Analyse
Konkurrencerådet afgjorde i sidste uge, at Gyldendal misbruger sin dominerende stilling på det danske bogmarked. Mens boghandlerne skal sælge koncernens bøger til en fast pris, sælger koncernens egen bogklub de selv samme bøger for en slik. Gyldendal vil kære afgørelsen, fordi koncernens direktør, Stig Andersen, ikke mener, at Gyldenal har en dominerende stilling på markedet.
Det er formenligt et juridisk set validt argument, men alligevel et fattigt forsvar: Ordningen er åbenlyst forkert og udstiller fastprissystemet fra sin værste side.
Men det interessante ved denne historie er, at det slet ikke handler om bøger. Det handler om selvværdet og potensen i et par statslige institutioner. Det er ikke mere end et halv år siden, at der blev opnået en form for våbenhvile, der skulle have varet i to år.
Skakmat retur
Indtil årsskiftet fungerede fastprissystemet på en særordning. I november sidste år forventede de fleste, at Konkurrencerådet ville gennemføre en liberalisering af bogmarkedet. Men i slutningen af november kom kulturminister Brian Mikkelsen (K) dem i forkøbet og forslog, at særordningen fortsatte i yderligere to år. Det var en ordentlig bet for liberalisterne i konkurrencemyndighederne, for selv om ministeren ikke direkte forhindrede dem i at liberalisere bogmarkedet, lod han det forstå på de indre linjer, at han ville underkende deres beslutning med en særlov, hvis ikke de makkede ret.
Det gjorde de så, makkede ret, for ellers ville deres afmægtighed blive udstillet.
Det forløb har de ganske givet været mægtigt sure over i både Konkurrencerådet og i Konkurrencestyrelsen. Så det rigtige spørgsmål i dag er ikke, om det er retfærdigt at Gyldendal sælger bøgerne til lidt for konkurrencedygtige priser i egen bogklub (det er det ikke), men hvorfor spørgsmålet overhovedet dukker op nu.
Man må blive lidt imponeret af konkurrencemyndighedernes snarrådighed. Efter tilsyneladende at været blevet sat skakmat, har de fundet en løsning på problemet: Ved at rejse spørgsmålet om den mest åbenlyse urimelighed ved fastprissystemet, er problemet nu igen placeret på kulturministerens og kulturpolitikernes bord. Skakmat!
Fra spåkone til spåkone
Bogmarkedet er fanget i et politisk spil, der ikke har meget med bøger at gøre. Brian Mikkelsen er ikke entusiastisk tilhænger af de faste bogpriser, og ministerens manøvre i november kan formentligt bedst forklares ved, at han ikke havde behov for flere slagsmål med forfatterstanden. Og at han ikke var ganske sikker på, hvilke konsekvenser for kulturbudgettet, en liberalisering kunne have. Det findes der da heller ingen klare svar på.
Læg eksempelvis mærke til de internationale erfaringer: Tilhængere af fastprissystemet henviser gerne til Sverige, hvor liberaliseringen førte til stigende priser på alt andet end bestsellere, eller til Frankrig, hvor de frie priser blev indført allerede i 1979 og opgivet igen. Modstanderne henviser gerne til England, hvor liberaliseringen ikke var så slem endda. Man kunne også nævne Tyskland (faste priser), Norge (ingen bogmoms) eller Belgien (frie priser). Der er et land til ethvert synspunkt.
Den ene konkurrenceivrige rapport efter den anden har lovet guld og grønne skove, hvis blot bogmarkedet blev liberaliseret: Mere konkurrence, lavere priser, større salg, flere penge i forfatternes lommer og dertil en mere læsende befolkning. Bogbranchen (med Bonniers Morten Hesseldahl som undtagelsen) har advaret mod jubelliberalisme og forsvaret et system, som nok ikke er perfekt, men som dog fungerer.
I hvert fald for nogen. For sådan kunne man også tegne det ideologiske landkort: Gyldendal genererer overskud på bundlinjen og støtter status quo. Bonnier må sende et millionunderskud over sundet til moderorganisationen og ønsker forandring.
Alle andre end de involverede parter opererer i blinde: Gyldendals egne tal kan man læse i Konkurrencerådets afgørelse »viser at bogklubudgaverne udgør hele [
] pct. af styksalget.«
Vi andre må gætte, for tallene er en forretningshemmlighed. Det har dog aldrig forhindret morgenaviserne i at tone rent flag. »Fri konkurrence, faste priser, lige vilkår: Sådan bør det være på et sundt bogmarked« sluttede en leder i Politiken i tirsdags og også Jyllands-Posten var tro over for egen linje:
»Sagen viser endnu engang det urimelige ved sy-stemet med faste bogpriser,« skrev avisen i sin leder og sluttede af: »Men det kan kun være de sidste krampetrækninger, inden markedet gives helt frit.«
Det ved ingen af de to blades lederskribenter ret beset meget om. For som de modstridende internationale erfaringer viser, er også de involverede overladt til gætterier: Enten er man for at være fri som fuglen eller også stoler man mere på fast som i forbindelsen over Storebælt.
Man kunne mene at det ville klæde Kulturudvalget imorgen at adressere problemet, som det, det er efterhånden har vist at være: Et politisk spørgsmål. Ellers bliver bogbranchen fortsat kastebold i et spil, hvor Konkurrencerådet foreløbigt fører over det politske system. Men det sker næppe. Kulturministeren vil i første omgang afvente Konkurrenceankenævnets afgørelse.
