Læsetid: 3 min.

Skabt til at være digter og intet mere

Der er noget usømmeligt ved poesiens væsen, digteren er en tumleplads for dæmoner, der regerer ham, som var de hjemme, og de taler utallige sprog
19. august 2004

Czeslaw Milosz
Hvem er det, der står bøjet over bogbordene ved de store antikvariske udsalg i Helligåndshuset i København eller andre steder, hvor de hober sig op fra dødsboer eller oprydninger. Ikke helt de samme, som i tusindvis trænges på bogmesserne i Forum, Göteborg eller Frankfurt, hvor forbløffende mængder af nye bøger præsenteres. Professionelle og almindelige bogelskere blander sig, men der kan være en sport i at se, hvem der nu opholder sig ved godt brugte biografier, rejser, havebøger, kogebøger, erotica (diskrete), filosofi, humor eller digte. Er de kendelige på en eller anden måde? Kendere er altid kendelige på deres hænder, blikke, krumme rygge, dæmpede entusiasme ved et særligt fund. De er læsere. De er tilsyneladende mange, men ikke nok til at flere vognlæs af tiloversblevne bøger dog ryger i ovnen: den skjulte bogbrændingsproces. Som begynder ville man ellers af dem for få kroner kunne lægge grunden til en flot bogsamling af den skønne litteratur.
Det er ikke dér, flertallet af unge lægger deres SU-beløb. Andre medier trækker i en grad, der må vække bekymring blandt forfattere, forlæggere, bibliotekarer, lærere, undervisningsministre. Vi besværger udviklingen ved at gøre bøgerne underholdende, imødekommende, markedsbevidste og nedsætte kanon-udvalg, der skal holde igen på flugten fra klassikerne og resterne af den fælles historiske bevidsthed.
Måske glemmer vi, at boglæsning altid har været en sag for et mindretal, som måske alligevel er større end før i historien. Det er det store mindretal, vi ser på messer og i boglader, støttet af avisernes trods alt nogenlunde usvækkede opmærksomhed over for litteraturen. Den dag, de overgiver sig til televisionens tydelige ringeagt for den skønne skrift, er kampen mellem billeder og bogstaver tabt og kanónen fyret af.

I stikken
Digteren bliver ladt i stikken, som det skildres ironisk af nu afdøde Czeslaw Milosz i digtet »Enighed«, dvs. den ydmyge enighed, der kom sent til ham, som blev skabt til at være digter og intet mere. Ham, der hele tiden tænkte på noget andet og åndsfraværende bragte sin familie til fortvivlelse. En mutation i den menneskelige mangfoldighed:

Lad os besøge en digter
I hans lille hus i en falmet
forstad,
Hvor han avler kaniner, laver frugtsnaps,
Og indspiller hermetiske digte på bånd.

Sådan vil det kunne gå. I et andet digt var Milosz mere fortrøstningsfuld:
»Men bøgerne vil stå på hylderne, sande skabninger,/som engang dukkede op, friske, stadig våde/i lighed med blanke kastanjer under et træ om efteråret... Vi findes – blev de ved at sige, selv når man rev bladene ud af dem/og bogstaverne blev slikket af den flammende ild... bøgerne vil stå på hylderne. Af god herkomst, af mennesker, men også af klarhed, af det høje.«
Bøger skrives af mennesker, hvor det så kommer fra, højt eller lavt. I Ars poetica? véd han, at der er noget usømmeligt ved poesiens væsen, digteren er en tumleplads for dæmoner, der regerer ham, som var de hjemme, og de taler utallige sprog. Konklusionen er, at digte bør man kun skrive sjældent og uvilligt, under en uudholdelig tvang og kun med det håb, at de gode, ikke de onde ånder bruger os som redskab, siger han.
Den 94-årige polske forfatter var en erfaren herre, som det fremgår af de digte, som er oversat til dansk. Jess Ørnsbo har udgivet et udvalg, efter at Milosz fik nobelprisen i 1980. De citerede stammer fra Janina Katz’ og Uffe Harders danske versioner i udvalget Kort over tiden (1994), hvor der i hans flerstemmige diskurs også falder en »Bekendelse« fra en såkaldt ringere poet, henfalden til hindbærmarmelade, kvindekroppens mørke sødme, iskold vodka, sild i olje og andre herligheder, når han tømmer bægeret og ser grådigt på servitricens hals. Han søgte storheden, men ved alt for godt, hvad der vil blive tilbage:
En festivitas af kortvarige håb, en forsamling af hovmodige,/en turnering for de pukkelryggede, litteratur.
Vi er ligeglade med, hvordan digterne lever og har levet – sådan da, hvis de bekender kulør – bare de laver litteratur værd at læse. Så står vi der, det store mindretal, krumryggede over bogstablerne og leder det frem, vi tror på, biografier, om så skal være, poesi frem for alt, enten det er digte, romaner eller andre gode historier. Man kan da være heldig at finde Czeslaw Milosz på dansk i både prosa og lyrik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu