Læsetid: 4 min.

Litteraturens kvinder raser

Kun fire ud af 40 forfattere i Undervisnings-ministeriets nye kanon er kvinder. Kvindelige forfattere og litterater anfægter kanonudvalgets litteratursyn – det er udtryk for en velkendt patriarkalsk synsvinkel på litteraturen, lyder det.
29. september 2004

Kanondebat
Der er almindelige forundring og vrede blandt litteraturens kvinder over Undervisningsministeriets nye kanon. Flere ser prioriteringen som et udtryk for en velkendt patriarkalsk synsvinkel på litteraturen.
»Jeg har mødt den indvending, at skolerne jo bare kan læse kvindelitteratur som emne. Men det er det sædvanlige, at kvinder gøres til en biting,« siger forfatteren Merete Pryds Helle.
Hun erklærer, at »det er fuldstændig tåbeligt, at der er så få kvinder med, det kan simpelthen ikke passe«, og mener, at kvinder burde opstille en alternativ kanon.
»Denne kanon bærer præg af, at det menneskelige er det mandlige, en mandlig udviklingshistorie er en menneskelig udviklingshistorie og altså det normale. Så kan dem, der skovler kul og negrene og kvinderne komme med i en fodnote,« mener forfatteren Vibeke Vasbo.
»Det er ret chokerende, at der kun er fire kvinder ud af 40 forfattere,« siger forfatteren Janne Teller.
»Dels har nogle kvinder en kvalitet, der ikke kan overses, dels foregår der en historisk kamp for overhovedet at blive hørt som kvinde, der ikke bør overses i en kanon. Kvinder har flyttet noget i litteraturen, ligesom Brandes flyttede noget.«

Historiesyn og genre
Flere anfægter også kanons historiesyn. Forfatteren Inge Eriksen spørger direkte, om kanon skal bruges til at udfylde hullerne i uddannelsernes nedskårne historieundervisning.
»Man har undveget en masse problemer ved ikke at pege på bestemte værker,« siger hun.
Men det burde man have gjort, og man skulle have peget på 20 frem for 15, det havde givet bedre mening mener hun.
»Så havde man ikke kunnet undgå Leonora Christines Jammersminde og Thit Jensens historiske roman Stygge Krumpen.«

Nationalistisk tendens
Anne Fastrup, der er adjunkt på litteraturvidenskab på Københavns Universitet, hæfter sig ved, hvad hun kalder kanons nationalistiske tendens. Man har valgt Grundtvig og Oehlenschläger til den fælles kanon fremfor Søren Kierkegaard og den internationalt orienterede Søren Baggesen, påpeger hun.
De forfattere, der er slået igennem i den store verden, har ikke fået samme prioritet som de nationale skjalde, mener hun.
Både Inge Eriksen og lektor Tania Ørum undrer sig over, at kanon stopper i 1965. Inge Eriksen kalder det »fejt« og mener, at man har villet undgå at nedprioritere nulevende kvindelige forfattere som akademimedlemmerne Suzanne Brøgger og Pia Tafdrup.
Tania Ørum peger på, at jo højere man kommer op i tiden, jo flere kvinder er der, »som snildt kunne være med i det kompagni. Men det har tidligere været vanskeligt for kvinder at komme til at skrive, så det er klart, at man ikke kan pege på så mange kvindelige hovedværker i ældre tid,« siger hun.
Merete Pryds Helle peger på det samme og understreger, at dette ikke er et spørgsmål om kønskvotiering.
»Der har gennem historien været flere mænd, der har været forfattere, og det kan ikke være udvalgets opgave at være ’søde’. Men det er grotesk, at de kun kan se mænd. At det stadig sker, at mænd kun har øje for mænd, at kvinder er nødt til at manifestere sig og lave netværk for at få ørenlyd,« fastslår hun.

Et genreproblem
Tania Ørum peger også på, at skævheden i forholdet mellem kvinder og mænd skyldes udvalgets genrevalg.
»Ved ikke at tage breve og erindringer med har man automatisk sorteret kvinderne i ældre tid fra. Og er det en god ide?« spørger hun og peger ligesom flere andre på Agnes Henningsens og Karin Michaëlis’ erindringsbøger.
I folkeskolen og gymnasiet læses der i forvejen altovervejende mandlige forfattere, oplyser kanonudvalget i sin rapport.
»Hvis læsevanerne i forvejen er sådan, påhviler det i særlig grad kanonudvalget at pege på kvindelige forfattere,« mener Tania Ørum, der desuden opfatter kanon som uambitiøs i forhold til at lære folk at læse.
»Man har prioriteret realister frem for modernister,« konstaterer hun.

Hvem burde med?
Alle adspurgte er enige om Leonora Christines Jammersminde som selvskreven. Og der er bred enighed om, at Inger Christensen burde have været med i den fælles kanon ligesom i øvrigt Kingo og Broson, der også kun er med på de supplerende lister. Amalie Skram og Thit Jensen går ligeledes igen i de flestes personlige kanon.
»Amalie Skram har de værste, altså de bedste beskrivelser af jalousi, jeg kender. Det går gennem marv og ben,« siger Vibeke Vasbo.
»Der er ingen dansk forfatter, der har overgået Thit Jensen i beskrivelsen af en folkemængde,« fremhæver Inge Eriksen. Derudover nævner flere, at Mathilde Fibiger burde med på grund af sin historiske betydning som første kvindelige, danske romanforfatter, ligesom Marie Bregendahl, Thomasine Gyllembourg og Charlotte Dorothea Biehl fremhæves.
Merete Pryds Helle peger på Bodil Bech som en fremragende, men overset lyriker, Janne Teller efterlyser Elsa Gress.

Traditionelt
Går man op til nutiden, hvad de fleste synes ville være rimeligt, savnes navne som Suzanne Brøgger og Kirsten Thorup.
Hovedindtrykket blandt de adspurgte er, at der er tale om en meget traditionel, meget konservativ kanon.
»Den kanon, der er opstillet, er jo de allerede kanoniserede, dem vi selv har læst i skolen,« som Merete Pryds Helle bemærker.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu