Læsetid: 2 min.

Bogkort

17. juni 2004


v./ Mette Størum Krogh
*Skagensmalere på engelsk Lise Svanholms rigt illustrerede bog om kunstnerkolonien på Skagen omkring år 1900 udkommer nu i en engelsk udgave med titlen The Northern Light. The Skagen Painters. Bogen er oversat af Walton Glyn Jones.
Malerne på Skagen, der er en blanding af biografi, kunst- og kulturhistorie, udkom på dansk i 2001 og er indtil videre trykt i mere end 15.000 eksemplarer.

*Permanent Poesi Den århusianske forening Litteraturen på Scenen kan nu præsentere de indbudte forfattere til foreningens sommerarrangement »Permanent Poesi«, der i 1998 lokkede mere end 500 mennesker ud i sommernatten for at nyde poesi, musik, lys- og ordkunst på Badeanstalten den Permanente. I år får arrangementet en anden karakter. På årets længste dage, byder Litteraturen på Scenen således på poesi mellem kl. 5-7 om morgenen, hvor den Permanente vil fungere som scene for en række danske digtere og en enkelt svensk. Program som følger: 25. juni: Eva Ström, Pia Juul og Klavs Bondebjerg, 26. juni: Anders Søgaard, Lars Skinnebach og Mette Moestrup, og 27. Juni: Lene Henningsen, Laus Strandby Nielsen og Lone Munksgaard Nielsen. www.lips.dk

*Poesifestival Pia Tafdrup er inviteret til at deltage i International Poetry Festival of Medellín i Colombia.
Festivalen finder sted i dagene 18.-25. juni, og har 60 lyrikere fra 50 forskellige lande på programmet. Den har været afholdt siden 1991 og er kendt for at tiltrække et stort poesielskende publikum, der opfatter festivalen som et symbol på colombianernes ønske om fred og frihed efter flere årtier med borgerkrig,

*Islandsk Den islandske forfatter Einar Már Gudmundsson kommer til København for at tale ved festligholdelsen af 60-året for Islands selvstændighed i dag på Femøren.
20. juni kl. 18 vil han fortælle og læse op fra sine værker i den nys åbnede kulturcafé, Café Jonas. Efter Gudmundssons oplæsning optræder den islandske rapper Erpur fra gruppen XXX Rottweiler sammen med den islandskfødte danske rapper
U-Manden. Som support har d’herrer den halvt islandske rapper Loke Def med venner.

*Bogcafé En ny litterær café er skudt op i hjertet af latinerkvarteret i København. Bogladen har specialiseret sig i livsfilosofi og fører fransk og tysk filosofis hovedværker med et bredt sortiment af værker af Sartre, Merleau-Ponty, Kant og Schelling. Derudover er der et bredt udvalg af klassisk litteratur som eksempelvis Camus, Dostojevskij og Joyce formulerede den. Bogcaféen afholder jævnligt foredragsaftener med filosofi, eksistens og personlig udvikling som temaer.
Adressen er Teglgårdsstræde 8a i Sundhedshuset.

*Køb og salg Bogbasen.dk er en ny portal for køb og salg af brugte bøger i alle genrer, hvor både private og antikvariater fra hele landet kan handle. Siden portalen gik i luften medio april har 11 antikvariater tilmeldt sig Bogbasen.dk, hvor der allerede er 10.000 af bøger til salg. Initiativet er startet af to nyuddannede cand.it’er ud fra visionen ’bøgerne ud til folket’.
www.bogbasen.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu