Læsetid: 15 min.

Om tre år på Herlufsholm i begyndelsen af 90'erne: Smerte opbygger karakter

For Kasper Hansen var filmen Ondskab hverken ond fiktion eller indblik i en afsluttet kostskoletid i 1950’ernes overklassesverige. Filmen gav barske mindelser om hans egne tre år på den danske kostskole Herlufsholm
30. august 2004

Jeg må ud. Jeg sparker, jokker, snubler ned gennem rækken. Flår døren op.

En skarp lysstribe fra foyeren skærer biograflokalet diagonalt over.

Jeg styrter ud af det forbandede filmhelvede. En biografkontrollør kigger undrende på mig, da jeg med raseriets styrtregn af farvede og sorte pletter for øjnene skubber ham af vejen. Det regner i København i nat. Smøgerne går i opløsning i kæften på mig. Raseriets ætsende, blå skæreflamme, hvæser i mine øregange, ud over det er den beske tobak det eneste, jeg sanser.

Raseriet og hadet har jeg haft med mig, siden jeg var 13. Det er moltonen i mit liv. Man skal lære at hade som barn. Så har man slangen i brystet, til man en dag segner. Denne her film gik jeg til uden kæreste eller venner. Jeg havde en anelse om, hvor det bar hen.

Jeg kunne mærke ondskab, forlængst fortrængt, trænge sig på. Og med kvalme, angst og et langsomt frembrusende had købte jeg billet. Tiden gik i stå, og jeg var 13 igen i den lille halve time, jeg kunne holde til forestillingen.

Filmen hedder Ondskab og handler om pervers pædagogik, vold og fornedrelse på en kostskole. Den handler om Jan Guillous to et halvt år på Solbacka kostskolen i Sörmland, hvor unge mennesker blev amputeret for livet. Jeg har gået der. Eller rettere: Jeg har gået på en af verdens Solbacka-kloner.

Mine mørke år lå, hvor Susåen vikler sig ud af det sydlige Sjælland. I Herlufsholmskoven ved Næstved har Danmark sin egen Solbacka. Herlufsholm Kostskole lever et stille ubemærket liv knejsende på en pittoresk bakke med enorme, velplejede plæner, der falder ned mod den grågrønne å. Her har verdens forandring sat forbløffende få spor.

Jan Guillou så verden forandre sig og hans Solbacka dreje nøglen om, mens han læste jura på Stockholms Universitet. Indtil da havde alt i hans liv handlet om at få lukket hans plageånders tempel. Nu forlod han som en fri mand universitet og det studium, han alene læste for en dag at kunne knuse Solbacka.

Fra jeg var 13, til jeg var 16, gik jeg på kostskole på Herlufsholm, mit eget rædselsfulde Solbacka. Som i Sörmland, hvor Solbacka lærte Jan Guillou fortrolighed med brutalitet, er det 20. århundredes pædagogiske landvindinger også i Herlufsholmskoven noget for de blødsødne, noget for ikke-eliten.

Dysfunktionelle velhavere

Jeg kom i ’89 med min fars og Flemming-bøgernes kostskoleromantik til Herlufsholm. I stedet for kostskole fandt jeg en koncentrationslejr for de velhavendes dysfunktionelle børn. Som på Solbacka var det pædagogiske leitmotiv, at børn skulle opdrage hinanden.

Herlufsholm udnævner gymnasieelever til præfekter for hinanden og de yngre elever. Børns ubarmhjertige hakkeorden er sat i system. Jan Guillous film, og bogen bag den, handler om en død skole. Men jeg forlod for 12 år siden et Herlufsholm, der på forunderlig vis har holdt sin eksistens ude af min samtids diskussion om undervisning.

Mens muslimske og kristne friskoler, Tvindskolerne og en segnende folkeskole har måttet bøde for politisk virketrang og krav om udvikling, har det danske samfunds mest anakronistiske og reaktionære kostskole unddraget sig bevågenhed. Jeg og mine kammerater var overladt til et pubertært præfektkollegium, der mestendels var interesseret i snobværdien ved et tillidshverv eller i de nedværdigende tjenester, de kunne kræve af eleverne.

Værktøjet var et straffesystem, der arbitrært administreredes af gymnasieknøse. Forskellige forseelser blev takseret med alt fra korporligheder som trælår, lammere (slag på skuldermusklen) og moderat fysisk pres ved langvarige ophold i ubehagelige stillinger til forskellige stykker meningsløst slavearbejde. Samtidig kunne de kræve næsten hvad som helst udført af yngre elever. Urimeligheder opbygger karakteren, er moralen.

Både på Guillous Solbacka og på Herlufsholm blev hvert eneste pædagogiske tiltag forklaret som nødvendigt for den rette karakters fremvækst. Eksempelvis er skolens sovesalsvinduer svejset fast. Man lærer efter det første år på skolen at komme tidligt første dag og kapre en seng i midten af sovesalen. De, der ligger ved vinduet, vågner i en mindre snebunke, når vejret er til det. Eleverne bliver også våde, når det regner og blæser. I vintermånederne krøb vi i seng, klædt på som små eskimoer, med flere dyner og tæpper.

At det opbygger karakterstyrke, skal man være hulemand for at tro. Det eneste, man lærer, er at være glad for ikke at ligge under vinduet.

Blå og smertende knæ

Var der larm efter sengetid, havde skolen udviklet et unikt sanktionssystem. For det meste blev man stillet på bare fødder på et koldt stengulv, med hænderne bag ryggen og strenge ordrer om ikke at kigge væk fra en plet i loftet.

Præfekterne kunne så fra deres værelser holde øje med, at ben begyndte at sove, at holdet i nakken satte sig, og fundamentet til en korterevarende infektionssygdom blev lagt. Svajede knægten eller rykkede på sig, kom præfekterne styrtende og hev eleven i de små hår ved ørene, indtil den optimalt ulidelige stilling blev fremtvunget.

Så kunne man jo stå der, indtil præfekten blev træt af at kigge på.

Andre blev tvunget til at skubbe en tegnestift med næsen ned ad de kolde stengulve. Det fik de meget karakter i deres blå og smertende knæ af. Andre gange kedede præfekterne sig, og så blev de uregerlige inviteret til te og smøger. Dagen efter kunne præfekten gøre, hvad der stod i hans magt for at finde de samme unger med en cigaret – og uddele en eller anden straf.

Vilkårlighed var reglen, det opbygger åbenbart også karakter.

Sov vi for længe om morgenen, var der selvfølgelig ikke morgenmad og sjovt nok heller ikke frokost. Til frokost kunne man så møde op, vise at man var vågen og stå uden for spisesalens døre, indtil det passede den tilstedeværende lærer at lade en gå med tom mave tilbage til skolen.

Tomme maver opbygger karakter, så kan man jo lære at komme op.

Kom man bare for sent til morgenmaden, måtte man vise sit ansigt og gå igen. Men så måtte man gerne få frokost. Talte man for højt, mens man spiste, eller gjorde et eller andet, en præfekt mente var galt, var der stor fantasi i sanktionerne. Oftest handlede det om at spidde et barn på sine kammeraters hån. Man udnyttede og fordoblede mobberiet.

Men fantasien blev aldrig tøjlet af nogen, og det var populært at lade en elev knæle med ret ryg, indtil det var den almene opfattelse, at nu gjorde det for ondt i knæene at lade ungen blive siddende.

Det bedste, mine præfekter vidste, var at finde en elev sovende i sin seng, efter de kom tilbage fra morgenmaden. Så stillede de sig op – gerne flere ad gangen – og vippede af al kraft sengen på hovedet, så den landede oven på den stadigt sovende. Det gør pisseondt, men det opbygger jo karakter. Den lærer, der boede på hvert soveafsnit, tog gerne del i løjerne.

Lærernes morskab

Lærerne holdt som præfekterne meget af det indgroede straffesystem. Forløb man sig på den ene eller anden led, havde de også deres hjemmegjorte metoder at disciplinere børnene med.

Udpræget underholdning var at lade eleverne male hver anden tern på et stykke ternet A4-ark med en blyant, til hele arket var skakternet. Det tog tid, og nogle af ungerne lavede sådanne præfabrikerede, skakternede ark, som de solgte til andre børn, der ikke selv ville tegne deres straf.

Det faldt aldrig vores undervisere ind at sætte ungerne til noget, de blev klogere af. Kedsomhed opbygger karakter.

I hvert fald hos de uskyldige, der solgte straffearkene til dem med penge nok. Den mest populære straf blandt os var at blive sendt til inspektøren. Han havde en metode, vi foretrak, fordi den sparede tid.

Han gav os muligheden for at vælge en ’dasker’, der bar hans navn (navnet er redaktionen bekendt, red.), i stedet for meningsløse, tidskrævende afstraffelsesformer. Gennem hans mangeårige arbejde med børn havde han lært at slå os mellem skulderbladene på en speciel måde, så han slog luften ud af lungerne på os.

Smerte opbygger karakter, og han grinede altid lummert, når vi selv foreslog, at vi kunne få denne særlige straf. Der var ingen, der ikke troede på, at han syntes, det var sjovt.

Præfekterne så i ham deres store pædagogiske mentor. Oftest kunne vi slippe ud af mindre forseelser – som at tale sammen i lektielæsningstiden – med en lammer eller et trælår. Det mest absurde var de timer, der var afsat til lektielæsning.

De lå i timerne før og efter aftensmaden. Da Herlufsholm i hvert fald formmæssigt skal efterleve folkeskolens pensumkrav, så var det temmelig svært at læse lektier i op mod tre timer om dagen. Vi sad fire drenge på hvert værelse og kedede os bravt. Døren skulle være åben, og præfekterne patruljerede op og ned ad gangene med et nidkært håb om at finde en, der kedede sig på en måde, der kunne straffes.

For eksempel måtte man jo ikke larme, det vil sige tale sammen. Gruppearbejde opbygger ikke karakter.

Ophold i affaldsrum

Privatliv opbygger heller ikke karakter. Vi kunne låse vores skabe, men præfekterne kunne altid kræve dem åbnet, for at se om vi havde kontrabande. Var der rod i skabet, blev alt indholdet væltet ud på gulvet. Det tog en helvedes tid at ordne igen, men det opbygger karakter.

Selvfølgelig gemte vi de ting, vi ikke måtte have, uden for vores værelser. Det vidste de godt, og det havde alle det fint med. Det første rektor fortalte os, da vi kom på skolen, var, at vi ikke måtte ryge, men at han og skolen vidste, at vi ville gøre det. Det lod ikke til at genere ham, men han indskærpede, at vi bare ikke skulle blive snuppet. Vi begyndte alle at ryge med det samme. Og vi blev sjældent snuppet, fordi vi overholdt budet om at gøre det i skjul.

Men en gang imellem syntes præfekterne, at de skulle arbejde for deres privilegier. Så jagtede de os rundt i skovene for at finde os med cigaretstinkende fingre. Vi gned fingrene med tandpasta for at skjule hørmen. Vi gik for det meste med en tandpastatube på os, men det var der jo ikke noget galt i – vi gjorde jo det, der skulle til, for ikke at blive snuppet.

Hykleri opbygger karakter, og lektien var, at dårlig opførsel var den, der kunne ses.

Alligevel røg jeg og mine cigaretter i fælden ind imellem. Nogle gange lidt for mange gange, og så røg jeg over til den frygtindgydende rektor, der truede med at fortælle mine forældre, at jeg havde forbrudt mig. Jeg tryglede det bedste, jeg havde lært, og så fandt han med påtaget beklagelse på et eller andet ondskabsfuldt.

Engang tilbragte jeg henved to måneder i min sovesals affaldsrum. Jeg måtte hverken have musik eller fornøjelseslitteratur og måtte kun forlade affaldsrummet for at gå i skole, spise eller udføre pligter for mine præfekter. Jeg fik et bord, en stol og mine skolebøger, og så kunne jeg ellers sidde og analysere stanken fra mine klassekammaraters affald.

Stank opbygger karakter.

Præfekternes tyranni er i virkeligheden mobberi ophøjet til pædagogisk princip. Hvor mange 17-årige kan man sætte til at vogte over en hob 13- eller 14-årige? De var præcis så selviske, ondskabsfulde, magtsyge og utilregnelige, som det kan forventes. De var selv blevet tyranniseret, og nu var det deres tur. Indskrænkninger i deres magtfuldkommenhed afviste de konsekvent som et moralsk forfald fra de ægte herlovianske sæder.

Gruppepressets ideologi

Straffe- og præfektsystemets enkeltheder tvinger ikke i sig selv nogen i knæ. Man kan godt tåle et par timers meningsløshed, kolde fødder eller slag på armen. Det er den bastante undertrykkelse af individualitet og bevidstheden om, at skolens autoriteter kan finde på hvad som helst, der er den sande brutalitet.

Kun gennem betingelsesløs underkastelse kan man håbe sig nogenlunde sikker. Herlufsholm institutionaliserer topmålet af tåbelighed, ondskabsfuldhed og arbitrær magtanvendelse med det ene formål at udradere individualitet og selvfølgelig skabe karakter.

For mit vedkommende var den konstante fornærmelse af min retfærdighedssans ubærlig: Aldrig at have nogen ret, aldrig at kunne stille spørgsmål ved idiotien, aldrig at kunne argumentere mod den misforståede spejdermoral. Herlufsholms virkemidler er gennemsyret af den dumhed, der opstår hos mennesker, der aldrig mener, de skal forklare sig.

Logikken var, at de kunne gøre med os, som de ville, fordi sådan havde det altid været, og så opbygger det jo karakter.

Var man i præfekternes søgelys, blev livet et helvede, en konstant flugt. Andre elever hørte melodien og istemte mobberiet. At lade børn opdrage hinanden er at gøre gruppepres til ideologi. På dem, hvor gruppens pres lå hårdest, var det årelang psykisk tortur, understøttet af skolens autoriteter.

Herlufsholm er akkurat så goldt og kærlighedsforladt et sted, som skolen opdrager sine børn til. Så skulle man tro, at det konstante pres ville smede et stærkt bånd mellem os elever. Men nej.

Skolens temmeligt begrænsede rekrutteringsgrundlag gav en løjerlig og temmelig endimensionel elevskare. Whiskybæltet producerer ligesom alle andre dele af samfundet asociale, dårligt begavede, voldelige og dovne børn. Forskellen er, at man i Danmarks velhavermiljø betragter Herlufsholm som en resocialiseringsanstalt for de mest mislykkede børn.

De fleste af de elever, jeg gik i klasse med i de tre år, var – sagt med en større eufemisme – fagligt svagt stillede. Andre skoleklasser har en eller to bogligt besværede elever. Hos os var det på trods af temmelig små klasser langt over halvdelen.

Syvende, ottende og niende klasse virkede som specialundervisningsklasser, hvor de fagligt normale elever fik lov at passe sig selv. Forældre med umulige, ubegavede eller uopdragne unger tænker, at Herlufsholm må være stedet at få deres poder ind på rette spor. Den indlysende logik, at sådan tænker de fleste andre forældre til børn på Herlufsholm også, kan de ikke få øje på.

Selv om det er en kliché, er det forbløffende, hvor mange velbeslåede forældre, der ikke forstår, at det ikke er deres formue, men dem selv, deres omsorg, tid og deres kærlighed, der kan frelse deres børn og sende dem godt afsted i livet. Penge kan stadigvæk ikke købe en plads i himlen, kun i helvedet.

Herlufsholm er et fantastisk billede på det sociologer kalder ’brazilisering’: Når de rige lukker sig i små verdener og giver pokker i resten.

Sociopatisk adfærd

For Herlufsholm er et mikro-kosmos, der uddanner unge mennesker i helt andre værdier end resten af det danske samfund. De gange, hvor jeg har set nogle af mine gamle kostskolebekendtskaber i flok, er deres adfærd nærmest sociopatisk. De kan helt udelade de sociale koder, andre benytter sig af – de vender tilbage til deres fælles sprog, dyrkelsen af autoritetens guder, dyb hengivelse til snobberiet og en aggressiv, nedladende opførsel over for de ikke indviede. Men det er ikke et normalt kammeratskab.

De finder i hinanden deres skoleårs tro på sig selv som herrerace. For Herlufsholm giver én søjle at klamre sig til. For nogle bærer den dem gennem livet. Herlufsholm lover den mest formørkede, sekteriske og uhumanistiske af alle den moderne verdens udfrielser. Her kan man gennem underkastelse, uniformering, lydighed og ritualiseret voldsudøvelse blive übermensch.

Den sociopatiske vildfarelse blandt eleverne og skolens støtter er, at Herlufsholm er elitens arnested. Skolens selvforståelse hviler på, at her blev adelens unger opfostret til at herske, embedsmændenes børn udlært i med den rette herrementalitet at administrere, riges børn oplært i uden argument at acceptere deres gudgivne overlegenhed. De havde jo alle gået på Herlufsholm.

Det mest giftige bid, som slangen sætter i brystet på Herlufsholms børn, er løftet om for evigt at tilhøre herreracen. Afstivet af ens, lyseblå polyesterskjorter hængt op i deres plastisk skinnende nylonslips holder skolens elever meningsløsheden ud. De fejrer den, og dem, der ikke hurtigt forlader stedet, bliver oftest deres bødlers apologeter. Det er et Stockholm-syndrom af uhyggelige, historiske proportioner.

Herlufsholms lydige elever bliver lovet en plads i det evige, overlegne liv på jord. Vi lærte, at her blev samfundets magthavere uddannet, her ville vi blive lukket ind i den danske histories kommandocentral.

Faldt man i takt, fik man chancen for at bestemme over andre mennesker. Så måtte man udstå pædagogikken. Men man kunne jo også få en forsmag på de kommende rettigheder som præfekt.

Ulideligt snobberi

Skolen snobbede ulideligt for adelen, med hele dens konnotation af skæbnebestemt ret til at herske. Skulle man have tillidsposter i skolens centrale magtorganer, skulle man helst være adelig. Det har naturligvis givet skolen nogle problemer med åbenlyst dilettanteri i ledelsen.

Skolens elever dyrkede også denne lille gruppe af anakronismer, hvis ansigter bar mere eller mindre tydeligt præg af herskende slægters fordums mistro over for nyt blod til familierne. Hvor pjasket det blå blod end måtte være, så havde det på Herlufsholm en bemærkelsesværdig særstatus. Det er fordi, det eneste, Herlufsholm har at byde på, ud over billige uniformer og deporterede skilsmissebørn, er et løfte om for evigt at være en af herrefolket.

Det omkringliggende Danmarks tro på lighed og samhørighed i undervisningssektoren kunne naturligvis kun afvises med hånlig fnysen af skolens autoriteter. Præfekterne især så ingen grund til, at mennesker skulle behandles lige.

Troen på et akademi for overmennesker er simpelthen den eneste berettigelse, den eneste værdi, det eneste kit, der kan binde en sådan anakronisme sammen og holde murene intakte. Den moderne tids udvikling i menneskesyn og pædagogik kan kun holdes ude, ved stædig insisteren på, at landvindinger i tanke og indsigt er banaliteter, affattet af de ulykkelige, der ikke er udvalgt til særlig magt og status. Selve den moderne tids krav om emancipation, om frisættelse fra magtstrukturer er den fjende, Herlufsholm bekæmper.

Herlufsholm er et vanvittigt vellykket forsøg på at hævde en lomme af feudalitet i en snart postmoderne verden. Derfor synger man hver morgen en for længst overflødig guds pris, derfor hylder man aristokrati på hver eneste væg, derfor er det kun kongehuset, der kan udpege skolens forstander, derfor er traditionen altid svaret, derfor er det vigtigere, hvilket skød man blev hevet ud af, end hvad man kan bidrage med. Sådan standses tiden. Sådan slås humanismen ned. Og sådan sås kimen til forbrydelsens gentagelse.

Unge burde tilbydes begavelser, læremestre og smukke ideer at hengive sig til. På Herlufsholm fik vi bøller i alle aldre, og med ganske få undtagelser, i alle embeder. Man kunne godt opgive at føre en fornuftig diskussion om ret og rimelighed med autoriteterne i en kultur, hvis inderste væsen hadede fornuftens tid og ophøjede traditionen til lov. Jeg hadede til gengæld hvert øjeblik.

Og hver eneste sten, hvert eneste græsstrå og hver eneste af bøllerne og deres disciple på den skole, gengældte mit had. Den skole hadede mig med hele tyngden af et femhundredeårigt, envist og brutalt magtmaskineri.

Mine tidlige teenageårs famlende forsøg på individualitet og selvstændighed fik selve skolens murværk til at hvæse sit had ad mig hver nat, jeg glædede mig til glemsel. Og da jeg ikke forlod stedet lige så hurtigt som andre, der havde det som jeg, voksede kravet om min undergang. Hver dag udtalte kravet om mit blod.

Og de fik det. De vandt. Jeg brast.

Taktfast dundren

Jeg fik hadets slange i brystet, selv om tiden har lært mig at tæmme den. Men i nat sidder dens tænder i mit kød. Jeg kan mærke den kolde gift hvisle gennem mine blodbaner.

Jan Guillous beretning slap den løs igen, fordi den mindede mig om, hvad jeg inderst inde hele tiden vidste, men aldrig udtalte: Vi brast allesammen. Hver og en, der ikke reddede sig væk i en fart, blev forgiftet.

Enten endte vi børn på Herlufsholm som voldsapologeter, nogle som sociopater med teutonske forestillinger om os selv som jordiske halvguder, eller også endte de som jeg: Et brudt menneske på evig jagt efter alt andet end Herlufsholm.

For de sorteste af mine år lærte mig én ting. For evigt viste min fjende sit ansigt. Min livslange livsledsager bliver den dunkle Herlufsholmskov og det gamle kloster på bakken ved Susåen.

Min skygge bliver de hadske mures krav om aristokrati over dygtighed, tvang over samtale, brutalitet over venlighed, herskesyge over medfølelse, disciplin over individualitet, flok over menneske, autoritet over talent, lydighed over kreativitet, vane over emancipation.

Det er budskabet fra mit Herlufsholm –og Jan Guillous Solbacka. Det har ét – og kun ét – navn. Og mens I har læst dette, har I allerede hvisket det for jer. Det iser blodet, udraderer kønnet, formørker drømmene, brænder jeres bøger og jeres elskede, og minder jer om igen, at navnet aldrig vil forsvinde. Den taktfaste dundren af ensklædte bøller skriger sit navn: Fascisme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu