Læsetid: 8 min.

I krig med de historiske løgne

Janne Teller anerkender ikke skellet mellem skønlitteraturen og den daglige debat – her fortæller hun om at skrive en intim historie om passion, som samtidig er historien om et moderne europæisk folkemord
26. august 2004

Interview
I 1985 skrev den 20-årige Janne Teller en kronik i Berlingske Tidende om, at nå-generationen – hendes egen – skulle se at tage sig sammen. Så snart hun selv var færdig med sin cand.polit.-uddannelse, rejste hun som mange andre jævnaldrende ud i verden. Som 24-årig var hun økonomisk rådgiver i den tanzanianske regerings forhandlinger med Ver-densbanken; senere deltog hun i fredsforhandlingerne i Mozambique, blev handelspolitisk forhandler for EU, og højre hånd for chefen for UNDP.
Måske lyder det ikke som starten på en litterær karriere. Men tilsammen med Tellers egen tysk-østrigske indvandrerbaggrund var det disse multikulturelle erfaringer, der på en rejse i Bosnien gav fødsel til hendes tredje roman, Kattens tramp. Bogen udspiller sig i det tidligere Jugoslavien under dets opløsning i 90’erne. Den er på samme tid en historie om kærlighed, om Europa, og om den store historie: den krig, der går sin gang i og omkring romanens personer. Jeg spurgte dens forfatter, hvad bogen egentlig handler om.
»Grundidéen var at følge en mand, der vil slå sin egen passion ihjel. I vestlig, ukropslig tænkning er passionen et af de eneste områder tilbage, der endnu viser os vores basale menneskelighed. For blandt andet at forstå nogle følelser, der næsten havde taget livet af mig selv, satte jeg mig for at finde ud af, hvad der er essensen af den store passion. I stedet for en kærlighedshistorie skrev jeg det bare modsat: jeg så på kærligheden fra det punkt, hvor hovedpersonen Sem har besluttet sig for at slå den ihjel. Parallellen til krigen går fra denne indre udrensning til den situation, hvor nogen i et land prøver at slå noget af sit egen befolkning ihjel. Hvad der sker geopolitisk er summen af, hvad der kan ske med os som individer. Så krigen er bogens perspektiv – men passions-historien er kernen.«

Folkemordets mekanik
Sem fører i bogen en løbende indre dialog med Slobodan Milosevic og de øvrige krigsherrer, som han spørger til råds om udrensningens strategier.
– Dukkede krigssporet op i anden række?
»Nej, det var med fra begyndelsen. Jeg var i Mostar og besøge min pakistanske veninde, som var chef for FN i Herzegovina, og selv om jeg havde interesseret mig for den konflikt længe, var det der, bogen begyndte. Mange ting ramte mig helt uafrysteligt, for eksempel en af de historier som jeg har afspejlet i bogen: Krigen tog i Mostar for alvor fart med en pige, der blev massevoldtaget, mens hun blev holdt med hovedet ud af vinduet på sit gymnasium, så skrigene kunne høres gennem hele byen. Og så blev hun slået ihjel bagefter. Den ondskab, der skal til, for at unge mennesker, der har gået i skole sammen, gør sådan noget, er så chokerende. Og det er blot én hændelse i en lang krig. Jeg har snakket med mange, der vidste præcis hvem der havde voldtaget deres søster, slået deres far ihjel, boede i deres huse på den anden side – de kendte allesammen hinanden. Og så kommer vi her og snakker om at de bare skal genforenes. Det er naturligvis ikke muligt, så længe der ikke er bare en brøkdel af retfærdighed. I hvert fald følte jeg meget stærkt, at jeg måtte skrive noget om det. Og bogen handler i høj grad om hvad der sker når historien går galt, om mekanismerne i et folkemord.«
– Forstår du dem?
»Ja, jeg kender dem bedre. Krigen i eks-Jugoslavien var jo en manipuleret krig, et folkemord, der var igangsat fuldstændig bevidst via manipulation af befolkningerne. Hvis man tillader løgne at vokse – om historien og om forskellige grupper – og sproget at degenerere, så skaber man også en angst og et rum, hvor alt det mest nedrige i folk kan komme frem. Derfor er det også forfærdeligt at se, hvordan sprogbrugen her i Danmark er gledet i de senere år. Fordi der ikke er særlig langt fra, at en sprogbrug er tilladelig, til at der kan komme handling bag. Så når vores yderste højrefløj kan agitere for, at man bare skal smide de fremmede ud, mener jeg hurtigt, vi kan få fænomener som i Tyskland og Frankrig, hvor folks huse bliver brændt ned og fremmede overfaldet. Der er problemer, når kulturer mødes, og det skal vi tale om og gøre noget ved, men den generaliserende og hadefulde sprogbrug skal stoppes. Da jeg dykkede ned i Bosnien-situationen blev det helt tydeligt, at det farligste et samfund kan tillade, er generalisering om grupper og omdefinering af nogle til ’de andre’. Har man først gjort nogle grupper til ’andre’, stopper medfølelsen, og man kan gøre med dem som man vil.«

Manipulationer
– Din hovedperson Sem vil ikke være politisk. Kan man ikke beslutte det, hvis der ikke lige er krig?
»Jo. Men kender man ikke bare sin basale historie og sit samfunds, er man meget nem at manipulere, hvis der kommer en krise. Jeg lærte ikke nogen historie i skolen, og der er i det hele taget ikke nogen vægt på historieforståelse i det her land. Derfor er vi danskere også så nemme at manipulere. De mest bizarre ting får lov at passere. Tag det støttebrev til Irak-krigen, som Fogh og syv andre europæiske regerings-
ledere satte i aviserne (i januar 2003, – red.). Hvad man end mener om krigen, er det et besynderligt og helt faktuelt forkert brev, som indleder med at sige, at vi europæere tog over Atlanten med demokrati og menneskerettigheder. Amerika var en koloni, hvor indianerne blev slået ihjel og kvinder og uformuende intet havde at
skulle have sagt. Vi tog ikke over Atlanten med demokrati, men for at tjene penge. Af samme grunde som indvandrere i øvrigt kommer til Danmark i dag: for at overleve.«
»Det betød meget for mig, at bogens hovedperson skulle være en ikke-europæer, som kunne se på europæerne udefra. Jeg har i mange år boet uden for Europa, og har mange ikke-europæiske venner, og jeg ville gerne afdække den dobbeltmoral og eurocentrisme, som Europa fremstår med over for ikke-europæerne. I bogen prøver Sem at gøre sig fri af historien, mens Zoja Maria, som han elsker, insisterer på, at han netop skal kende den for at være fri. Men undervejs brydes deres roller. Han vender sig mod sin historie for at forklare sine handlinger, mens Zoja Maria viser sig at blive fanget af sin egen løgn. Hun bindes af en falsk historie. Dette er også det tidligere Jugoslaviens problem: Alle de opfundne historier og røgslør, der én gang er lagt ud, bliver ved at binde. Så længe man ikke gør op med dem og tør lede efter sandheden.«
– Hvad er litteraturens rolle i dén større historie?
»Jeg ser litteraturen som en øjenåbner. Mit eget ønske er hele tiden at lægge til, i første omgang bare til min egen forståelse af eksistensen, og så forhåbentlig også hos nogle andre. Provokere nogle tanker eller få dem til at vende ting en gang til. Og der kan skønlitteraturen noget, intet andet kan. Hvis du er hudløst ærlig over for de personer og de parametre, du lægger ned i din bog, så finder du også ud af noget du ikke vidste før – både som forfatter og som læser. Det ligger mellem linjerne og under ordene – men man får udvidet forståelsen af, hvordan verden og livet ser ud.«
Når Janne Teller taler om sine egne værker, lyder de næsten som videnskabelige eksperimenter. I hvert fald da jeg spørger hende, om bogens kærlighedshistorie fuldt ud skal forstås som en allegori på krigen.
»Nej, det er krigen alt for voldsom til. Først og fremmest vil jeg altid gerne skrive på mange niveauer. Der er et eksistentielt niveau, hvor jeg prøver at finde ud af noget om eksistensen. På det strukturelle plan kan man få alle nutidige historier eller anekdoter frem på to måder. Enten kan man bruge parametrene fra eksistensstrukturerne, altså: Hvordan vil mennesker agere, når vi kender nogle af deres eksistensbetingelser? En sulten mand vil søge efter mad, for eksempel, og så kan man gøre situationen mere og mere sofistikeret. Det andet man kan gøre er at starte med historien og derefter lære noget nyt af den om, hvorfor folk gør som de gør i visse situationer. Denne nye viden kan så sættes ned som nye parametre i den grundlæggende eksistensstruktur. Det er
sådan jeg ser det. Derfor prøver jeg altid at skrive i mange lag, og derfor kunne jeg lige så godt have skrevet om en anden krigssituation, hvor historien bliver brugt som undskyldning, som Israel og Palæstina.«

Litteraturen er debat
Janne Tellers første bog Odins Ø blev oversat til bl.a. tysk, fransk og italiensk og er på vej på engelsk. Ved de udenlandske udgivelser opdagede hun en anden kritikerkultur: »I Italien forholdt kritikerne sig langt mere til indholdet og filosofien i min bog, og også til min brug af sagaformen, end de danske anmeldere, der mest forholdt sig til det rent sproglige og formelle. For mig at se bør sprog, stil og indhold gå op i en højere enhed, og der behøver derfor ikke være denne mur mellem skønlitteraturen og samfundsdebatten. Skønlitteratur er et indlæg i debatten, det er bare et dyberegående og forhåbentligt mere længerevarende indlæg. Det er lidt trist, at vi ikke i Danmark har denne forbindelse mellem den daglige debat og skønlitteraturens fordybelse, hvor den, når den er bedst, jo virkelig lægger noget til forståelsen af vores eksistens og vores virkelighed.«
Den nomadiske forfatter bliver heller ikke denne gang så længe i Danmark, hvor hun kun tilbringer en fjerdedel af sin tid. Siden hun første gang flyttede til udlandet, har det stået klart for hende, at man ikke kan blive den samme efter at man har været ude. »Det vigtigste jeg har lært er altid at være opmærksom på, at tingene kunne være anderledes. At vi selv for eksempel også kunne have været dem, der var i krig, eller dem der stod uden for Europa. Det må mine bøger også gerne få folk til at tænke over.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu