I middelalderballaden »Torbens Datter« fortælles om den bratte kærlighed, der opstår mellem drabsmanden og den myrdedes datter. Den lakoniske vise slutter med, at de rider bort over de sorte heder, med omkvædet »Der dagen han dages, og duggen den driver så vide«.
Det er et lignende motiv, Selma Lagerlöf har udbygget i sin lille roman Hr. Arnes penge, som Anne Marie Bjerg nu har indlemmet i sin række fortjenstfulde nyoversættelser af den magiske fortæller, en guldmønt i den svenske skatkiste for nu at blive i romanens verden, hvor økonomien er en skummel drivkraft, al den stund rigdomserhvervelsen er en forgæves vej ud af den menneskelige misere, i fiktionen og i virkeligheden.
Handlingens i denne fortælling, iklædt 1500-tallets dragt, udspilles i Bohuslän omkring Marstrand i tiden efter reformationen. Ikke bare en folkevise, men også eventyrverdenen falder en i tankerne med forfatterens lån af tre røvere, der befrier en jomfru fra indespærring med de komplikationer og grufulde samvittighedskvaler, det indebærer, når følelserne vækkes. Som andre store elskere af folkedigtningen bruger Selma Lagerlöf på moderne vis spøgeriet og det overnaturlige bevidst som projektioner og synliggørelse af det sjælelige i et såre artistisk gengangeri.
Skinliv
Tre skotske landsknægte myrder i den isnende vinter præsten hr.
Arne og hele hans familie og stjæler hans skatkiste fyldt med sølvmønter, konfiskeret fra klostrene. Dog undslipper plejedatteren Elsalil, mens den jævnaldrende datter får et skinliv efter døden med påbud om hævn. Den nu rigt udstyrede Sir Archie og hans to kumpaner lever livet, mens de venter på skibslejlighed, når isen bryder op. Og den små Elsalil forelsker sig i uafvidende i morderen, hvis bedre følelser titter frem. Den døde søster formår dog at vække hende til erkendelse det er frygtelig spændende fortalt!
Og her tager sjæledramaer fat i samvittigheden: skal hun forråde sin elskede og hævne drabet eller følge ham på flugten. En klassisk konflikt.
I modsætning til folkevisens åbne slutning skrives dramaet ud i sin konsekvens. Hun træffer sit valg, ofrer livet for at standse ham. Men først i sidste øjeblik fanges han og de andre på skibet, der skal føre dem bort. Et skæbnens redskab er den arme fiskehandler Torarin, der en tid lang er ledefigur og rapportør af de gruelige begivenheder og tager hånd om Elsalil. Det er også ham, der vækker skipperen til dåd, så morderne arresteres, mens pengekistens indhold bruges til at afholde de øvrige landsknægte fra at gribe ind. Elsalils lig, som Sir Archie kynisk-sentimentalt har villet tage med sig som trofæ, bliver hentet af et magtfuldt optog af Marstrands kvinder, der skrider frem over isen. Først da løsnes de mægtige isskruninger i en stor symbolsk gestus.
Og det er langtfra den eneste.
I den særegent enkle episke stil, som Selma Lagerlöf behersker, er der en dobbeltbund af varsler og naturhændelser, en overnaturlig sanseskærpelse hos visse personer for ikke at tale om dyr, og dertil fordobling af skikkelser som udtryk for splittelse eller uvished. De to plejesøstre er jo sider af det samme sind, som det også forekommer i romantikkens og modernitetens digtning, hos H.C. Andersen med Skyggen, Dostojevskij med Dobbeltgængeren, Ibsen i drama efter drama. Ikke så mærkeligt at Mauritz Stiller kunne dreje en film over Hr. Arnes penge med denne visuelt gestaltende fortællemåde. Der er overalt en fortætning af betydninger, som f.eks. i Rådhuskælderen, hvor opgøret mellem de to modvilligt elskende finder sted i en tyk, truende atmosfære, der udløses i flugten op af den snævre trappe mod lyset. Der er tolkningsmuligheder overalt.
Det er da også sigende, at beretningen afsluttes med et mødrene optog, afbildet på Albert Edelfelts maleri, der er brugt som omslagsillustration på bogen: »Men efterhånden som kvinderne skred frem, brød storm og bølger ind bag dem og væltede isen op hvor de nylig havde gået, så da de var kommet ind til Marstrand med Elsalil, stod alle havets porte åbne.«
Så meget af en befrielse kunne Selma Lagerlöf give denne skepti-ske skildring af en splittet, voldelig mandsverden, der her sam-menlagt er skyld i den meste uorden: den rugende penge- og menneskegnier hr. Arne, den iskolde morder Sir Archie, der nødig vil tøs op, og hvis navn typisk nok ligner offerets, og den skrogede fiskermand Torarin, som dog er lidt af en hjælper i februars vintermørke.
Den sorthvide træsnitskunst er fuld af farverige lidenskaber.
*Selma Lagerlöf: Hr. Arnes penge. Oversat af Anne Marie Bjerg. 144 s. 169 kr. Gyldendal. ISBN 87-02-03058-6
