Nyhed
Læsetid: 2 min.

Briterne har skrivekløe

Tusindvis af briter sprang til tasterne, daBBC udskrev en forfatterkonkurrence
Kultur
17. juni 2004

Amatørforfattere
Storbritannien er blevet afsløret som en nation fyldt til randen med håbefulde forfattere. Det viser deltagerantallet i en novelle-konkurrence udskrevet af BBC – 17.000 mennesker sendte bidrag ind. Over 20 millioner ord strømmede ind, da seerne blev inviteret til at skrive deres egne slutninger til historier startet af forfattere som Fay Weldon, Ian Rankin, Alexei Sayle og Sue Townsend.
»The End of Story«-projektet blev sat i gang af BBC3 i april måned, og de første uger kom historierne langsomt dryppende ind. Men dagen efter deadline den 31. maj opdagede man 50 kæmpe sække med bidrag, efterfulgt af endnu 100. Tilsammen vejede de 1.330 kilo.
Claudia Winkelman, tovholder på serien, siger: »Jeg besøgte de kontorer, hvor bidragene blev samlet, for selv at få et indtryk af det, og jeg fattede ikke den stormflod af ord lige for øjnene af mig. Jeg er nærmest stum af forbløffelse, men også glad.«
50 professionelle læsere pløjer nu historierne igennem, inden dommerpanelet når frem til de 24 finalister, tre for hver af de deltagende forfattere. Panelet består
af klummeskriveren Muriel Gray, journalisten og madkritikeren Giles Coren, skuespilleren og skuespilforfatteren Kwame Kwei-Armah, og forlagsagenten Carole Blake.
I serien, der bliver udsendt til efteråret, får deltagerne lov til at møde den forfatter, hvis historie de afsluttede. Hver forfatter vælger så sin personlige vinder, der vil modtage en hardcover-udgave af deres arbejde, med begge navne på.
De mest populære ‘indledninger’ var skrevet af Alexei Sayle og Fay Weldon, selv om Ian Rankin lå øverst på listen hos bidragyderne fra Skotland, Nordirland og Wales.

Ramt en nerve
Alison Black, seriens producer, siger, det havde været umuligt at vurdere interessens omfang, før bidragene begyndte at komme ind. For to år siden fik WH Smith 13.500 bidrag, da man kørte en talentkonkurrence, hvor deltagerne ud fra en synopsis blev bedt om at skrive det første kapitel af en roman. En anden nylig BBC-konkurrence, den gik ud på at skrive en ny Canterbury Tale, modtog 4.000 bidrag.
Men Alison Black fortæller, at interessen for The End of Story-projektet har »oversteget alle vore forventninger. Det ser virkelig ud som om, vi har ramt en landsdækkende, kreativ trang til skrive og en nerve hos mennesker, der ønskede at gøre noget for dem selv.«
Interessen synes især at være blevet vakt af 20.000 eksemplarer af en bog, der rummede historiernes indledning af de ovennævnte forfattere, samt af Joanne Harris, horror-forfatteren Shaun Hutson, bestseller-forfatteren, irske Marian Keyes samt kriminalforfatteren Ed McBain.
Disse pocket-bøger blev gemt rundt om i hele landet, på steder som f.eks. togkupéer eller bag parkbænke. Disse blev enten fundet ved et tilfælde eller via kryptiske spor på BBC’s hjemmeside.
»Folk kunne godt lide ideen med en skattejagt,« siger Black.
»Og det var også sådan en sød lille bog. Rob Newman (komikeren og forfatteren, red.) fandt én i undergrundstoget, men efterlod den der,« siger Black.
De halvt skrevne historier, på omkring 2.300 ord, blev også vist på BBC’s hjemmeside, hvor man stadig kan læse dem, selv om deadline er overskredet. Deltagerne blev bedt om at skrive de sidste 1.200 ord.

©The Independent & Information

*Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her