Danskerne stod klar med wienerbrød og kaffe på perronen i Padborg, da toget med de første ungarske flygtninge rullede natten til den 1. december i 1956. I dag knap 50 år senere er debatten i medierne blevet fjendtligere indstillet over for flygtninge.
I en netop udkommet bog fortæller journalist Malene Grøndahl og idéhistoriker Carsten Fenger-Grøn 11 flygtninges personlige beretninger om deres flugt fra hjemlandet til Danmark. Formålet med bogen er blandt andet at nuancere det stereotype billede, medierne normalt præsenterer af flygtninge og indvandrere:
»Hele flygtninge- og indvandrerdebatten kommer let til at handle om islam, og flygtninge kommer nemt til at fremstå som én stor ubestemmelig gruppe,« siger Malene Grøndahl og nævner som eksempel de iranske flygtninge, der ofte bliver opfattet som stærkt religiøse og uuddannede landsbybeboere, til trods for at de netop flygtede fra præstestyret i Iran og ofte har gode uddannelser med sig.
Folkelig opbakning
Inden forfatterparret gik i gang med at researche til bogen, var de drevet af en nysgerrighed efter at finde ud af, om danskernes indstilling har været lige kritisk gennem de seneste 50 år:
»Vi troede, at det hele var mere rosenrødt tidligere, at der var tale om en forfaldshistorie, hvor danskerne generelt er blevet mere kritiske, men det har vist sig, at den folkelige opbakning er intakt. Kravet om stramninger på udlændingeområdet er noget, politikerne har skabt,« siger hun og henviser til, at professor Lise Togeby har lavet en undersøgelse, der netop viser, at danskernes holdning flygtninge stort set er uændret.
I bogen flettes de personlige beretninger sammen med en gennemgang, af hvordan vilkårene har været de sidste 50 år for flygtninge i Danmark. Og Malene Grøndahl er stærkt skeptisk over for udviklingen i den danske udlændingelov:
»Vores asyllovgivning og praksis er strammet så meget, at vi ikke kan være sikre på, at dem, der burde få asyl, også får det,« lyder det.
Som eksempel nævner hun, at kvinder, der har været udsat for kønsrelateret forfølgelse, ikke umiddelbart kan få asyl i Danmark, sådan som FN-konventionen om flygtninges retsstilling tolkes i dag.
Hæmmende forventninger
Stik imod, hvad mange danskere forventer, havde flere af de flygtninge, der optræder i bogen, ikke Danmark øverst på deres ønskeliste.
Det er i høj grad tilfældigheder, der har afgjort, at de er endt i Danmark:
»Rigtig mange af de flygtninge, der kommer hertil, har ønsket at komme til et vestligt land og ikke specielt til Danmark. I integrationspolitikken i dag forventer man, at folk tilpasser sig og overtager vores værdier,« siger Malene Grøndal.
De ungarske flygtninge, der kom til Danmark i 1950erne, blevet nærmest lokket hertil. Sympatien for de ungarske oprørere var stor i den danske befolkning, der sad klinet til de første tv-skærme for at følge, hvordan sovjetiske styrker indtog hovedstaden, Budapest.
De ungarske flygtninge blev anset for at være heltemodige oprørere, der havde kæmpet mod kommunismen og blev derfor budt velkommen i Vesten.
DSB sendte et tog afsted til flygtningelejren i Wien for at hente ungarske flygtninge til Danmark, men det gik ikke, som Dansk Flygtningehjælp først havde tænkt sig.
I første omgang var der ingen ungarere, der ville med ombord på toget til det kolde, ukendte nord. Først da toglederen meddelte, at der var mulighed for at rejse videre til andre lande, begyndte ungarerne at tage plads i toget. Senere skulle det vise sig, at det blev sværere end ventet for de 1.400 ungarere at komme videre til lande som USA.
Forventningen om, at flygtninge skal være mere eller mindre ukritiske over for det land, de kommer til, kan ifølge Malene Grøndahl, være skadelig for integrationen:
»Ved at kræve at flygtninge skal overtage vores værdier fuldstændigt, fratager man dem et ansvar. Jeg mener, at en flygtning, der tager kritisk stilling til det danske samfund, tager ansvar,« siger hun og fortæller om den somaliske flygtning Abdifatah Ali Hirzi, som kom til landet i starten af 90erne.
Da Abdifatah Ali Hirzi kom til Danmark, var velkomsten ikke helt så hjertelig, som da ungarne kom hertil 40 år tidligere.
Et par år efter Abdifatah Ali kom til landet, indledte Ekstra Bladet kampagnen De fremmede. Første artikel i serien handler om en somalisk flygtning, der hvert år modtog 631.224 kroner i bistandshjælp, børnepenge mm.
Danmark havde heller aldrig været Abdifatahs drømmeland, og den negative stemning i medierne over for somaliere gjorde det svært for Abdifatah Ali Hirzi at tro på, at han vil klare sig godt i det danske samfund.
Selv om mange af de andre flygtninge, han mødte på sprogkurset, var ukritiske og taknemmelige over for det danske samfund, fastholdt han, at han havde lov at være kritisk. Som han selv siger i bogen:
»Jeg er 100 procent taknemmelig for at have fået asyl, men det betyder ikke, at jeg er 100 procent begejstret for at alt i det danske samfund. For en somalier er det godt, at der er fred, men det er ikke godt at drikke alkohol, dyrke sex før ægteskabet, blive skilt eller svigte sine forældre, når de bliver gamle. Derfor er det svært at være somalier i Danmark.«
Det personlige møde
Flygtningene i bogen kommer fra vidt forskellige steder i verden med tilsvarende forskellige kulturer. En ting har Malene Grøndahl oplevet, at de alligevel har til fælles:
»For langt de fleste af flygtningene i bogen gælder det, at det personlige møde med en dansker har betydet utroligt meget for, hvor meget den enkelte flygtning har turdet engagere sig i det danske samfund,« siger hun.
Det har slået Malene Grøndahl, hvor afgørende det frivillige arbejde med flygtninge er. Både for flygtningene, men også for danskerne:
»Dem, der er mest kritisk over for flygtninge, er dem der har færrest personlige erfaringer med flygtninge,« siger hun og håber, at bogen kan være med til at nuancere billedet af, hvem flygtningene i Danmark er.
*Bogen Flygtningenes danmarkshistorie 1954-2004 udkom fredag på Aarhus Universitetsforlag
