Subkultur og sovepude

Kommentar Kan man forestille sig, at det, der engang var den litterære offentlighed, i dag består af en skjult, selvtilfreds subkultur og en synlig, men kompromitteret mainstream? Nej, så slemt er det vel ikke. Men det er heller ikke langt fra. Snart kan litteraturens sociale rum analyseres som følger: Det er doxa blandt folk, det tager litteraturen alvorligt som litteratur, at den lødige del af mainstream, også kaldet centrallyrik og psykologisk-eksistentiel realisme, er uinteressant. Man forstår, hvorfor den afvises. Ganske vist ser denne form for litteratur gerne sig selv som – og fremstilles i medierne rutinemæssigt som – den finkulturelle modpol til et fladt og klichéfyldt kulturelt landskab. Men det billede af verden, som den lødige del af mainstream kolporterer, når aldrig ud over den virkelighed og det menneskesyn, der skabes og videreformidles af medierne selv. At det er tilfældet, skyldes selvsagt manglende ambitioner hos forfatterne. Men det skyldes også forandringer i mediebilledet. Engang fandtes der sfærer i livet, som litteraturen, i bredere forstand kunsten, havde en priviligeret omgang med. Provokationen og inderligheden, f. eks., som måder at nå frem til en egentlig virkelighed. Sådan er det ikke mere. Udstillingen af samfundets, for ikke at tale om menneskesindets skandaløse og tabubelagte underside varetages nu af såvel BT’s forside som programmer som Jackass; perlerækken af ugeblade, sitcoms og dramedy-serier diskuterer på underholdende og dog nuanceret vis dagliglivets problemer. Her sættes problemer til debat. Her reflekteres over tilværelsens vilkår. Her får vi et spejl, vi kan bruge til at se og forstå vores eget liv. Kan være, at de skønlitterære værker er mere komplekse i deres fremstilling af subjekt og samfund. Når alt kommer til alt er der tale om grads-, ikke væsensforskelle. Af samme grund bør afstanden mellem den litterære og mediernes mainstream anskues håndværksmæssigt og sociologisk. Den handler om målgruppe. Fra grønt til blåt segment. Og den handler om udførelsens kvalitet: Sproglig præcision, mængden af klichéer. Grader af elegance i udførelsen af velkendte narrative skemaer. Det er mindre anerkendt, men situationen er lige så beklemt for kunstens subkulturelle åndehul. Tilsyneladende går det nemlig fremragende. Det er jo her, litteraturen kompromisløst undersøger æstetiske og filosofiske spørgsmål, her, den afsøger ’et mulighedsrum’, her, den udfører ’grundforskning’ i sproget. En bredere accept vil komme i fremtiden, under alle omstændigheder er litteraturens eget, subkulturelle miljø det, der er mest kompetent til at bedømme værkernes kvaliteter. Sådan, litterært set. Sagt på en anden måde er det her, litteraturen har nok i sig selv. Den subkulturelle litteratur taler til dem, der i forvejen og vanemæssigt accepterer dens udskejelser. Således indskrænkes publikum, og her taler vi om det intenderede, ikke det faktiske publikum: Hvem, man skriver til, ikke hvem, der faktisk læser værkerne. Resultatet? Undergrunden ender som en livsstil og en sovepude. Den bliver et sted, hvor litteraturen ikke bare de facto har mistet sin kulturelle tyngde, men også gør en dyd af nødvendigheden. Denne litteratur smykker sig med sin egen betydningsløshed. Deltager mainstream-litteraturen i en forfladiget offentligheds stadige selvbekræftelse, ja, så har subkulturen ganske enkelt opgivet det offentlige rum som samtalepartner. Den nøjes med at prædike til de omvendte. Derved sikrer den sig, at dens værker får samme kulturelle betydning som filateli og brevdueflyvning. Faktisk har den ingen ambitioner om at være mere. Nyt kulturelt landskab Som sagt: Så slemt står det endnu ikke til. Men ligheden er størst i dystopiens sidste halvdel. Også i virkeligheden er forestillingen om litteraturen som eksistentielt refugium og artistisk sandhedsvidne udfordret af et nyt kulturelt landskab. Samme virkelighed har de sidste ti år vist os, at idéen om litteraturen som selvberoende eksperiment har slået fejl. Man troede, man var kompromisløs. I virkeligheden var man selvtilfreds. Det er derfor på tide, at den litterære undergrund bliver ambitiøs, ikke bare på egne, men også på andres vegne. På tide, at den ikke bare opsøger det æstetisk mulige, men også påtager sig moralske og politiske risici. At den ikke bare undersøger det forståeliges, men også det tilladeliges grænser. Ikke bare opsøger nye sproglige former, men også nye måder at tænke menneske, socialitet og verden på, nye måder at kritisere det bestående på og nye forestillinger om, hvordan litteraturen kan bidrage til det samfund, der ligger rundt om den. Måske er det på tide, at den smalle litteratur bliver konstruktiv igen. Alternativet? Den Blå Port. Tidsskrift for brevduer.