Læsetid: 9 min.

Digteren langt ude i skoven

Hvor mere traditionelle lyrikere henført digtede om et væld af lærkesang, registrerede konkretisten og Hørbylunde-poeten Per Højholt med nøgtern saglighed, at der var 384 lærker. Ikke mere føleri, tak
17. juni 2004

Essay
For at komme ud til Per Højholt måtte man køre gennem Silkeborg og videre mod vest forbi det sted i vejkanten, hvor Kaj Munk var blevet likvideret. Der lå næsten altid blomster ved korset, selv så mange år efter besættelsen.
Kaj Munk havde været en alvorsmand, der skrev med patos og dybde om de store etiske emner og problemsæt i livet i sine digte og dramaer. Kort sagt: Han var det modsatte af Per Højholt. Fra sin prædikestol i kirken i Vedersø havde digterpræsten talt besættelsesmagten midt imod, så det til sidst kostede ham livet i et såkaldt clearingmord. Også derfor havde danskerne, jyderne, specielt vestjyderne, aldrig glemt ham, og han var en forfatter, der havde en stor plads i deres hjerter, hvilket blomsterbuketterne vidnede om.
Anderledes med Per Højholt. Han havde på det tidspunkt – vi er i 1960’erne og om lidt også i 70’erne – en meget lille plads, for han var mest kendt af litteraterne og dansklærerne samt disses elever i gymnasiet, som blev sat til at tyde de modernistiske digte, han skrev sidst i 40’erne. En af de nævnte elever var mig, og jeg husker nok adjunkt Finn Stein Larsens begejstring for Højholts ungdomsdigtning.
Nuvel. Man kørte videre. Lidt efter korset skulle man dreje til venstre ad en lille plantagevej, som man havde en tilbøjelighed til at overse, så man måtte typisk køre frem og tilbage nogle gange, før man ramte plet. Men så pludselig, vupti, dukkede Højholts hus frem, ellers godt gemt inde i nåleskoven. Her var trappen, hvor han mange år senere, som han udtrykte det i en dokumentarfilm, satte sig ud »for at blive dummere«. Hvilket sandelig også var på høje tid, for han var en klog rad med sit deadpan pokerfjæs. Hans viden var esoterisk, hvilket hjalp ham til at holde sig uden for det politiske, der ellers var sagen dengang med ungdomsoprør og marxisme. Det gik han uden om som gloende kul, bortset fra at han vist en overgang var SF’er, men det var ikke noget, der plagede ham, og så var det rart nok at bo langt ude, hvor kragerne aldrig vender tilbage fra.
Hvis jeg skal være helt ærlig, altså helt, helt ærlig, som man siger, derude, hvor man simpelthen ikke kan være mere sanddru, og jeg skal beskrive mit første indtryk af Per Højholt, så var han selv med sin verbale rastløshed personificeringen af et moderne, strømførende medie. Han var næppe den, man ville betro sig til om sine kærestesorger eller andre problemer, hvorimod han var god at have et ord-ping-pong med. Altid i baghånd, som om han vogtede på, at den næste og mindste bemærkning skulle falde ud over ens læber, hvorpå han modtog den blødt, spillede den op i vejret, jonglerede med den og sendte den tilbage med et ordentlig smash, beredvilligt afventende næste sætning. Endnu ærligere: Det er set og sagt i bakspejlet mange år efter. Lidt af en tegneseriefigur, ment positivt. En stribetegner kunne uden tvivl lave en Per Højholt-tegneserie, hvor han tumler rundt på sin halvkugle, oplevende det mest besynderlige, nogle gange med hovedet nedad. Ideen være herved givet videre: Læs mere om Per Højholts oplevelser i næste uge...

Patos brugt op
Nu journalistelev, var jeg sendt ud af min avis, hjemmehørende i Århus, for at få et interview med den moderne lyriker, der foretrak skovensomheden – dvs. jeg havde sendt mig selv derud, for jeg var den på bladet, der interesserede mig for sligt.
Af min scrapbog fra dengang fremgår, at det ikke var skoven som sådan, der tiltrak Højholt. Det var akustikken. Der var en fantastisk stilhed, som var god at arbejde i, fortalte han. Det var også de lavere omkostninger derude end i byen, som trak, for han havde sagt jobbet som bibliotekar op for at kunne leve som forfatter. (I en årrække var han den forfatter, der blev forbigået mest bemærkelsesværdigt, når der blev delt tre-årige kunstfondsstipendier ud.)
Sideløbende med forfatterskabet skrev han anmeldelser i Århus Stiftstidende. I øvrigt var han optaget af maleren Cezanne, som til gengæld studerede naturen, men på en måde, hvor han gav afkald på sine meninger og følelser som værende uden interesse. Sproget var selv et stykke natur, også Højholt så den som et materiale, man kunne beskæftige sig med uden føleri. Hvordan det?
Det kan let forklares, hvis man tager et sangbart digt som Mads Nielsens meget populære fra frihedsåret 1945, der begynder med ordene:

En lærke letted’, og tusind fulgte,
og straks var luften et væld af sang
Over for det Per Højholts digt fra 1966 »Så og så mange lærker«, der begynder:

383 lærker er kommet 384
Gennem det lille digts forløb registrerer Højholt abrupt, når en ny lærke kommer til, og ved digtets slutning er der kommet 390 lærker plus postbuddets Morris, der er på vej langs fyrretræerne i hulvejen i Hørbylande Bakker eller hvor som helst. Konkret, så det basker, men det, der var tale om, var, at der var kommet en ny generation af kunstnere til, for hvem patos i digte, det smukt højstemte, ikke mere var gangbar mønt. Det var, om man så må sige, »brugt op« af de foregående generationer, ligesom man ikke kan sige »jeg elsker dig;« på samme måde den 25. gang som den første gang, man møder en ny kvinde. Et gammeldags formsprog forekom udtømt. Det så allerede modernisterne, og inden for billedkunsten: De abstrakte malere.
Højholt havde, som vi har hørt, sit udgangspunkt i modernismen, men var samtidig på vej et andet sted hen, nemlig i samme retning, som grupperingen omkring forfatteren Hans-Jørgen Nielsen og maleren Per Kirkeby, der så småningom var ved at tegne sig som ny og endnu mere anderledes generation, og som snart antog Per Højholt som »en af vor egne«, en overleveret guru fra den forrige generation.

Teknologen Højholt
Det er uomtvisteligt, at 60’erne var en af de rigeste i Per Højholts lyrik med digtsamlinger som Min hånd 66 og Show. Han fik sin anden ungdom og ny luft. Turbo satte han på sin nyindspirerede digtning i samlingen Turbo i 1968 med bl.a. det stringente og morsomme Henry-digt, som leger anarkistisk med sproget og systemdigtningen, et andet af kunstens slagord. Henry-digtet plus mange senere værker var årsag til, at en kritiker mange år senere kaldte Højholt for noget så sjældent som en modernist, der også var humoristisk, skønt det efterhånden var så som så med det modernistiske i litteraturhistorisk forstand. Der kom også en rigtig levende grammofonplade med Højholt, hvor han eksperimenterede med lyddigte, og hvor han ser skæg ud på coveret med sine store, fjedrende gummistøvler, der sender ham højt op i luften. Lydene var ikke bare digte med lyd under, som når de forrige digtere drev deres jazz & poetry-arrangementer frem. Digtere, som læste deres lyrik op, mens typisk en klaver-bas-trommer-trio improviserede i baggrunden. Højholt gik et skridt videre. Med et par talentfulde radiofolk som fødselshjælpere blev poesien egentlig radiofonisk, stadig med tekster som lyd, men også med lyd, som var... konkret lyd. Plus at det blev digt med space, gentagelser, overlap, drypstensdryp, ekko og hele det raffinerede udtryk, som medieets ekvibrilister i radioen, Peter Kristiansen og Clemens Johansen, beherskede. Her fik de lov til alt det, de måske drømte om, når de i arbejds medfør skulle lave mere traditionel radio, og faktisk var de i høj grad meddigtende, idet de broderede videre på det, som den oprindelige tekst satte i gang. I virkeligheden en forløber for de senere års samplere. Således var der god mening i, at en håndfuld yngre musikere m.m. fra Tue Track og Halfdan E med Jesper Ravn som primus motor legede videre med Per Højholt som udgangspunkt på cd’en Turbo. Steffen Brandt fra TV2-bandet var også med til hyldesten eller nyfortolkningen og med en speciel god grund: Han havde gennem årene konsulteret Per Højholt i Hørbylunde, når han havde en håndfuld sange til en ny cd.
Midt i al den elektronica anes også en god Portion Storm P. Pudsigt nok.

Højholdt og Henry
I Højholts tilfælde kan man under alle omstændigheder konstatere, at han var drevet af en ubændig nysgerrighed over for alt det, teknologien bød sig til med, selv om han i bund og grund var dybt jysk (»Henry, din lååååååårt« og »ik’ å, Susanne:«), og jyder dengang typisk var lidt bagud med den slags. Han var en pilfinger, åndeligt talt, som gerne ville røre ved det hele, og netop berøringsangst over for teknik var kendetegnende for generationskammeraterne måske med undtagelse af Rifbjerg. Kunne man forestille sig Ole Sarvig eller Jørgen Gustava Brandt ved en
mixerpult? Nej, vel? Men nok i en kirke på behørig og respektfuld afstand af orgelet.
Per Højholt var både indeni og uden for. Han kom ikke til Århus, men Århus kom til ham. Vi hentede ham ind, og således inviteret stillede han gerne op. Jeg tror, han kom mere til os i Århus end til dem i København. Således inviteret sadlede han sin gamle 2CV (tror jeg det var), kørte den dengang lange vej ind til byen og stillede op. Jeg husker at have læst digte op sammen med Jørgen Leth og Per Højholt både på Hovedbiblioteket og ved åbningen af den nye kunstnersammenslutning Sonde. Per Højholt læste bl.a. sit Henry-digt, som først for alvor kom til sin ret, når digteren selv læste det op. Det var som om, han selv var Henry, der kom i klemme mellem systemerne og linjerne, når han læste i det forrygende tempo og med den timing, han kunne præstere. En digter, der ikke stod og mumlede uhørligt i skægget som de fleste andre poeter dengang, men gav den for fuld skrue.

Roterende kuglehovede
I 70’erne blev Per Højholt opsøgt af Dan Turèll, der dyrkede den lokale, men avancerede rockgruppe Blue Sun med bassisten Poul Ehlers. Turèll beundrede Per Højholt, og der udviklede sig et grundigt digtervenskab imellem dem. Ud over Højholt kunne Vangede-digteren kun goutere ganske få, men udsøgte forfatterskaber fra den ældre generation: Ole Sarvig, Jørgen Gustava Brandt og Ivan Malinovski. (Jeg er ikke sikker på, at han havde alt for meget til overs for digterne fra sin egen generation.)
Venskabet blev ikke blev mindre, da Højholt som den første danske digter anskaffede sig en elektronisk skrivemaskine med roterende kuglehovede. Derved blev også Turèll indlemmet som gæstespiller i det århusianske miljø, idet han her – på vej til Hørbylunde – havde andre digtervenskaber at pleje, bl.a. med Peter Laugesen og Henning Mortensen. Turèll gik, som vi ved, sine egne veje og gjorde sig til standup-entertainer, hvilket heller ikke var helt ved siden af. Det gjorde Per Højholt også. Han optrådte med sit blandede show og sine Gitte-monologer, og ikke mindst på grund af dem, men også fordi, han altid gjorde og sagde det overraskende og uventede, endte han med at få en stor plads i danskernes, ikke mindst jydernes hjerter. For nu var Kaj Munk-generationen skiftet ud med en anden, som var mere på bølgelængde med Højholts sprog. Sådan kan det gå, og sådan gik det.

*Udstillingen »Mellem Ørerne – PERforming Højholt: Mediekunst 1967 ->«, der for første gang giver en samlet præsentation af Per Højholts mediekunst, åbner i morgen på Museet for Samtidskunst i Roskilde. Kristen Bjørnkjærs tekst er et uddrag fra hans bidrag til bogen »Mellem ørerne – PERformer HØJHOLT «, der udkommer i forbindelse med udstillingen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu