Læsetid: 4 min.

Landkort og luftkasteller

Nyt temanummer af tidsskriftet KRITIK forsøger heroisk at kortlægge dansk litteratur lige nu – et tiltrængt, umuligt projekt
17. juni 2004

Litteraturdebat
Normalt har tidsskriftet KRITIK en leder på forsiden. Denne gang er der et sattelitbillede af Danmark, af den slags, hvor kombinationen af fugleperspektiv og fotografisk præcision får én til at miste overblikket.
En værdig kommentar til dette dobbeltnummers ambition, tænker man så: Dets 22 artikler søger at kortlægge den nye danske litteratur med højdedrag og særkender, by- og landformer. Hatten af og tak for det, også selv om resultatet mest af alt er en mosaik med indbyggede huller og perspektivskift.
Men måske er det sådan, det skal være. Måske snyder forsidens
objektivitet og dybdepræcision: Diskussionen af samtidens litteratur skal ikke bare kortlægge, men prioritere, fravælge – og karakterisere, fortolke, fremhæve.
Det er i al fald påfaldende, at de bidrag, der mest eksplicit forholder sig til forestillingen om et litterært landkort, også er nummerets mest problematiske. I den henseende er Lars Bukdahls »I samme nu« eksemplarisk.
Bukdahl reducerer kritikken til en form for listemageri, uendelige og imponerende ophobninger af læste og katalogiserede værker. Resultatet er ikke bare uinteressant læsning – størstedelen af hans artikel består af bogtitler og udgivelsesår – men en kritisk ansvarsforflygtigelse: Når man synes, at alt (andet end det kommercielle) er godt, behøver man ikke at argumentere for, at noget er bedre end andet. Eller hvorfor, eller hvad der overhovedet kendetegner nutidens litteratur.

Romanens realisme
Et par af nummerets virkeligt interessante bidrag diskuterer den realistiske, brede roman samt dens styrker og mangler. Mens Nils Gunder Hansen kaster sig ud i et forsvar for Jette A. Kaarsbøls Den lukkede bog og hendes brug af en alvidende fortæller, diskuterer Erik Svenden mangelen på yngre generationsromaner. »Peter Høeg er fortiden, og kan Benn Q. Holm virkelig være fremtiden?«, som han skriver, inden han kaster sig over Kirsten Thorups nyeste Ingenmandsland.
Søren Schou diskuterer fraværet af litteratur om middelklassen i den nye, danske realisme. For tiden fokuserer realismen for ensidigt på fænomener og socialklasser, der er eksotiske og fremmede for dens læsere, og overlader middelklassen til livsstilsjournalistikken og ugebladene, mener Schou. Derved overlades dens eksistentielle dimension til tavsheden. Som han skriver:
»Denne dimension kunne man formulere i psykologiske termer som konflikten mellem roller, mellem subjektivitet og rolleforventning, men hellere mere generelt som oplevelsen af at leve i en verden, der både sætter middelklassens tilværelse som norm, men også – på grund af globaliseringen og stadigt opskruede krav om omstillingsparathed – sætter den under pres. Spørgsmålet om, hvordan middelklassen har det, bør i kunsten stilles frontalt, med større politisk og eksistentiel bredde, end det sker i livsstilsjournalistikken, for formuleres det snævrere, har kunstneren på forhånd tabt mod specialisternes tusindtal.«
Det er da en opfordring, et litterært pejlemærke, der er til at føle på! Så gør det mindre, at både Ida Jessen og Bent Vinn Nielsen ret beset skriver romaner om såvel den højere som den lavere middelklasse.
Fælles for Nils Gunder Hansen, Erik Svendsen og Søren Schou er en forestilling om, at litteraturen skal giver form og udtryk for tidstypiske erfaringer og problemstillinger. Som Svendsen skriver: »Jeg efterlyser litteratur, der ikke blot vidner om det singulære, men som også kan gestalte kollektive erfaringer, herunder f.eks. det generationssæregne.«
Måske er det derfor, at ingen af dem har blik for de par forsøg på at skrive en på én gang eksperimenterende og engageret litteratur, man også kan finde blandt den nye danske litteratur. I al fald er det påfaldende, at to af KRITIK’s bedste analytiske bidrag handler om Claus Beck-Nielsens i enhver forstand singulære projekt, der som tekst først udfoldede sig i Informations spalter, og siden blev udvidet til bogen Claus Beck-Nielsen (1963-2001).
Beck-Nielsen – der, som titlen på hans seneste bog, antyder, har erklæret sig selv for død – påtog et par måneder omkring vinteren 2000-2001 at vandre rundt som Claus Nielsen, hjemløs jyde med hukommelsestab, i Københavns gader. Baggrunden var, formoder man, en undersøgelse af, hvad der udgør identiteten i nutidens samfund; et af svarene blev, at ens personnummer er langt vigtigere end ens navn.
Bogen Claus Beck-Nielsen (1963-2001) dokumenterer både dagene som hjemløs og den personlige tragedie, der fulgte umiddelbart efter. Som både Poul Behrendt og Jon Helt Haarder påpeger, er Beck-Nielsens bog et æstetisk nybrud, et eksempel på en tekst, der blander fakticitet og iscenesættelse og som håbløst vikler det alment-personlige sammen med det blot og bart private.
De påpeger også, at Beck-Nielsen skriver om meget mere end social udstødelse. Det er lige så meget middelklassens og mediesamfundets længsel efter berømmelse og angst for den store fortabelse, der afspejler sig, ligesom bogen helt prosaisk også er historien om et ægteskab, der går i opløsning.
I al fald: Her er det ikke bare den litterære form, men selve engagementets form, der har ændret sig. Det singulære eksperiment bliver et middel til at afdække mekanismer i sindet og samfundet, der ellers virker med en usynlig sikkerhed. Resultatet er snarere en spørgende usikkerhed, en svimlen, end et fortolkende og generaliserbart svar.
Måske er det den form for engagement, også Niels Frank taler om i sin »Tilstandsrapport«, og hvor han erklærer, at »kritik« forbliver et nøgleord for »den litteratur, der af forskellige årsager ikke ser sig i stand til at være politisk, men heller ikke kan forblive upolitisk.«

Tilnærmelser
Og så er der alt det andet, analyser af kvindelige lyrikere (Naja Marie Aidts Balladen om Bianca behandles over flere omgange, det samme gør Ursula Andkjær Olsens forfatterskab), diskussioner af Bent Vinn Nielsen, Jeff Matthew, Katrine Marie Guldagers nyeste København, Højholts Auricula, prosastykker af Christina Hesselholdt. Uden for nummer (og samtiden) står Niels Lyngsøs poetologiske overvejelser af skønhedens transhistoriske grundlag.
Meget er glimrende, andet fortaber sig i analytiske petitesser og universitære ligegyldigheder. Sådan må det være i et temanummer som dette, hvis projekt på én gang er tiltrængt og umuligt. Måske giver KRITIK ikke et præcist kort over den nyeste litteratur. Her har vi de første tilnærmelser, et godt fundament for videre diskussion.

*Isak Winkel Holm og Frederik Stjernfelt (red.): KRITIK 168/169. 192 sider, 250 kr. Udkommer i morgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu