Ifølge den officielle forklaring optrådte Anders And første gang på film den 9. juni 1934 i filmen The Wise Little Hen. Derfor kan han på onsdag i næste uge fejre sin 70 års fødselsdag. Men som det ofte er i den slags sammenhænge, kan man ikke altid regne med den officielle forklaring.
Det, der fejres som en fødselsdag, er måske i virkeligheden et jubilæum. Og datoen og året er muligvis ramt ved siden af. Men hvordan kan man også forvente at kunne holde en and som Anders fast på noget som helst?
Han er kendt for at optræde under mange forskellige aliaser, alt efter hvilket land, han befinder sig i: f.eks. Kalla Anka, Donald Duck, Donaldus Anas, Aku Ankka. Og i den efterhånden righoldige litteratur, der er tilgængelig om ham, har man fra tid til anden kunnet observere hans lemfældige omgang med sandheden. Men lad os begynde med, hvad vi ved – eller hvad vi tror, vi ved.
Anders And med mellemnavnet Fauntleroy optrådte allerførste gang i en børnebog fra 1931 af den verdensberømte impressario Walt Disney, The Adventures of Mickey Mouse, hvor en undseelig and ved navn Anders blev præsenteret som en af stjernen, Mickey Mouses, venner.
Året efter optrådte han en passent i det britiske Mickey Mouse Annual, og denne gang iført den matrostrøje, vi den dag i dag forventer at se ham i. Og så var det altså i 1934, at Anders fik sit egentlige gennembrud takket være sin første filmrolle.
Disney kunne se det store potentiale i anden og besluttede sig for at gøre ham til stjerne. Man man må sige, at det lykkedes, og derfor blev den 9. juni 1934 gjort til Anders officielle fødselsdag.
I de første mange år spillede Anders And som regel den samme rolle på film. Hvor Mickey Mouse var venligheden og tålmodigheden selv, skulle Anders være kolerisk og urimelig og katalysator for de konflikter og konfrontationer, som filmene hentede deres energi og dynamik fra.
Anders spillede både sammen med Mickey og andre andre berømte skikkelser fra Disneys univers, ikke mindst hunden Pluto, Fedtmule og de to festlige jordegern, Chip og Chap. Hver jul viser man i Disneys Juleshow stadig den lille perle af en film, hvor Chip og Chap og Anders And indleder en veritabel krig midt mellem julepynt, juletræ og julegaver.
I 1938 debuterede Anders som tegneseriefigur – det må have været mærkeligt for ham pludselig at se sig selv på den måde – og snart flyttede han til Andeby, fik sig tre nevøer, Rip, Rap, Rup, en kæreste, Andersine, og en onkel, stenrige Joakim. For længst havde hans film- og tegneserie-alter ego vokset sig større end anden selv, og ser man tilbage, er det svært at finde ud af, hvor anden Anders stopper, og stjernen Anders begynder.
I tegneserierne fik hans personlighed lov til at udvikle sig, og han blev et mere harmonisk og nuanceret væsen, der kunne være andet end hysterisk. Om noget er det tegneserieudgaven af Anders And, der er grunden til hans enorme succes verden over. På et tidspunkt var han næsten mere populær end Mickey, hvilket for en tid skabte alvorlige konflikter mellem de to.
Anders And nåede til Danmark i 1949 i Anders And-bladet, og siden har han optrådt på dansk i en række spin off-produkter, Jumbo-bøger, Anders And Ekstra etc.
I anledning af hans 70-årsdag udkommer på dansk et større biografisk værk, Anders And 70, hvor gamle tegneseriestriber ledsages af historien om figurens udvikling. Her vil man blandt andet lægge mærke til, at det billede, som offentligheden op gennem årtierne har fået serveret af Anders And, har ændret sig med tiden. Han har i sandhed været en and til alle tider, og hans fremtoning, opførsel og udseende har været i overensstemmelse med den pågældende periode.
I sine 70 år er Anders And blevet en del af verdenshistorien og populærkulturen. Han er en vigtig skikkelse, udødeliggjort i litteraturen, og mange er de forfattere, der har prøvet at indfange essensen af hans liv. Mest prominente blandt dem er Al Taliaferro, Carl Barks, Don Rosa og Vicar, der på forskellige tidspunkter i Anders liv i både skrift og streg har lagt til myten om verdens største, nulvende and. (Det skulle i øvrigt nu være modbevist, at Anders, som det påstås i tegneserien, giver sig ud for at være superhelten Stålanden.)
Interessant er det i den forbindelse at notere sig, at det er i Danmark, at mange af historierne om Anders Ands bedrifter bliver til. Mens Anders selv fører en tilbagetrukket tilværelse på Paradisæblevej 111 i Andeby kun afbrudt af enkelte filmoptrædener fortsætter Egmont-koncernen med at gøre sig til i hans navn.
Men hvorfor finder vi ham så fascinerende, at vi stadig, 70 år senere, gider læse om ham og se ham på film?
Carl Barks har formuleret det således: »Jeg har altid betragtet mig selv som en uheldig person som Anders, der er et offer for så mange omstændigheder. Men der er ikke ét menneske i verden, der ikke kan identificere sig med ham. Han er alt, han er alle; han begår de samme fejltagelser, som vi alle begår.«
Han er nemlig en helt almindelig and, og vi ser os selv spejlet i hans alt andet end glamourøse tilværelse. Han har de samme problemer som os med penge, arbejde og familien. Han kan ikke altid stille Andersine eller onkel Joakim tilfreds, og Rip, Rap og Rup hører sjældent efter, hvad han siger.
Anders er en and på godt og ondt. Han er hidsig, smålig, hævngerrig, drillesyg, bedrevidende og selvgod. Vi griner ad ham velvidende, at vi i virkeligheden griner af os selv. Men Anders er også en generøs and, en god onkel for sine nevøer og en rummelig og tolerant and, når det gælder.
Det kan som sagt være svært at udskille den virkelige Anders And fra den and, vi kender fra litteraturen og filmene. Er han i virkeligheden lige så kolerisk og egoistisk og hans stemme lige så uforståelig i sin skræppen som på film? Er han lige så uheldig og doven som i tegneserierne? Svaret er nok, at den Anders And, vi kender fra historierne, er blevet karikeret og simplificeret af hensyn til underholdningsværdien, mens den virkelige Anders er en sammensat and, lige så kompliceret og svær at finde opskriften på, som de fleste andre ænder.
Jeg har selv mere eller mindre trofast fulgt med i hans eventyr siden de tidlige 70ere, hvor min mor forestod min litterære skoling med det ugentlige Anders And-blad og bøgerne om De tre detektiver. Det har ikke altid været lige problemfrit, Anders og mit forhold, men det har bestemt heller ikke været kedeligt. Jeg har nydt at lære ham at kende som både filmstjerne og tegneseriefigur, og jeg ser frem til at følge den evigtunge and i mange år fremover.
