ikke noget svar, ikke nogen opskrift, der fortæller, at hvis vi går ud og gør sådan og sådan, så får vi løst alle verdens problemer. Men vi har selvfølgelig vores stemmeret, gudskelov, og med den kan vi rykke ved noget, selv om det rykker lidt den forkerte vej, vil jeg sige.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu