Litteraturdebat
Er den litterære offentlighed i dag reduceret til en skjult, selvtilfreds subkultur og en synlig, men kompromitteret mainstream? Det spørgsmål stillede Lars Skinnebach og Tue Andersen Nexø i Information den 13. maj. De to redaktører af litteraturtidsskriftet Den blå Port mente, at problemet kunne afhjælpes, hvis den litterære undergrund blev mere ambitiøs og konstruktiv og påtog sig »moralske og politiske risici«.
Noget tilsvarende sagde forfatteren Niels Frank i et interview dagen efter. Ifølge Frank har den unge litteratur et problem, fordi den til forskel fra Heretica-generationen og Vindrose-folkene ikke formår at sætte en dagsorden og savner gennemslagskraft. Løsningen for ham er blandt andet, at »værkerne må se anderledes ud, det er værkerne, der må tænkes anderledes«.
Begge diagnoser af den smalle litteraturs situation har noget for sig, men jeg tror nu ikke, at løsningen kun ligger i at reformere de smalle litterære værker blandt andet fordi den proces allerede er i gang, eksempelvis hos Jan Sonnergaard eller Katrine Marie Guldager. Begge har også udfoldet sig som kulturkritikere i medierne.
Først og fremmest må man opholde sig lidt ved diagnosticeringen af den eksperimenterende litteraturs problem. Der er en tvetydighed i ordet subkultur, som det er værd at se nærmere på.
På den ene side har den unge eller smalle litteratur allerede i mere end hundrede år udgjort en subkultur i den forstand, at der er tale om en meget lille gruppe mennesker, som til at begynde med hovedsagelig skriver for hinanden og deres endnu mere fåtallige åndsfæller blandt forlæggere og anmeldere.
For tiden er denne snævre gruppe i en vis udstrækning samlet omkring Forfatterskolen. Tidligere var de snarere samlet omkring tidsskrifter, som de nævnte Heretica og Vindrosen. Fra endnu fjernere tider kunne man nævne Johannes Jørgensens Tårnet eller Brandes-brødrenes Det nittende Aarhundrede, der på sit højdepunkt havde omkring 900 abonnenter uden tvivl en pæn andel af datidens læsende publikum, men dog ikke mange i betragtning af tidsskriftets brede emnekreds og brandesianismens senere resonans. Under alle omstændigheder forekommer forskellen på Forfatterskolen etableret af ildsjæle, der i mange år arbejdede stort set gratis og tidsskrifter ikke at være afgørende.
På den anden side signalerer ordet subkultur også en ny situation for den unge litteratur. For hvad er i grunden en subkultur eller en kulturel undergrund? Principielt kan de skelnes fra den smalle litteratur.
Den smalle litteratur er den, der er anerkendt som den bedste litteratur ud fra offentlige kulturelle eller litterære kriterier. Blandt disse kriterier er orginalitetskriteriet, og da en orginal litteratur efter al sandsynlighed bryder med etablerede læserforventninger, kan den være vanskelig at læse og sælger derfor ikke særlig godt. Den brede litteratur imødekommer derimod læsernes forventninger, hvilket læserne som regel honorerer ved at købe bøgerne. Den smalle litteratur er altså litterært anerkendt og sælger ofte dårligt, mens den brede litteratur sælger godt, men ofte savner litterær anerkendelse.
En litterær subkultur er derimod en anden sag. Den deler de dårlige salgstal med den smalle litteratur, men den behøver på ingen måde at være kulturelt anerkendt. Tværtimod forekommer essensen i begrebet om subkultur at være den manglende offentlige anerkendelse. Subkulturen har kun sin egen anerkendelse og får aldrig nogen anden; kun subkulturens egne medlemmer finder den interessant.
Fra litteratur til subkultur
Hvis der er noget nyt ved den unge og eksperimenterende litteraturs situation og ikke bare et af de sædvanlige skift i litteraturens egen orientering fra sig selv mod noget ydre og tilbage igen kunne det altså være dette: Den er ved at bevæge sig fra en smal litteratur til en subkultur. Sagt på en anden måde kunne man mene, at den eksperimenterende litteratur er på vej til at miste offentlig anerkendelse. På vej til at miste sin samfundsmæssige betydning og dermed på vej til at blive en privat subkultur på linje med filateli eller brevdueflyvning, som Blå Port-redaktørerne siger.
Skyldes det så alene den eksperimenterende litteraturs værker? Er teksterne for kedelige, ubetydelige eller ubegribelige? Det er ikke kun det, tror jeg; også sådanne beskyldninger er gamle. En sammenligning med situationen for fransk litteratur i 1880erne kan her være instruktiv.
Set retrospektivt havde man da en levende romanlitteratur, hvor vægten skiftede fra Zolas naturalisme til Bourgets psykologiske roman. Og der var frem for alt en stor aktivitet i poesien, som syntes at være centreret omkring den kryptiske Mallarmé, som holdt hof for yngre digtere en forfatterskole, om man vil hver tirsdag i rue de Rome.
Digterkliken af symbolister omkring Mallarmé var mindst lige så privat, mysteriøs og selvtilfreds som forfatterskoledigterne i dag. Digtene publiceredes i esoteriske tidsskrifter eller i samlinger, hvis oplag var små, ja sommetider mikroskopiske; og særligt selvtilfredsheden var gigantisk. Poesien var hellig og burde ikke overlades til massernes ødelæggelse; digteren var en aristokrat, som foragtede popularitet.
Og hvad var resultatet? Det var, at poesien og litteraturen var omgivet af en kolossal prestige, som gjorde den tiltrækkende for rige folks børn, der som André Gide, Marcel Proust og talrige andre formøblede deres arv, mens de skrev mere eksperimenterende litteratur.
Sådan er det ikke i dag. Det er vanskeligt at forestille sig, at Hr. Møllers børnebørn eller Bill Gates børn skulle sætte formuen ind på at skrive smal litteratur. Man kan end ikke forestille sig dem som mæcener for smalle digtere, sådan som den amerikanske millionøse, der i mange år finansierede James Joyces baksen med umulige skrifter som Ulysses og Finnegans Wake.
Forskellen på situationen for den eksperimenterende litteratur nu og for cirka hundrede år siden er med andre ord ikke så meget litteraturens kompromisløse og selvberoende eksperimenter eller bortvendtheden fra det offentlige rum; på det punkt er forskellen ikke stor. Forskellen er snarere, at de rige og magtfulde nu er næsten komplet ligeglade med den, hvad de ikke var i nær samme omfang før.
Set i et mere snævert dansk perspektiv, hvor der kuriøst nok ikke rigtig findes rige mennesker, er det påfaldende måske snarere den danske magtelites indifferens over for eksperimenterende litteratur. Mon der ligger nogen kortprosabøger på Anders Fogh Rasmussens natbord? Og hvilke politikere, direktører eller bestyrelsesformænd lader sig inspirere i deres daglige virke af Pia Juul eller Solvej Balle?
Litteratur for eliten
Elitens mennesker kan have brug for underholdning, hvorfor de læser gode og fængende historier, for eksempel kriminalromaner. Eller de kan have brug for oplysning, erkendelse og forståelse af sammenhænge; så læser de faglitteratur. Skal de være kulturelle, går de til opera eller på Louisiana. Men mennesker, der bestemmer over andre eller bare over sig selv og deres karriere, har ikke tid eller energi til litteratur, som det er et arbejde at læse.
Skulle det nu være et problem? Kunne litteraturen ikke leve sit eget liv uafhængigt af magtfulde læsere? Jeg tror nu, at der er et problem, selv om det kun er en formodning. Hvis litteraturen skal have betydning i samfundet, skal den også have betydning for samfundets elite de rige, de kloge og de magtfulde. Og i en tid, hvor de kloge til stadighed taber magt til de rige og de magtfulde, marginaliseres litteraturen. Eller rettere, når de litterært kloge til stadighed taber magt til de rige og magtfulde, fordi de også har en slags klogskab på deres side, nemlig den nye teologi, der prædikes til alverden af økonomer og managementprofeter, så taber litteraturen terræn og risikerer at blive en subkultur.
Løsningen på den eksperimenterende litteraturs mulige misere er således ikke nødvendigvis mere ambitiøse og konstruktive værker. En litteratur, der stiller fordringer til sig selv, stiller også fordringer til sine læsere. Det kunne risikere at gøre ondt værre.
Måske er jeg for pessimistisk. Som litterat kunne også jeg godt drømme om en mere ambitiøs litteratur. På trods af konkurrencen fra nye og halvgamle medier computerspil, film og tv til underholdning, fagbøger, videnskab og internet til oplysning kunne litteraturen stadig godt være det privilegerede sted for en reflekteret fremstilling af menneskelivet i dets totalitet, som Sartre omtrent sagde.
Man kunne måske forestille sig en litteratur, der som altid fastholdt en sandhedsfordring, men indfriede den ved at være på højde med det, forskningen ved om mennesker som psykologiske, sociale, politiske, økonomiske, historiske osv. væsener. Tolstoj var i sin fremstilling af sociale og kulturelle differentieringer en langt bedre sociolog end dem, der på hans tid gik under betegnelsen. Proust fremlagde i sit storværk et fremragende etnologisk feltstudie i den parisiske overklasse, baseret på deltagerobservation. Uwe Johnson havde i selve sin fremstillingsform indlejret en skarp bevidsthed om den tyske historie. Georges Perec brugte uventede, men enkle og effektive former til at gengive læseren bevidstheden om sin verden. François Bon bruger med uventet effekt den højere poesis sproglige ressourcer til at give et billede af marginaliserede skæbner, der ligesom nedlukningen af den nordfranske sværindustri er produkter af verdensøkonomiens anonyme bevægelser.
Det kunne også være satirisk og morsomt, hvis det var skarpt som hos Scherfig. Kortprosa kan også være kritisk. Digtet kan rumme en drøm.
Det kunne da være et forsøg værd. Litteraturen er endnu ikke reduceret til en ren subkultur, men retningen kunne måske vendes. Der er givetvis allerede folk, der arbejder på det. Og der vil givetvis stadig være folk, der sætter pris på det.
Serie
Litteraturdebat
Er den danske litteratur blevet for uambitiøs? Er den litterære undergrund parkeret på en selvtilfreds sovepude? Er den litterære mainstream kompromitteret? Information bragte torsdag den 13.maj en leder fra tidsskriftet Den Blå Port som stillede disse spørgsmål. Information fører i en ny serie spørgsmålene over til forfattere og litterater og litteraturens aktører. Tidligere artikler i serien har været bragt den 14., 19. og 22. maj.
