Læsetid: 3 min.

Alletiders modelvoksen

Hvis du ikke kan holde det ud, sagde han, så kan du sgu da bare lade være med at skrive, sagde Højholt engang
28. oktober 2004

Højholt
»Som du ser har jeg fået en skrivemaskine, 385 kr. værsgo og spis, men den skal jeg nok få betalt med tiden. Nu har jeg sat nyt farvebånd i og foreløbig går det godt!«
Biblioteksstudende Per Højholt Jørgensen i privat brev til ungdomsvennen Finn Stein Larsen. Dateret 11.10.1948. Optrykt i Natur Retur, en bog om Per Højholts forfatterskab, red. Iben Holk, forlaget Centrum 1984.
Første gang jeg så Per Højholt, var i den såkaldte Havestue på Hald Hovedgård. Det var i 1978. Han stod op ad en dørkarm og snakkede med Arenas direktør, K. E. Hermann.
Det boblede fra ham med det karakteristiske fnis og med udsøgte giftigheder om Tvind. Dengang var det aldeles ukorrekt at sige noget ondskabsfuldt om Amdi Petersens revolutionære imperium, men det var faneme morsomt at høre på. Jeg var ganske vist til stede, men jeg deltog jo ikke i samtalen, derfor gik jeg udenfor for at grine af.

Højholtsk drengefnis
I virkeligheden tror jeg tit Højholt var en smule træt af unge forfatteres benovelse over bare det at kende ham. At det forholdt sig sådan, kom jeg selv på sporet af nogle år senere, da jeg havde fået – fint – sæde i Arenas redaktion, dvs. sammen med bl.a. Højholt. Jeg opdagede det, fordi jeg under et redaktionsmøde blev pissesur på ham.
Jeg havde brugt flere dage på at læse et manuskript, der var både meget ’eksperimenterende’ og også vældig kultiveret. Jeg havde læst det endnu engang i toget, hele vejen fra Tåstrup til Viborg. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle mene om det, men jeg nåede ikke at sige noget som helst. Højholt greb manuskriptet, bladrede i det i – højst – fem minutter, og smed det så fra sig på bordet. Det er noget lort, sagde han. Du har sgu da slet ikke læst det! sagde jeg. Det gjorde ham helt forlegen – men godt nok kun et øjeblik. Så fingerede han lidt ved manuskriptet igen, dog uden direkte at læse i det. Nåja, sagde han. Måske skulle jeg kigge på det – senere. Det gjorde han garanteret ikke – og for resten havde han ret, det var virkelig noget lort.
Men jeg havde i det mindste gjort indtryk på ham.
Engang ved en middag, også på Hald, satte han sig ved siden af mig. Jeg gider ikke snakke med dem derovre, mumlede han og nikkede over mod den anden side af bordet. Der sad en god del af Gyldendals daværende ledelse. De havde påtaget sig at forsørge Arena, og det talte så absolut til deres fordel. Men man kender jo ikke de mennesker, sagde Højholt med et af sine drengefnis.
Han var ikke god til middage og den slags. Også ved denne lejlighed rejste han sig efter lige at have nippet til det andet glas rødvin. Det gjorde han altid, han forsvandt simpelthen. Han orkede ikke at sige farvel til folk – og udenfor fristede Toyotaen, der kunne bringe ham sikkert hjem til Hørbylunde. Til Medovateen og leverpostejmadderne med majonæse.
Lige inden han gik, havde jeg nået at beklage mig over vilkårene for forfattere. De økonomiske vilkår. Han så skråt på mig, jeg håbede selvfølgelig på en støtteerklæring fra den store forfatter. Det fik jeg ikke. Hvis du ikke kan holde det ud, sagde han, så kan du sgu da bare lade være med at skrive.
Men så var han også den, der var gået. Han var alle tiders ’modelvoksen’, som de siger omme i børnehaven.

Det er klart at stang-
springeren
for enden af den lodret
vibrende stang
glider ind i et vindstille
af næsten umenneskelig
ensomhed
for et sekund – men lige så
klart
at samme ensomhed findes for andre
på lavere højder: den bedste er ikke alene, helt,
han følges til dørs af
adskillige.

Fra ’Enhjørningens kvababbelser’, 1979

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu