Nyhed
Læsetid: 2 min.

Bogkort

Kultur
7. oktober 2004


v./ Mette Størum Krogh
*Hvedekorn
I morgen udkommer Hvedekorn – tidsskrift for poesi og kunst, der har valgt at titulere høstnummeret Nyt svensk. Således fremlægges et udvalg på otte svenske digtere, nemlig: Malte Persson, Ulf Karl, Olov Nilsson, Fredrik Nyberg, Leif Holmstrand, Katarina Frostenson, Ann Jäderlund, Erik Beckman og Stig Larsson. På billedsiden bidrager den svenske billedkunstner Kristofer Hultenberg.
Hvedekorn 3/2004. Morten Søndergaard, Tomas Thøfner og Andreas Brøgger, red. 64 s., 98 kr. Borgens Forlag.

*Bogens Verden
Tidsskriftet for kultur og litteratur, Bogens Verden, er undtagelsesvis udkommet som dobbeltnummer. Det skyldes dels frafaldet af portostøtte, dels et ønske om at publicere de artikler, der er faldet uden for tidligere numres tematiske begrænsning. De mange sider har dog alligevel gjort plads til deltemaet Queervinkler på dansk litteratur, der fokuserer på den ’kønnede læsning’ af litteraturen, som Karen Blixens forfatterskab eksempelvis er et velegnet offer for.

*Premiere
I 1878 skrev den da 21-årige Herman Bang en komedie i fem akter, betitlet Offret Liv. Den blev imidlertid aldrig opført eller trykt, men udgives nu for første gang på C.A. Reitzels Forlag. Hovedpersonen, den ædle Fru de Bellefargues, opofrer sig i stykket for sin datters kærlighedslykke og skriver sig dermed som den første ind i rækken af bangske kærlighedsmartyrer som Katinka Bai, Tine Bølling og Ida Brandt.
Herman Bang: Offret Liv; Komedie i fem Akter. C.A. Reitzels Forlag. 160 s., 150 kr. ISBN 87-7876-376-2.

*Franske roser
Den norske forfatter Lars Saabye Christensens roman Halvbroderen, der indbragte ham Nordisk Råds Litteraturpris i 2002, er netop udkommet i Frankrig, til stor begejstring for kritikerne. Således skriver publikationen Madame Figaro »Denne roman, som kommer fra kulden, varmer hjertet, oplyser sjælen og forgylder de øjeblikke, man tilbringer sammen med den. Den åbenbarer også et formidabelt forfattertalent.« Anmelderen i magasinet Page stemmer i: »Christensen har uden tvivl en fuldbåren fortælleevne, som med morsomme vendinger fører os ind i et barokt og intenst univers, eksotisk og foruroligende. Bogen er en åbenbaring«.

*Bogmesse
Frem til 10. oktober foregår den årlige bogmesse i Frankfurt, der fra dansk side har deltagelse af Inger Christensen og Morten Søndergaard, som vil læse op af egne værker på messens sidste dag. Litteraturcentrets stand på messen er i år bygget op omkring H.C. Andersen, formidling af nyere danske forfattere samt Litteraturcentrets netsted www.childbooks.dk. I førstnævnte anledning vil forfatteren Günter Grass, der er i gang med illustrationer til H.C. Andersens eventyr, besøge standen og læse op fra disse og fortælle om sit arbejde.

*2 x Morten på Lab
Det er i dag den første torsdag i en ny måned. Det betyder endnu et oplæsningsarrangement i Øverste Kirurgiske-regi i aften kl. 20 på Lab, Vesterbrogade 107b, hvor følgende navne vil gribe mikrofonen: Morten Søndergaard, Julia Butschkow, Morten Sabroe, Flemming Therkildsen, Claus Beck-Nielsen (1963-2001), Jens Blendstrup og Thomas Krogsbøl.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her