Læsetid: 5 min.

Zenbuddhist i en baggård af klicheer

Den norske forfatter Ari Behn fortæller om at finde roen mellem verdener, klicheer og blændende blitzlys
3. juni 2004

Første gang, jeg mødte den norske forfatter Ari Behn, var han forlovet med en norsk prinsesse og netop debuteret med 76 siders skarptskårne mikronoveller.

Journalisterne fra Billedbladet måtte slæbes væk med moderat tvang, mens de skreg absurd ligegyldige spørgsmål om Behns intimiteter gennem forlagsgangene hos Tiderne Skifter.

To år senere har Ari Behn bevaret roen. Hans første roman, Baggård, er lige udkommet på dansk, han har giftet sig med prinsessen og produceret en arving, og han har lært at undvige den kulørte presse.

Baggård handler om en ung mands vildfarelser i Marokko, og den er inspireret af Behns egne rejser til Tanger i 1990’erne, hvor han opsøgte sit idol, forfatteren Paul Bowles. –

– Hvad er den her bogs forhold til Paul Bowles?

»Det er på en måde romanens metaperspektiv: Hovedpersonen Andreas tumler rundt i en litterær baggård fyldt med relikvier fra de gamle beatguder, og her er Paul Bowles selveste Dalai Lama eller ypperstepræsten; Bowles, som stadig lever i Tanger, hvor alting drejer sig rundt om ham. Men i min bog er den gamle beatdrøm gået i stykker: drømmen om at opnå indsigt gennem oplevelse og ekstase, om at finde utopien. Min bog er desillusionen, en blindgyde og en baggård. Andreas er en søvngænger, et 90’’er-barn, som rejser ud for at mærke livet, men aldrig vælger og aldrig rigtig vågner. Han finder et miljø af stereotyper, af damer med blåt hår og gamle bøsser i hvide jakkesæt. Og de kaster sig over ham for at suge hans ungdom, for at suge de drømme, de ikke længere selv har. De er spøgelser, vragstumper fra en overstået kolonialistisk fortid.« –

– Og så møder han ørkenen, der fanger ham lige som så mange andre?

»Ørkenen er det sted, du allermindst kan flygte fra dig selv. Den er et brændglas på sjælen. Den er så kontrastfuld: kulden om natten, varmen og dagen. Alt kan ske, og du skal kæmpe, for der er virkelig farligt. Du kan ikke fake i ørkenen. Og alligevel er Andreas jo helt malplaceret der: i alt for spidse sko og et hvidt jakkesæt som er for lille, og som tilhører en anden. Det er på en måde min kommentar til hele 50’er-beat-æstetikken, som en ramme, der ikke længere passer.«

Paparazzi-Mefisto

Den uskyldige Andreas forfølges på sin rejse af den gamle bøsse Valderon, der giver ham sit jakkesæt og insisterer på at forføre ham. Andreas protesterer, men kan alligevel heller ikke løsrive sig.

– Hvad er Valderon for en figur?

»Andreas er jo bare fortælleren, og hans rejse er også en drøm, hvor alting taler sammen og han ikke kan tage stilling. Karaktererne forsvinder ud og ind, og Valderon er måske et mareridt. Han er en slags dobbeltgænger, men han er også en Mefistofigur, fordi han er fristeren, djævelen, igangsætteren. Og han er nogle gange ynkelig, nogle gange stærk og brutal, mens Andreas bare er rådvild.«

»Men nogle gange er værket klogere end mig: Jeg hørte en norsk læsning af bogen, som foreslog, at Valderon var en kommentar til paparazzierne. Det syntes jeg var utrolig interessant. Jeg havde ikke skænket det en tanke, men jeg sad og skrev denne bog, mens alt eksploderede om ørerne på mig, og jeg havde fotografer i buskene uden for mit vindue, og hele Norge havde en mening om mig. Og hele tiden, ligesom Andreas, sagde de: ’’du er sådan’,’ og jeg sagde: ’’nej, jeg er ikke sådan’’, og de sagde: ’’jo, du er sådan’.’ Så det var en vældig fin tolkning, som jeg slet ikke havde været bevidst om.«

Mellem stole –

– Er det slet ikke muligt at rejse ud og finde mening?

»Jo, det tror jeg absolut. Jeg har altid været den slags fortæller, der rejser ud og lytter til folks historier og tager dem med hjem. Jeg er ikke lige så blond som Andreas, så jeg lader skægget gro og falder ind. Det tror jeg er min evne. Jeg føler mig hjemme overalt. Og jeg har altid været optaget af verdener, der mødes, randzoner, mennesker der falder mellem alle stole. Det er jo der, musikaliteten opstår. Overleverne er dem, som går ud og ind af forskellige klæder. I den arabiske kultur siger man: Ved at sige sandheden lyver du. Alle ved, hvad vi snakker om, men hvis du siger det, taber du ansigt. Paul Bowles har en marokkansk arabesk: Du siger, at du skal til Fez, men det betyder, at du ikke skal det. Nu ved jeg, at du skal faktisk skal til Fez, så hvorfor lyver du for mig? Det er den slags forskellige i kulturkodeks, der kan gøre fredsforhandlinger vanskelige.« –

– Kan man stadig rejse ud og finde fortællinger, når man er omgivet af blitzlys og paparazzier?

»Det går heldigvis op og ned med dem. Og heldigvis er jeg glad for mennesker. Ellers havde det været vanskeligt. Men mit held har været, at jeg har kunnet fokusere på at skrive. Det er mit fristed, hvor jeg finder min egen ro midt i al uroen.«

»Da jeg rejste i Marokko, var det før 11. september og terroren, så på den måde er teksten jo allerede nostalgisk. Jeg havde ikke tænkt, at jeg skulle skrive en roman om Tanger. Jeg tog ned for at finde Paul Bowles, og fik lov at besøge ham to gange om dagen, og imens blev jeg mere og mere fascineret. Han var det rolige, næsten majestætiske centrum, der var omgivet af alle disse verdener. Som andre virkelig store mestre, jeg har mødt siden, var han næsten zen-agtig: Ingenting er perfekt. Det vigtigste er handlingen. Det er en meget smuk filosofi. Så ligesom Andreas kunne jeg ikke komme væk fra Tanger. Man får den følelse der: At man er fanget i en fælde. Da Andreas så siger det, viser det sig, at han ovenikøbet også er fanget i en sproglig fælde: Den sætning har William Burroughs skrevet før ham. Du tror, du tænker en tanke, men den er tænkt af andre længe før dig. Den er en kliche, hentet i baggården.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu