Nyhed
Læsetid: 5 min.

Mandehørm og feinschmeckerskole

Der er god litteratur, og der er dårlig litteratur. Andre distinktioner er håbløse, mener rektoren for Forfatterskolen Hans Otto Jørgensen
Kultur
22. juni 2004

Litteraturdebat
Hans Otto Jørgensen er irriteret. Selv om han er en smilende og imødekommende mand, har rektoren for Forfatterskolen svært ved at skjule, at de seneste ugers litteraturdebat jævnligt har fået hans puls op.
Ikke fordi han ikke vil diskutere litteratur, det vil han gerne. Ja, det virker næsten som, at han har ventet på opkaldet og opfordringen til at blande sig. Og han har forberedt sig til interviewet og skrevet adskillige sider med notater. Men det er udgangspunktet for debatten, der er problemet. Opdelingen af litteraturen i en mainstream og en smal litteratur.
»Hvad er mainstream? Og hvad er den anden del, som både er blevet kaldt subkultur, undergrund og smal litteratur? Med hensyn til sidstnævnte, så er der ihvertfald
tale om to forskellige kategorier. At kalde den smalle litteratur for subkultur eller undergrund er det rene vås. Jeg sidder i øjeblikket og læser Tage Skou-Hansen, fordi vi på introkurset for de kommende forfatterskole-elever har ham som gæst, og hans De nøgne træer har solgt ihvertfald 150.000 eksemplarer, så på et tidspunkt har han nok kunne karakteriseres som mainstream. Men at beskæftige sig med ham i dag må jo næsten betegnes som et subkulturelt foretetagende, eftersom han ikke bliver læst fandens meget i dag.«
Helt galt er det ifølge Hans Otto Jørgensen, når det hævdes, at ’det er doxa blandt folk, det tager litteraturen alvorligt som litteratur, at den lødige del af mainstream, også kaldet centrallyrik og psykologisk-eksistentiel realisme, er uinteressant’, sådan som Lars Skinnebach og Tue Anderes Nexø skrev for nogle uger siden.
»Det er skudt fuldstændig ved siden af. Det meste af det, vi beskæftiger os med, er jo den slags litteratur. Jeg skriver den slags litteratur. Tage Skou-Hansen skriver den slags litteratur. At hævde, at folk, der tager litteratur alvorligt som litteratur, ikke beskæftiger sig med centrallyrik og psykologisk-eksistentiel reallisme, er simpelthen noget meget forsludret vrøvl. Rilke er jo centrallyriker.«

Den gode litteratur
I stedet handler det om litteraturen er god eller ej. Ikke andet.
»Når jeg læser en bog, så kigger jeg altså ikke på oplagstal. Jeg kigger ikke på, om den er subkultur eller mainstream, eller hvornår den er skrevet. Jeg kigger på, om jeg kan lære noget om verden, om mig selv og om det at være menneske. Om det er en god bog eller en dårlig bog. Om den er omhyggelig og udsøgt med det enkelte udtryk. Om den har et svæv i sproget og i fortællingen. Om den for prosaens vedkommende handler om de store eksistentialer, liv, død, kærlighed, og når det gælder lyrikken, kan ’accelerere tanken på en måde som tanken ikke selv er i stand til’, som Joseph Brodsky engang sagde.«
Den type litteratur har Hans Otto Jørgensen ikke svært ved at finde lige nu. Anne-Louise Bosmans, Mikkel Thykier og Kristian Bang Foss er alle eksempler på nye danske forfattere med masser af talent, mener han. Unge, men lovende.

Mandehørm
Hans Otto Jørgensen sætter i det hele taget spørgsmålstegn ved, om ikke debatten er et udtryk for mandehørm. Dels er det endnu engang de ’samme gamle mænd’, der bliver trukket frem i debatten, og dels lugter oplægget til debatten fælt
»Det er meget mandehørms-
agtigt at skrive, at litteraturen ikke bare skal opsøge ’det æstetisk mulige, men også påtager sig moralske og politiske risici. At den ikke bare undersøger det forståeliges, men også det tilladeliges grænser’. Det tilladeliges grænser – er det sådan noget med flere incestovergreb, mere vold mod kvinder og mere mandschauvanisme i litteraturen,« spørger Hans Otto Jørgensen.
Det betyder ikke, at litteraturen ikke skal orientere sig i verden og have noget på hjerte, mener han. Men der er ikke noget misforhold mellem at være orienteret i verden og samtidig forfine udtrykket.
»Ude i den virkelige verden bliver det tilladeliges grænser overskredet i en grad, så man jo næsten ikke kan rejse sig op. Måske litteraturen skulle besinde sig og beskæftige sig med det modsatte af det tilladeliges grænser. Litteraturen kunne interessere sig for ømhed, nærhed og kærlighed mellem mennesker, som både er hinanden nære og hinanden fjerne. Det er forbavsende så svært, det er at skrive om kærlighed. Om det der i gamle dage hed elskov. Det er øjensynligt meget, meget nemmere at skrive om vold, pul og nedværdigelse af den anden – det går simpelthen strygende.«

Feinschmecker-skolen
Irritationen over debatten bunder dog ikke kun i, hvad Hans Otto Jørgensen betragter som unøjagtigheder i præmisserne for diskussionen. Den skyldes også, at den skole, som han nu har været rektor for i et par år, løbende siden oprettelsen for 17 år siden er blevet kritiseret for at være stedet for feinschmecker-litteratur og subkultur og for ikke at skrive realistisk nok. En kritik som Hans Otto Jørgensen slet ikke forstår.
»Nogen har tilsyneladende en forestilling om, at Forfatterskolens virke her i verden har fået ødelagt noget, som før var rent og godt og stort og fint. Det er det rene galimatias. Man kan ikke sige noget om, hvad forfatterskole-litteratur er. Forfatterskolen udgiver jo rent faktisk ikke bøger. Det gør forlagene, og det er er en fantastisk undervurdering af deres arbejde og af de enkelte forfatterskole-elevers forskelligheder som personer at sige sådan. Det vil altid være sådan, at den yngste generations værker ligner hinanden mere, end værker skrevet af den modne forfattergeneration. Uanset om man er 20 år og opvokset i Aalborg eller 20 år og opvokset i Vejle, så ligner tingene jo ret meget hinanden. Den særlige personlighed udvikler sig jo over de næste 20 år. Dem, der lignede hinanden i midten af 1990’erne, ligner jo overhovedet ikke hinanden i dag. Katrine Marie Guldager, Kirsten Hamman, Peter Adolphsen og Morten Søndergaard (alle tidligere forfatterskoleelever, red.) har jo hver deres retning og er fuldstændig løsrevet fra Forfatterskolen. Rifbjerg og Ørnsbo og så videre lignede da også hinanden, da de lagde ud.«
I det hele taget er Forfatterskolens betydning blevet overdrevet, hvis man skal tro Hans Otto Jørgensen: »Forfatterskolen havde indtil 1. juli 2003 et årligt budget svarende til, hvad en kulturredaktør på Berlingske Tidende får om året, så hvis Forfatterskolen virkelig har kunnet ødelægge den danske litteratur, så er der nogen andre, der har sovet ganske kolossalt i timen. Som ikke har givet en kvalificeret kritik, modstand og opmærksomhed. Det er proportionsforvrængning ud over alle grænser, at sådan en lille dagligstue som Forfatterskolen, skulle kunne udrette så meget forfærdeligt.«

*Er den danske litteratur blevet for uambitiøs? Er den litterære undergrund parkeret på en selvtilfreds sovepude? Er den litterære mainstream kompromitteret? Information bragte den 13.maj en leder fra tidsskriftet Den Blå Port som stillede disse spørgsmål. Information har i en serie sendt spørgsmålene over til forfattere og litterater og litteraturens aktører. Dette er den sidste artikel i serien. Læs alle artiklerne på: tema.information.dk/litteraturdebat

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her