Nyhed
Læsetid: 4 min.

Immanuel Kant var ikke bare en pedant

Det mekaniske, skematiske liv er ikke nødvendigvis umyndigt. Det kan være valgt til som udtryk for eksistentiel oplysning
Kultur
21. maj 2004

Han var også exentrisk
Kant skulle have været kedelig. Den store, tyske filosof skulle have levet så konformt og konventionelt, at de almindelige anekdoter om hans liv ligner karikaturtegninger på skrift: Han forlod aldrig Königsberg. Han var ikke nogen globetrotter, og han oplevede ifølge adskillige kilder aldrig seksualakten.
Han blev vækket klokken fem hver morgen af sin tjener Martin Lampe, som var forhenværende soldat. Kant gik i seng klokken 22 hver aften. Han spadserede hver eneste dag klokken 15.30 sammen med sin gode engelske ven Green. Og han blev kun forstyrret i sin skematiske hverdag under den alarmerende læsning af Rousseaus Emile. Han røg sin morgenpibe på klokkeslet, og under piberygningen mediterede Kant, og meditationen blev afsluttet samtidig med piben.
Og Kant var ikke bare pedantisk, men kunne tillige fremtræde excentrisk. Den tyske filosof Johann Georg Hamann beskriver i et brev til kollegaen Johann Gottfried Herder, hvordan den let hypokondriske Kant ved selskaber gjorde sine afføringsvanskeligheder og fordøjelsesproblemer til samtaletema:
»Kant er den mest opmærksomme iagttager af sin egen afføring, og han udbreder sig ofte over dette tema ved de mest upassende lejligheder på en så indiskret måde, at man fristes til at grine i hans åbne ansigt. Det skete næsten igen i dag, men jeg forsikrede ham om, at hans verbale udtømninger over emnet giver mig næsten ligeså store kvaler, som hans egne konkrete udtømninger giver ham.«
I en ofte citeret passus har Heinrich Heine sat karikaturen af Immanuel Kants liv på spidsen: Man kan ifølge Heine ikke skrive Kants livshistorie, for han havde hverken liv eller historie.
Det er i år 200 år siden Kant døde, og anekdoterne om den pedantiske regelmæssighed er blevet gentaget og gentaget igen. Og det kunne måske være på tide at minde om Manfred Kuehns monumentale værk Kant – a biography, der udkom for et par år siden og tegnede et anderledes levende portræt af Kants liv. For som Kuehn skriver, så generaliserede allerede de første Kantbiografier alderdomslivet, så den gamle Kant blev gjort synonym med hele Kant:
»Alle beskrivelserne af Kants mekanisk regelmæssige livsførsel – hans middagsselskaber, hans forhold til sin tjener, hans mærkværdige betragtninger over hverdagen, alt dette har været med til at tegne det almindelige billede af Kant – siger i virkeligheden mere om hans fremskredne alder og hans kræfters langsomme aftagen, end de gør om karakteren af den person, som skrev de værker, han nu er kendt for.«
Billedet af den mekaniske særling er et portræt af alderdommen og ikke af den person, der blev gammel.
Kuehn udlægger i sin biografi Kant som en anderledes flamboyant karakter, der som ung førte sig frem som elegantier i det Königsbergske selskabsliv. Han ernærede sig i perioder ved at spille billard, og han skulle have formuleret en af sine berømte maksimer således:
»Det er bedre at være et moderigtigt fjols end at være et fjols uden stil.«
Og Kant hadede som bekendt den rigide disciplin, han selv oplevede som barn i en strengt pietistisk skole. Den var umyndiggørende.
Det er morsomt for mange, at Kant, der formulerede oplysning som ’frigørelse fra menneskets selvforskyldte umyndighed’, skulle ende med at leve så mekanisk. Men det er således for det første ikke sandt, at Kant levede en gennemført mekanisk tilværelse.

For det andet er det en pointe, at Kant selv valgte at disciplinere sig selv. Han var stolt over, at det lykkedes ham at leve op til sine egne maksimer om regelmæssigt levned. Denne frihed fra selvforskyldt umyndighed satte Kant i stand til at sætte sine egne kriterier. Han var en oplysningsfilosof, som kæmpede med og mod sine egne bohemetilbøjeligheder, og som det til sidst lykkedes at finde en rutine, som gjorde det muligt for ham at tænke selv ved meditation om morgenen, at tænke med andre ved konversationer i løbet af dagen og i sine værker at skrive konsistent.
Og det var de tre kriterier, Kant selv satte for tænkning: Man skal tænke selv, man skal tænke i de andres perspektiver, og man skal sørge for at tænke konsekvent.
Den tyske filosof Volker Gerhardt betoner i sin afgørende bog Immanuel Kant – Vernunft und Leben forbindelsen mellem Kants eksistentielle fordringer og kritik af fornuften. Han læser Kant som fornuftigt metafysikkritisk eksistentialist. Og en af Kants bestemmelser af mennesker var, at mennesket sætter sig selv som eksempler. Man skal handle eksemplarisk således, at man kunne ønske at enhver handling skal danne forbillede for alle andres handlinger. Og som sådan er det et heroisk moment i Kants eksistens: Han frigjorde sig fra pietiske disciplin og valgte sin egen disciplinering. Han kunne tjene som eksempel for alle de mennesker i dag, der efter frigørelserne flyder rundt og frygter at blive fanget i faste strukturer. Kant er et forbillede.

Manfred Kuehn: Immanuel Kant. A biography 544 s., 40 britiske pund. Cambridge University Press. ISBN 0521524067

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her