Nyhed
Læsetid: 4 min.

New Age-kulturens førsteguru

Carl Gustav Jung bliver ikke rigtig levende for os i ny stor, men skuffende biografi
Kultur
14. maj 2004

Biografi
Nutidens biografier risikerer ofte – på samme måde som pointillistiske malerier – at ryge i en faldgrube. Vil hele dette mylder af punkter nogensinde forene sig i et prægnant portræt? Vil akkumulationen af kendsgerninger og detaljer, som er indsamlet fra uendelig mange og enestående kilder, samle sig til et liv, som det er værd at læse om?
Ved første øjekast burde Carl Gustav Jung (1875-1961), som var visionær, okkultist, påberåbt guru af New Age–bevægelsen, grundlæggeren af analytisk psykologi, og som skænkede os begreber som introvert og ekstrovert, det kollektivt ubevidste og arketyper, være et oplagt sujet for en biografiforfatter. Deirdre Bairs uhyre ujævne biografi på 647 tætskrevne sider og et noteapparat på yderligere 150 efterlader dog en med tvivl i sindet.
Jung var den eneste søn i en schweitzisk præstefamilie. Faren havde været for fattig til at få opfyldt sit ønske om at gøre universitetskarriere som filolog, og moderen var, – afhængig af hvordan man ser på det – enten ’begavet’ med specielle evner eller mere tosset end madam Blavatsky. Givet er det, at de afdødes ånder, hun stod i forbindelse med var lige så fortrolige for familien som Gud.
Da han blev sendt på gymnasiet i Basel, følte den fremmelige dreng sig som en forvokset bondeknold og begyndte at lide under tranceanfald. Efterhånden som han lærte at beherske dem, stod det ham stadigt klarere, at han i lighed med sin mor, indeholdt to forskellige personligheder. Den udadvendte var tåbelig og ineffektiv; den indadvendte, som var hemmelig, var bogligt orienteret, aristokratisk og magtfuld. Denne opdagelse faldt mere eller mindre sammen med en hallucinatorisk dagdrøm, hvor Gud, siddende på sin himmelske trone, kastede tilintetgørende lorte på Basel-katedralens spir.

Spirituel læsning
For at finde en mening i tingene kastede teenagedrengen at over læsning af alt fra Meister Eckhardt til legenderne om den hellige gral, fra Shakespeare til Hölderlin, fra Aquinas til Kant, fra Hegel til Nietzsche.
I dette svimlende sammenkog af filosofi, teologi og alkymi, af ånd og ånder, af sejrende individualister og sønner, som led for deres fædres og verdens skyld, lå kimen til det, der gradvis skulle udmøntes i de 18 mere eller mindre tågede bind som udgør hans samlede værk.
Jung valgte psykiatrien som sit specialeområde. Hans fars præstegerning i et sindsygehospital havde tidligere fængslet. Under disse sidste år af det 19. århundrede medvirkede han også i spiritistiske seancer, som hans fætter afholdt.
En pige, som var forelsket i ham, så vitterlig ud til at være ’synsk’. Hans iagttagelse af, at hendes ’visioner’ havde åbenlyse relationer til mytisk stof, hun havde læst eller hørt om, inspirerede ham – blandt meget andet – til sin afhandling fra 1902 Om såkaldt okkulte fænomeners psykologi og patologi, som vakte et vist anstød blandt spiritisttilhængerne i familien.

Det ’ubevidste’
Den ambitiøse Jung fik sit første psykiatriske embede i datidens førende sindssygeklinik, Burghölzi-hospitalet i Zürich. Det var på Burghölzi, at Jung udførte den forskning, som skabte hans ry i psykiatriske kredse. Han forfinede associationsprøverne og gjorde dem til et diagnostisk instrument ved at tilføje målinger af responstider mellem stimulusord og associationer, foruden af hjerterytme, åndedræbt og svedtranspiration. Dette arbejde kom til at danne grundlag for den såkaldte løgnedetektor.
Mere betydningsfuldt var det, at Jung nåede frem til, at emotionelt ladede associationer stod i forbindelse med underliggende ’komplekser’, som patienten ikke selv var bevidst om, hvilket for Jung at se beviste eksistensen af det fortrængningsområde eller ’ubevidste’, som Freud havde postuleret. ’Den frie
association’ dannede hurtigt mode, og vilde analyseflip spredte sig blandt Burghölzis patienter og læger.
Jung mødte først Freud i 1907, selv om de i nogen tid havde korresponderet om Sabina Spielrein – et tilfælde af »psykotisk hysteri«, som Jung ønskede Freuds råd om. Freud hyldede snart præstesønnen som psykoanalysens frelser og den mand, der kunne sikre hans lære udbredelse ud over en snæver wienerisk og jødisk kreds. Men Jung var fra første færd en oprørsk søn og Freud en far, som helst ville sidde på bagsædet og styre på en gang.

Freud og bruddet
Det ømtålelige forhold mellem de to mænd overlevede ikke Jungs udgivelse tre år senere af værket Forvandlingens symboler. Denne bog markerer bruddet med Freud. Det er heri, at ideen om sammenhængen mellem en individuelt fortrængt seksualitet i barndommen og neurosen bliver byttet ud med et medfødt kollektivt ubevidste, der danner
arketypiske forestillinger.
Bairs Jung skøjter let igennem hans barndomstid og første tid på Burghölzli. Derefter er det, som om hun segner under vægten af ophobede detaljer. Den måde Jung glider ind og ud af fokus i bogen kan skyldes et rosværdigt forsæt hos hende om at ville være upartisk. Men da alle de fakta, hun opdænger, vægtes ligeligt, fører faktamættetheden ingen steder hen.
Bair vil hverken anbefale eller fordømme Jung. Tappert forsvarer hun ham dog imod de sædvanlige anklager. Vist er der mere end et anstrøg af antisemitisme i Jungs skrifter – det er der alene derved, at han insisterede på et se en væsensforskel mellem det ariske og det jødiske ubevidste. Hvad hans kollaboration med nazisterne angår, så lod han sig villigt vælge til en nazistisk sponseret international organisation af psykoterapeuter. Men Bair gør opmærksom på, at dette mere end opvejes af de mange jøder, som han hjalp til at flygte fra Hitler. På plussiden afslører hun, at Jung arbejde som »hemmelig agent nr. 488« for de allierede, der havde betroet ham opgaven at psykoanalysere den tyske folkepsyke – og Hitler.
Jung manes ikke til live i denne biografi. Hans personlighed fremstår stærkere i et tv-interview han gav til BBC et år før sin død. Her møder vi en sardonisk, forslagen og vittig Jung, der ligner alt andet end New Age-forhåbningernes heksedoktor-guru. Adspurgt om han tror på Gud, svarer Jung med sammeknebne øjne og arrogant stemmeføring: »Jeg behøver ikke at tro på Ham. Jeg kender Ham.«

© The Independent og Information
*Oversat af Niels Ivar Larsen og Steen Lindorf Jensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her