Nyhed
Læsetid: 5 min.

Før drømmen gik i stykker

34-årige Julia Franck har skrevet en bog, som ligner en genfortælling af sin egen families historie. Men kun til dels. I virkeligheden er ’Lejrbål’ en roman om et høj-aktuelt emne – mødet mellem Øst og Vest
Kultur
30. september 2004

Interview
Julia Franck var forundret, for ikke at sige en smule fornærmet. Efter hun havde afsluttet manuskriptet til Lagerfeuer, ringede hendes mor og spurgte, om hun måtte læse bogen, inden den blev afleveret til forlaget. Moderen ville vide, om hun optrådte i romanen, om hendes
historie blev fortalt igennem en af personerne. I givet fald ville hun være forberedt på diverse spørgsmål fra sin omgangskreds, som fulgte datterens forfatterskab med stor opmærksomhed. Efter at have læst de knap 300 sider kunne hun imidlertid konstatere, at dette ikke var tilfældet. Der var elementer af hende i de forskellige karakterer. Dog ikke mere end at enhver, som levede i det tidligere Østtyskland, ville kunne nikke genkendende til og identificere sig med flere af bogens hovedpersoner.
Moderens videbegærlighed er forståelig. Umiddelbart virker
historien som en genfortælling af hendes egen. Også hun forlod DDR i 1979 – sammen med den ni-årige Julia og hendes to søskende. Også hun måtte udholde diverse chikanerier lige inden. Og også hendes ankomst i Vesten gik igennem optagelseslejren Berlin-Marienfelde – stedet, hvor romanen udspiller sig. Med andre ord: Teksten har autobiografiske elementer, uden at være autobiografisk.
»Lejren fascinerede mig, fordi det er overgangens sted. Man har forladt noget, men er ikke ankommet til noget andet endnu. Det gælder både én selv, men samtidig også omverdenen. I mange østtyskeres øjne var man, så snart man var udrejst, allerede Westler, og dermed en slags forræder – også i de personers øjne, som selv var kritiske over for det socialistiske regime, idet man helst skulle blive og kæmpe for forandringer indefra. For vesttyskerne derimod blev man ved med at være østtysker, Ostpokken.
I bedste fald udviste de mangel på interesse, men som regel var det afsky og foragt,« siger Julia Franck.
– Hvad har disse personer med i baggagen? Hvad drømmer de om?
»De har forskellige ting med i baggagen. Jeg tror, alle drømmer om frihed. Men det er ikke det eneste. I Lejrbål har jeg forsøgt at vise, at man ikke kan reducere en flugts motiver til udelukkende politiske kategorier. Personlige årsager spiller en stor rolle – i hovedpersonen Nelly Senfs tilfælde for eksempel er det et kærlighedsforhold, som er blevet afsluttet igennem døden. Hun leder efter en ny verden, som ikke hele tiden minder hende om sin elsker og hans ubegribelige forsvinden.«
– Lejren som håbets sted?
»Bestemt. Håbet på en større selvbestemmelse. De fleste mennesker, som levede øst for Muren, forbandt jo Vesten med en slags paradisforestilling. I alle diktaturer eksisterer der en tro på, at det gode findes, at det hører hjemme i den anden verden,« siger Julia Franck.

Fremmede arm i arm
Eftermiddagssolen falder ind igennem vinduet. Julia Franck lukker sine klare lysegrå øjne, som på samme tid virker voksne og ungdommelige, erfarne og hudløs ærlige. Mange af bogens stemmninger og følelser har hun selv oplevet, fortæller hun. Håbet for eksempel. Og skuffelsen, som fulgte umiddelbart efter, da hun af de nye skolekammerater i Vest-Berlin bliver udgrænset og gjort til genstand for vittigheder om tøj og sko og hendes angiveligt helt forkerte måde at gebærde sig på.
»Netop derfor oplevede jeg Murens fald med alt dens eufori med en meget stor skepsis. Pludselig lå de mennesker, som før stod fremmede, ja fjendtlige over for hinanden, arm i arm. For mig, som ikke længere var østtysker, men heller aldrig havde fået lov til at blive en ligeværdig del af det vesttyske samfund, forekom det falsk eller i det mindste meget tilfældigt.«
– Hos dig lyder det som en genforening af to fremmede lande?
»To fremmede lande, som var sig endnu mere fremmede, fordi de talte det samme sprog. Netop det samme sprog accentuerede forskellene, bl.a. i den historiske udvikling mellem Øst og Vest. Tag forholdet til staten. At staten alene lænker og forvalter samfundet, det er noget, som er blevet indoktrineret i løbet af 40 år og ikke mindst ved hjælp af vold.«
»Også disse underlige demonstrationer imod de såkaldte Hartz-reformer, som vi oplever for tiden, er et resultat af denne opvækst. De udtrykker et krav på arbejde og arbejdsformidling, et ønske om anvisning i det daglige liv. Det er et meget tysk træk – alle disse bureaukratiske strukturer, hvor både velfærd, retfærdighed, men også lykke bliver forvaltet.«

Tykland uden tro
Julia Franck betragter Tyskland som et land, der ikke bare har tabt troen på sig selv, men troen i det hele taget, også på fremtiden. Ifølge hende har denne kendsgerning sine rødder i det Tredje Rige. For alle overlevende, såvel ofre som gerningsmænd, var denne periode med dens totale sammenbrud i 1945 en traumatisk oplevelse – en oplevelse, som udslettede evnen til at tro – på Gud eller hvad som helst. I stedet for blev troen erstattet af mistillid, angst og selvhad, som under Den Kolde Krig let var projekterbar mod det andet Tyskland.
»Østtyskland var jo ikke eksotisk eller noget, som lå fjernt fra vores eget, rettere sagt: den vesttyske identitet. Tværtimod har den politiske ideologi, som opstod her – kommunismen, senere socialismen – noget, som direkte har med det nazistiske drabsmaskineri at gøre. DDR var et resultat af den tyske historie, og ikke et østtysk produkt. Denne årsagssammenhæng blev dog hurtigt glemt i Forbundsrepublikken,« siger Julia Franck.
»Jeg mener, at velstanden i Vest resulterede i mæthed og lammelse. Menneskene var her pakket ind i vat, de levede et overbeskyttet liv. Og frem for alt i min egen generation har det ført til en ufleksibilitet, især med hensyn til den kritiske refleksion, fordi man egentlig ikke skulle sørge for eller bekymre sig om noget. Det største problem var at skulle træffe et valg mellem de talrige muligheder.«
»Også jeg var forfalden til denne vesttyske illusion, dengang jeg fik min studentereksamen. Jeg mente, at hele verden stod åben for mig, at jeg kunne foretage mig hvad som helst. Og i denne Herrenmenschendasein viste de fleste vesttyskere sig som temmelig uduelige til at reflektere over, hvad det virkelig betyder at vokse op i et diktatur. At det ikke alene er gjort med at vinde friheden tilbage, men at det efterlader dybe spor, når et samfund har levet under disse vilkår i 40 år.«
– Og dermed bliver optagelseslejren i din roman til et symbolsk sted i mødet mellem Øst og Vest?
»Netop. Jeg kunne naturligvis havde anlagt et politisk fugleperspektiv og skrevet en fagbog. Men jeg ville fortælle denne historie igennem nogle menneskers øjne, som har sat sig for at krydse grænsen, og hvis drøm om et bedre liv endnu ikke er gået i stykker. Lejren bliver til en mellemstation, hvor drømmens relativering begynder, hvor den måske ikke er bristet endnu, men hvor man får de første anelser om, at det vil ske. Lejrbål er ikke en vejledning i, hvordan man ankommer. Romanen stiller flere spørgsmål, end den giver svar,« siger Julia Franck.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her