Læsetid: 10 min.

Guldgravere blandt gangstere

Omvendt racisme, bondefangeri og bevæbnede arbejdsgivere. Horden af purunge producere fra Danmark lagde kaukasiske snuder til lidt af hvert, da de i 1990’erne viste verden, at hvide kan lave hiphop –– for og med sorte
Før der var noget, der hed Den Gale Pose, var producerkollektivet Madness 4 Real blandt de unge danskere, der jagtede hiphopguldet i USA.

Før der var noget, der hed Den Gale Pose, var producerkollektivet Madness 4 Real blandt de unge danskere, der jagtede hiphopguldet i USA.

Michael Medgyesi

23. oktober 2004

Det er fredag i slutningen af juli 2003, og vennerne i den nydannede producertrio Lounge Lizzards holder sommerferie hver for sig.

Manager Lasse Siegismund danderer den på ø-koloni med en flok skoleelever, og Lasse Theis Martinussen deltager i en familiesammenkomst, så Jonas Vestergaard er alene om at passe den lidt sløve geschäft i København.

Om aftenen tjekker han som sædvanlig Lounge Lizzards’ hotmail-konto. I indbakken venter en forespørgsel fra en manager i USA. Mailen er kortfattet og klar i mælet:

»Mit navn er Brad Baker. Jeg skriver på vegne af Speech, som har lyttet til jeres instrumentaler. Han er interesseret i at bruge tre af produktionerne til Arrested Developments næste pladeprojekt.«

Da det først går op for Jonas Vestergaard, at Speech er hovedkraften i Arrested Development, får den 26-årige dansker hænderne i vejret. To måneder senere sidder de uerfarne Lounge Lizzards i frontfigurens baghave i Atlanta, Georgia, og nørkler med kompositioner for et af de tidlige 1990’eres største hiphop-navne med seks millioner album under det ikke-eksisterende bælte.

Danskerne gør indtryk, og da de forlader Atlanta efter halvanden uges slid, har de bidraget med seks produktioner til comebackpladen Among the Trees. Albummet rammer først sit hovedpublikum i Nordamerika og Japan til januar næste år, men i Tyskland og Skandinavien har den foreløbig solgt 15.000 eksemplarer.

Det lyder måske ikke af meget, men det skæpper i Lounge Lizzards’ bundløse kiste, ligesom samarbejdet stråler på medlemmernes ellers spinkede curriculum vitae.

Tidligere i år kiggede hitgruppen Black Eyed Peas eksempelvis forbi, og over danskernes beat indspillede amerikanerne et nummer, der meget vel kan ende på deres næste langspiller.

I sidste uge tog de tre Albertslund-drenge så turen til England og producerede en skæring for soulsangeren Tyler James, der af briterne hypes som den næste Justin Timberlake. Interessen fra udlandet har skærpet Lounge Lizzards’ appetit.

»Til februar får vi svar på vores visum-ansøgning om at arbejde fra Atlanta, hvor Speech vil hjælpe os i gang. Men måske foretrækker vi London i stedet. Det er nok lidt mere os,« mener Jonas Vestergaard, der stadig kan blive ramt af grinespasmer, når snakken falder på opholdet hos Arrested Development i sydstaten Georgia.

Her var trioen indkvarteret på et ydmygt motorvejsmotel med to senge, og de fik daglig udleveret lommepenge på 25 dollar pr. næse af den lettere reserverede Speech.

Så virker rapperens påskønnelse af producerne umiddelbart mindre nærig. Over for Information forklarer Speech sit valg af en ubeskrevet trio fra Danmark:

»Som kunstner nyder jeg nogle særlige ting ved europæiske samarbejdspartnere. Især ydmygheden, der er meget forfriskende. Unge hiphoppere i USA kender sjældent til kulturens oprindelse og grundstene. I stedet går mange amerikanske producere mest op i, hvilken bil de får stillet til rådighed. For Lounge Lizzards var der andre ting på spil, og i Atlanta demonstrerede de en dybere indlevelsesevne, end vi er vant til. Og så drikker drengene for resten usædvanlig meget kaffe,« tilføjer den idealistiske frontfigur fra Arrested Development.

Talent-eksport

Lounge Lizzards er langt fra de første hiphop-producere, der søger væk fra den rappende andedam og prøver lykken i udlandet. Opnår de succes, er det faktisk heller ikke opsigtsvækkende i sig selv.

Mens danskere inden for pop og rock –- med Metallica-medlemmet Lars Ulrich, minimalisterne Laid Back og tyggegummibandet Aqua som de indiskutable undtagelser –- har haft svært ved at bide sig fast uden for Skandinavien, så sætter hiphop-producere fra Danmark til stadighed kraftige fingeraftryk på den internationale scene.

Måske fordi de tilbage i 1980’erne længtes så meget efter hiphoppens vugge, at de satte alt på spil for at komme over og dyrke den genre, der længe lignede et minebelagt ingenmandsland i Danmark.

Eksporten af producertalenter tager for alvor fart i de tidlige 1990’ere, da myten Carsten Willer initierer en række transatlantiske ekspeditioner.

Med sine ubestridelige talegaver trækker entreprenøren håbefulde danske producere med sig til Los Angeles, der med gangstarappens eksplosion har kapret têten fra New York som hiphophovedstad.

Mich ’Cutfather’ Hansen, Carsten ’Soulshock’ Schack, Henrik ’Phase 5’ Marquart og Henrik ’Doctor Jam’ Milling søger i første omgang lykken under Carsten Willers vinger. Senere kommer andre markante producere som Thomas ’Ezi-Cut’ Hinz, Jeppe ’Jay-B’ Bisgaard og kvartetten Madness 4 Real til.

På den amerikanske vestkyst er omgangstonen hård, og de 18-19 år unge knøse i Madness 4 Real aner reelt ikke, hvad denne Carsten Willer har lokket dem ud i.

Jesper ’Jokeren’ Dahl husker tilbage på sin første studiesession med rapperen Easy-E og hans tungt bevæbnede bodyguards. Scenen udspiller sig i bydelen Torrance i det sydlige Los Angeles, efteråret 1992:

»Der blev rullet en joint med noget kraftigt superskunk. Jeg sendte den videre rundt efter et par inhaleringer, men de andre i lokalet rørte ikke lortet. Jeg skulle åbenbart ryges ind, og det troede jeg nok, jeg kunne klare –- jeg begyndte jo med hash, da jeg var 14. Men til sidst var jeg blevet knokleskæv, og jeg takkede derfor nej. Så kom der en kæmpestor sort bodyguard over til mig. Han bukkede sig, rakte mig jointen og sagde: ’take a hit for the black man.’ Det gjorde jeg selvfølgelig, og derefter var alt O.K.«

Dyre lærepenge

Jokeren og hans slæng, som siden bliver til rapgruppen Den Gale Pose, får glød i mere end fjolletobakken under deres ophold blandt de sorte rappere. Det samme gør Soulshock, der med partneren Karlin fanger helvedesstormeren Tupac ’2Pac’ Shakurs opmærksomhed i midt-90’erne.

Madness 4 Real benyttes blandt andre flittigt af NWA-udbryderen Ice Cube, hvis plader konsekvent går i top-10 på den amerikanske hitliste. Det betyder dog ikke, at knægtene fra Hillerød nord for København bliver blingbling-rige ligesom mange af de tunge drenge, producerne laver beats for.

Mens både Soulshock og en række af de andre danskere hurtigt bryder med fantasten Carsten Willer, tager det således Madness 4 Real tre år at lugte lunten –– at Willer har taget røven på dem i en grad, så det svider at sidde ned.

Da producerkollektivets medlemmer definitivt vender deres kaukasiske snuder mod København i slutningen 1995, har de godt nok produceret 33 numre på guld- og platinsælgende album med amerikanske rappere, men alligevel ser de nærmest ingen penge under opholdet i Los Angeles.

Derfor må danskerne på skift rejse hjem til København for at tjene til en ny runde i gangstaland. Jokeren arbejder blandt andet i en DSB-kiosk og som trappevasker på sine visit i fædrelandet.

De mange mistede penge fremprovokerer en mindre hyggelig shout-out til Carsten Willer i bookletten på Den Gale Poses grammy-vindende 1998-album, Sådan Er Reglerne:

»Fuck dig! Du er en lille møgluder af en krejler og en plattenslager – du skylder,« lyder beskeden. I

følge Jokeren er han, Nicolas ’Coldhandz’ Kvaran og Rasmus Berg i alt blevet snydt for mere end en million dollar i royalties.

»Men jeg gider ikke være bitter over det længere. I stedet ser jeg det som lærepenge. Vi ville spare 3.000 til en advokat, og den fejl begår ingen af os igen. Desuden var jeg jo kun 22 år, da vi kom tilbage til Danmark. Det var ikke nogen katastrofe,« konstaterer rapperen.

Han minder også om, at Carsten Willers fantast-gen sådan set fik umulige ting til at ske. Eksempelvis at en flok hvide teenagere uden nævneværdige meritter pludselig lavede musik med nogle af de største, mest forhærdede og racistiske sorte superstjerner.

»Vi havde jo næppe selv formået at fikse den slags forbindelser,« erkender Jokeren.

Det vil Carsten Willer sandsynligvis give ham fuldstændig ret i, men det er ikke lykkedes at få kontakt med hiphop-entreprenøren og høre hans personlige udlægning af skattejagten i USA. Sporet af guldgraveren Carsten Willer er koldt, rygterne varmere – de går på, at han har været involveret i pornobranchen og siden hen konverterede til en nykristen bevægelse.

Blegfisen triumferer

Tårnhøje Kim Sæther fra landsbyen Lille Skensved nær Køge drager også på eventyr i USA. Men modsat adskillige af sine landsmænd bliver han ikke taget ved røven undervejs. Han giver tværtimod nogle af hiphoppens største personligheder en gevaldig røvfuld.

Da teenageren med aliaset DJ Noize i 1994 ankommer til det legendariske New Music Seminar i New York, overgår han hele den amerikanske verdenselite i kunsten at scratche og mikse vinylplader.

Det gør han med stjerner som hedengangne Notorious B.I.G. iblandt det afroamerikanske publikum. Triumfen er den eneste til en blegfis i arrangementets historie.

»Under de indledende runder råbte folk sådan noget som ’DJ Milkbone’ og ’White boy get off the stage!’ efter mig. Men da jeg affyrede mit første trick, kunne jeg godt fornemme, at de dæmpede sig lidt,« forklarer DJ Noize, der i 1996 -– som den blot anden dj i historien –- føjer et DMC-verdensmesterskab til sin New Music Seminar-titel.

I dag laver han musik med rappere i ind- og udland, optræder på natklubber, og hver fredag aften beværter den 29-årige vinylvender sit selvbetitlede hiphop-radioshow på P3.

Det, der i 1994 tvinger den kålhøgne crowd i New York til at spærre gluggerne op og rulle lyttebøfferne ud, er DJ Noizes innovative evner.

Som den første dj på amerikansk grund får han sine vinyler til at tale med hinanden. Det vil sige, at den uhyre eksakte pladejonglør spiller brudstykker af lyrik fra den ene vinyl og lader den anden vinyl svare igen eller alternativt fuldende sætningen -– samtidig med at rytmen holdes, naturligvis.

Påfundet vækker opsigt i New York, selv om princippet faktisk allerede er afprøvet af flere konkurrerende kolleger tilbage i Danmark. Bare ikke nær så avanceret, som DJ Noize formår det.

På samme måde er danske pladevendere -– med Cutfather og Ken ’The Duke’ Larsen i spidsen -– også de første til engang i midten af 1980’erne at afmærke deres vinyler med små stykker tape. Teknikken, der hjælper ekvilibristerne med hurtigere at ramme den helt rigtige rille midt i et miks mellem to snurrende plader, bliver siden globalt udbredt.

Outlandishs varme vibe

Globalt udbredt bliver Lucas Secons musik også i 1994. Som den første og hidtil eneste danske rapper entrer han den amerikanske billboard-salgsliste med sit andet pladeudspil, Lucacentric.

Især den funky, boblende og for samtiden voldsomt aparte single »Lucas With The Lid Off« hitter og når op i top-30 – godt hjulpet af det franske instruktørgeni Michel Gondrys syrede one take-video.

Året før gør kongesønnen fra Uganda med opvækst i Kokkedal, Al Agami, sig også heldigt bemærket. Det sker med albummet Covert Operations, og i særdeleshed den MTV-roterende »Deep Undercover«.

Succesen til trods insisterer ingen af de to engelsksprogede kunstnere på at fortsætte med at rendyrke hiphoppen. Mens Al Agami misbruger sig selv i kollaborationer med Remee, Thomas Blachman og, især, døgnfluekonceptet Los Umbrellas, kaster Lucas Secon sin kærlighed over engelsk triphop og bosætter sig i London.

De senere år har den 33-årige musikmager skruet op for såvel mainstreamen som den resulterende pengestrøm med produktionsarbejde for popfænomener som Kylie Minogue og Sugababes.

Al Agami og Lucas efterlader et vakuum på den hjemlige scene, og engelsksproget hiphop viger pladsen for den dansksprogedes genkomst. Faktisk sker der først noget opsigtsvækkende, da Outlandish –- Waqas Quadri, Isam Bachiri og Lenny Martinez -– i foråret 2000 udsender deres debutalbum.

Det lyder som en boblende og sydende gryderet, der måske nok er tilberedt i Brøndby Strand, men rummer ingredienser og krydderier fra Mellemøsten, Nordafrika, Caraibien og de to amerikanske kontinenter.

Da Outlandish i foråret 2003 frigiver singlen »Aicha« fra gruppens andet album, følger det internationale gennembrud lige i hælene på ørehængerens kvindelige hovedperson.

I Tyskland indtager trioen toppen af poppen i månedsvis, og også resten af Europa luner sig i Outlandishs varme vibe. Men det afgørende USA-gennembrud mangler fortsat, selv om giganten Arista for længst har sikret sig udgivelsesretten i det forjættede hiphopland.

Måske sker det med album nummer tre, som Outlandish netop nu færdiggør med sit sædvanlige team – deriblandt en af producerpionererne fra de tidlige 1990’ere, Jeppe ’Jay-B’ Bisgaard.

Hans forklaring på de danske beatmageres slagkraft stikker i flere retninger. Den selvbevidste, den nysgerrige, den innovative og den komparative. Mindst:

»Fra begyndelsen af fulgte vi med i, hvad der skete i USA. Samtidig udviklede vi hiphoppen i stedet for bare at hoppe med på amerikanernes vogn. Vi skærpede hinanden gennem battles og tekniske nyvindinger. Derfor troede vi også, vi kunne klare os mod de bedste. Det viste sig jo at holde stik.«

Hiphopsk

Hiphop-jargonen bygger i høj grad på direkte oversatte amerikanske fraser, spidsfindige fordanskninger og et utal af fremmedord. Her følger en liret miniguide, der kan være god at have ved hånden, hvis man skal forstå, hvad hiphopperne har ild i.

  • Battle:– at udkæmpe et slag på ord, dans eller pladespillere
  • Beat:– rytmebunden i rapmusik, ofte samplet og synkoperet
  • Blingbling:– slang for den blærerøvsvelfærd, som rappere signalerer med overdimensionerede smykker, pelse, biler, huse, m.m.
  • Crew: hold, slæng eller gruppe
  • Crowd:– flok, publikumsmasse
  • Dj:– forkortelse af ’discjockey‘, pladevender på diskoteker, natklubber m.m.
  • Gangsta:– slang afledt af ‘gangster‘, oprindelig inspireret af den rå rap-forgrening, som gruppen NWAintroducerede i 1988
  • Mainstream:– nærmest en fyords-betegnelse for den kommercielle overgrund, også for de uindviede
  • Rap: fork. af ’rhythm and poetry’
  • Sampling: et brudstykke, musik, der er lånt eller stjålet fra en anden kunstners plade
  • Scratch:– skrattende, hurtig og håndskabt gentagelse af en lydsekvens på en vinylplade
  • Shout-out:– opråb eller hilsen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Veje
Søren Veje anbefalede denne artikel

Kommentarer