Nyhed
Læsetid: 6 min.

’Jeg har aldrig troet på den tyske velstand’

Ny tysk litteratur nyder stor opmærksomhed for tiden. I sidste uge gæstede en række tyske forfattere Danmark. Information har denne gang sat Wilhelm Genazino og Annette Pehnt stævne for at tale om Tysklands krise og litteraturens tid
Kultur
21. september 2004

Tyskerne kommer
Wilhelm Genazino er en af den tyske litteraturs store flanører. Født i Mannheim i 1943 voksede han op under kummerlige økonomiske forhold. Mens den tidlige Forbundsrepubliks økonomiske mirakel tog form, prøvede hans far at etablere sig som opfinder, men opfandt udelukkende allerede eksisterende ting. Ikke mindst denne socialisation synes at have skærpet Genazinos blik. Hans bøger er spækkede med særlinge og skæve eksistense.
Annette Pehnt derimod er et barn af den sene Forbundsrepublik. Født i Köln i 1967 er hun del af den legendariske Generation Golf – en generation, som voksede op under trygge økonomiske forhold, som rejste igennem verden med Ulrich Becks Risikogesellschaft i rygsækken, men for hvem DDR var et andet land, og som lagde en kraftig afstand til deres forældres – 68’ernes – politiseren. Pehnt selv, der i dag lever i Freiburg ved den tysk-franske grænse, har studeret og arbejdet i Irland, Skotland og USA.
Wilhelm Genazino og Annette Pehnt er med andre ord to forfattere med vidt forskellig baggrund. Det eneste, som umiddelbart forbinder dem, er deres opvækst i det tidligere Vesttyskland samt den opmærksomhed, som de for tiden nyder på den tyske litteraturscene. Mens Pehnt for sin seneste roman Insel 34 vandt juryens pris i Klagenfurt, modtog Genazino i år Georg-Büchner-prisen, én af den tyske litteraturs fornemmeste udmærkelser. Men hvordan er det at skrive i en tid, hvor Tyskland befinder sig i krise, hvor meget af det, som for kort tid siden blev taget for givet, står til diskussion? Er det litteraturens time nu?
Wilhelm Genazino: »Ikke for mit vedkommende. Jeg er slet ikke i stand til at reagere så hurtigt på samtiden. Derudover ligger et sådant krav om aktualitet langt fra min måde at iagttage tingene på. Det, som interesserer mig, er, hvordan den enkelte er præget af sin herkomst, og i hvilket omfang vedkommende formår at udvikle sit eget liv. Jeg er mere interesseret i den tyske arbejdsløshed i 1950’erne.«
»Lad mig dog tilføje én ting. Lige siden min barndom har jeg haft følelsen af, at tiderne ville blive dårligere igen. Jeg har aldrig troet på den tyske velstand. Jeg tænkte, at det ville fungere et stykke tid, og så ville det vise sig, at vi har levet for lånte penge. Vi bliver nødt til at spænde bæltet ind over hele linjen. Og vi kommer igen til at se virkelig fattigdom. Det eneste, der undrer mig, er, at det først sker nu. Jeg havde regnet med, at denne udvikling allerede ville ske i 1980’erne.«
Annette Pehnt: »Jeg har aldrig sat spørgsmålstegn ved denne velstand. Jeg har aldrig kendt til andet. Jeg er vokset op i en periode, hvor det gik ufattelig godt. Det er første gang, at jeg nu må opleve, hvordan noget falder fra hinanden, at det handler om at afstå, og om det at have mindre. Det er en meget interessant udvikling, som jeg i min litteratur dog aldrig ville kommentere direkte. Ligesom Genazino retter jeg blikket mod den enkelte og den enkeltes forsøg på at få livet til at hænge sammen.«

Outsidere og særlinge
– I Wilhelm Genazinos historier er det tit outsidere og lidt forsagte særlinge, som står i centrum. Annette Pehnt skriver om en ø, som er det klassiske symbol for utopien. Er det en måde at vende ryggen til hverdagen og normaliteten på, eller er det netop en strategi til at komme virkeligheden nærmere?
Pehnt: »Jeg ved slet ikke, hvad det egentlig er – normalitet. Når jeg ser på det, som bliver omtalt som hverdagen, opdager jeg mange ting, som forekommer mig meget mærkelige. Og det samme gælder for de figurer, som optræder i mine bøger. De udvikler egne strategier til at kunne unddrage sig, eller – ligesom i Insel 34 – at finde en vej igennem disse mærkværdigheder.«
Genazino: »Det er naturligvis lettere for Annette, fordi hun skriver to generationer efter mig. Hun er det æstetiske resultat af en økonomisk verdenspremiere, som altid har været mit emne. Da jeg var barn, drejede det sig endnu ikke om at distancere sig. Da var strøget eller stormagasinet stadigvæk noget fabelagtigt, et monumentalt løfte om økonomisk velstand. Først for de unge mennesker i dag er dette konsum blevet til et monster.«
– I repræsenterer to forskellige generationer. Wilhelm Genazino har fejret sine første publikumssucceser i de meget politiserede 1970’ere. Annette Pehnt tilhører en generation, som blev voksen i en tid, hvor de store ideologiske modsætninger brød sammen. Disse to generationer – kan de lære af og berige hinanden? Eller står de kultiveret, pænt og høfligt ved siden af hinanden uden at have noget at sige?
Pehnt: »Jeg synes ikke, at man kan bruge denne opdeling i generationer til særlig meget. Der er en del forfattere i min egen generation, som ikke siger mig noget. På den anden side er der forfattere som Wilhelm Genazino, som jeg vil betegne måske ikke som et forbillede, men hvor jeg med mine egne bøger gerne vil knytte an. Der findes en følelse af beslægtethed, som ingenting har med alder at gøre.«
Genazino: »Med fare for at generalisere, så vil jeg sige, at der i Annettes generation findes en tendens til at udtrykke differencen til det bestående næsten udelukkende på æstetisk vis. Det er, på grund af min opvækst og herkomst, umuligt for mig. Man vælger ikke de emner, som man skriver om, man tvinges til at gøre det. Og jeg har allerede i 1950’erne først og fremmest lagt mærke til de mennesker, som stod ved samfundets rand – om det nu var flygtninge, krigsinvalider eller også nazister for den sags skyld. Og da jeg skrev Abschaffel-trilogien i 1970’erne, var der så mange mennesker, som måske ikke ligefrem var gået fallit, men heller ikke var kommet nogen vegne. De var blevet nogle ubetydelige ansatte i ubetydelige kontorer – de var blevet marginaliserede. I dagens globaliserede verden ville de umuligt kunne få en ansættelse. Men dengang fandt man job til dem, hvor de blev parkeret på trods af deres manglende kvalifikationer.«
Pehnt: »På den måde må jeg bebrejde mig selv og andre fra min generation, at vi ikke længere har instrumenterne til at kunne analysere disse samfundsmæssige strategier, således at vi kun har den æstetiske distancering tilbage. Manglen på økonomiske og sociologiske kategorier sætter selvfølgelig grænser for, hvorvidt man kan beskrive den samfundsmæssige udvikling. Det må blive ved den æstetiske overflade.«
Genazino: »Dertil vil jeg sige, at det ikke nødvendigvis er et spørgsmål om generationer. På en måde har de ansatte altid været lige så meget hjemløse i litterær forstand som i samfundsmæssig. Bortset fra Franz Kafka, Siegfried Kracauer og Robert Walser er der jo ingen, som har tematiseret dem. De ansatte er et ubeskrevet blad. De er en perspektivløs masse, hinsides arbejderklassen.«
»Og det er jo ikke spor anderledes i dag, tværtimod. Når en virksomhed lukker eller flytter sin produktion, står 30.000 ansatte fra den ene dag til den anden på gaden – de bliver fjernet. De bliver marginaliseret, uden at nogen synes at lægge mærke til for slet ikke at tale om at protestere imod det. Selv de såkaldte massemedier interesserer sig ikke for disse menneskers skæbne. Det er en gåde for mig og meget skræmmende.«

Smil og tårer
– Nu nævner du forfattere som Kafka og Kracauer. Begge har beskrevet det almene i det særlige. Gælder det også for forfatteren Wilhelm Genazino?
Genazino: »Jeg vil håbe, at det skinner igennem teksten. Ligesom dem ser jeg det truede subjekt – det at man ikke kan gå igennem byen uden at blive æstetisk ødelagt fra reklamerne og de mennesker, som hele tiden ved alt. Jeg har altid opfattet mig selv som en af disse knækkede subjekter, som bevæger sig langs samfundets rand, som har perioder, hvor de klarer sig nogenlunde for så at blive arbejdsløse eller hjemløse eller komme ud for en anden krise i deres tilværelse. Det er mennesker, som bliver til æstetiske subjekter næsten imod deres egen vilje, fordi etableringen og opfindelsen af afstand er en æstetisk akt, en slags sublimering. Det bekymrende er, at disse mennesker er blevet til et massefænomen. Uden intention, men igennem omstændighedernes udvikling er mine bøger blevet til intime rapporter af disse typer. På den måde betragter jeg den opmærksomhed, som mit forfatterskab for tiden nyder, med såvel et smilende som et grædende øje.«

*Annette Pehnt: Insel 34. 188 sider, 16,90 euro. Piper
*Wilhelm Genazino: Eine Frau, eine Wohnung, ein Roman. 160 sider, 15,90 euro. Hanser

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her