Læsetid 10 min.

Du kan aldrig hvile på dine laurbær

Efter årevis med dødvande skyller den anden rapbølge ind fra provinsen i midten af 1990’erne. Den Nye Stil kommanderes på pension, og unge rimsmede lurer konstant på at kuppe tronen
7. oktober 2004

Da den danske hiphopkultur entrerer sit andet årti, ligner det begyndelsen på ét langt triumftog for det nyeste skud på subkulturens fire-grenede stamme, rappen.

Efter MC Einar i 1988 bryder den dansksprogede kode med debutalbummet Den Nye Stil, og rivalerne Rockers By Choice fire måneder senere følger efter med det amerikansk inspirerede Opråb Til Det Danske Folk, kan det dårligt gå andre veje.

Ingen af orkestrene har jo mere end et par måneder på bagen i de endnu højt siddende sorte Levis-jeans, da de præsterer deres første topsællerter.

Men mod forventningerne flopper MC Einars ambitiøse andet opus, Arh Dér, i slutningen af 1989. Albummet, der i dag anerkendes som genrens første mesterværk, får eksempelvis nul ud af seks mulige stjerner i B.T. Kort tid efter opløses gruppen, der undervejs har lidt den tort at blive udstødt fra hiphopmiljøet, som betragter hitlistesuccesen som den rene sell-out.

Da Rockers By Choice efterfølgende fremstår skizofrent stilforvirrede, siver trykket fra den nyoppustede hiphoppepude. I 1992 tramper femkløveret fra Amager selv den sidste dovne luft ud med album nummer tre, der udstiller Rockers By Choices utidssvarenhed sammenlignet med den sprudlende udvikling i USA og engelsksprogede projekter fra bl.a. Lucas, Youngblood og Al Agami i den hjemlige rap-andedam.

I stedet for en verbal oase forvandler dansk rap sig til decideret ørkenvandring fra 1990 og adskillige år frem. Der står ingen nye grupper til at tage over efter den tilsyneladende forfejlede generation, og pladeselskaberne trækker følehornene til sig.

Den eneste rap på modersmålet står poppede grupper som Flopstarz – og endnu værre: kommercielle plattenslagere som Dan & Phillip, Casanova Keld og Trussetyven – for.

Da omkvædet »Casa-nova Keld/du må gør’ det med dig selv« i en periode bliver de danske teenageres yndlingsfrase, ligner det et kvalitativt dødsstød. Genren dratter til jorden og videre ned i den undergrund, hvor det hele begyndte med graffiti og breakdance syv-otte år tidligere. Tilbage til et lukket miljø, hvis inkarnerede udøvere igen kan dyrke hiphoppen uforstyrret oven på MC Einars og Rockers By Choices ilde sete mainstream-appeal.

»Inden de nåede at trække andre med op, gik det ned ad bakke igen. Pladeindustrien og dansk rap var ikke parat til at blive kommericelt udgivet. Derfor gik der nu en årrække, hvor hiphop kun eksisterede i undergrunden,« konstaterer Jesper ’Jokeren’ Dahl.

Ligesom størstedelen af de andre rappere fra den nye generation stammer han ikke fra byen som amagerkanske Rockers By Choice, Østerbro-baserede MC Einar og Vesterbros Rip, Rap & Rock gjorde. I 1990 bor han hjemme hos forældrene i Hillerød og er en ægte identitetssøgende teenager.

Det samme er Henning ’Kong’ Winther fra Ørting i Østjylland, Per ’V’ Uldal fra den sønderjyske flække Gram og ’MC‘ Clemens Telling fra Sønderborg i samme landsdel. Samt mange flere. Til fælles har de, at deres teknik hurtigt når et niveau, som nærmer sig de forjættede amerikanske forbilleders.

Ifølge Henning Winther, der begynder at rappe efter at have hørt MC Einars første album, er det højere tekniske niveau et surrogat. Af socio-geografiske årsager kompenserer han for det essentielle urbane miljø, som ellers har præget de raptekster, der til at begynde med ansporer ham og hans ligesindede:

»Man sad på drengeværelset og var isoleret med trangen til at lave hiphop uden rigtig at forstå, hvad hiphop egentlig var. Så i stedet for at dyrke storbyfortællingerne blev man teknisk besat, fordi det var det eneste, man rigtig kunne få ud af musikken. Derfor fokuserede vi meget på flow, komplicerede rim og på dj’ens rolle. Til gengæld var det ikke umagen værd at gøre sig de store attitude-mæssige overvejelser. Der var jo alligevel ikke nogen, der gad at snakke med os.«

Knivdrab og genopdagelse

I begyndelsen af 1990’erne skorter det ikke blot på pladeudspil. Også koncerter og arrangementer for hiphop-folket er en mangelvare.

En konkurrence kaldet Årets Rapper trækker dog pæne besøgstal omkring i landet, og i 1993 danner arrangementet ramme om et opgør mellem sønderjyderne Per V og MC Clemens. De to ramler sammen i finalen, hvor den 17-årige Per V efter en håndfuld ekstrarunder til sidst besejrer sin tre år yngre og væsentlig mere indebrændte modstander.

Mødet mellem de to rimatleter bliver det første af mange legendariske ordkollisioner op gennem 1990’erne.

Der hersker ingen tvivl om, at de to har nogle særlige talegaver at dele ud af, og i 1994 skriver Per V og hans to kammersjukker i Sund Fornuft da også under på den første pladekontrakt til en dansksproget rapgruppe i fire år.

Det bliver nu ikke Per V, som bryder tavsheden. I efteråret 1993 genopdager medierne den skjulte subkultur, da to knivdrab med unge gerningsmænd og ofre bliver døbt ’hiphop-mordene’ i overskrifterne – alene fordi hovedpersonerne bærer kasketter.

Senere viser det sig, at den ene af knivstikkerne i virkeligheden lytter mest til heavy rock-bandet Metallica, men da er skaden sket.

I et forsøg på at tage afstand fra de tragiske hændelser samler organisationen Stop Volden en række navne fra den danske rapundergrund og udgiver en ep med forsonende rim. Deriblandt Kidnap, Hvid Sjokolade, Tue Track, U.R.D., Madness 4 Real og Humleridderne.

Imens er MC Einars tekstforfatter, Nikolaj Peyk, igen begyndt at lege med rap. I 1993 skaber han sammen med enspænderen Jazzy H og Bossy Bo fra ditto opløste Flopstarz en julekalender til DR’s Børneradio. Bo hadede ikke julen, men det var tæt på, hedder den.

Føljetonen bliver forløber til Verdens Længste Rap, som rammer P3 og plademarkedet i 1995. Det 79 minutter lange nummer følger et par småhustlende københavnere, der på egne splejsede kroppe må indse, hvor ’ufedt’ der er i Jylland.

Sammen med de øl-elskende malerhjerner fra Humleridderne, som efter tre år har fundet sig et pladeselskab til deres demobånd og kan udsende Jeg Gi'r En Omgang, Hvis Du Gi'r To, bliver Østkyst Hustlers’ rekordlange rap den første dansksprogede udgivelse i tre år.

De to plader bliver også de suverænt bedst sælgende. Knap 200.000 eksemplarer skal der i alt trykkes af de humorbaserede udgivelser, før danskerne er mætte. Det kommercielle dunder sender chokbølger gennem pladebranchen, som febrilsk signer alle rappere med demobånd og de før så berygtede kasketter placeret oven på deres kronragede isser. Bundniveauet ligger lavt, men fejltagelsen fra begyndelsen af årtiet skal åbenbart ikke gentages.

Ifølge musikjournalisten Niels Pedersen betyder kompilationer som De Grimme Ællinger, Rap'O'Mania og Hiphop Til Folket, at flere end 40 rapnavne kommer på plade i løbet af 1996. Det er dog de færreste, der opnår så meget som en snert af succes.

Hvid Sjokolade fra Næstved og Kongehuset fra Østjylland høster en del opmærksomhed på deres sprogligt udfordrende projekter, der har skelet en til de funky barhoppere i House Of Pain fra USA. Et tredje navn, der formår at stikke ud, er Den Gale Pose med Jesper ’Joker-Jay’ Dahl i front.

Trioen udspringer af producerkollektivet Madness 4 Real, som er kommet hjem efter tre år som beatkonstruktører blandt gangstarapperne i Los Angeles. Af samme grund bygger Den Gale Poses lydbillede på den vestkyst-inspirerede og storswingende G-funk, og modsat sin samtid er Joker-Jays tekstunivers på det nærmeste blottet for humor. I stedet fokuserer han på sex, storby-epik, stiv pik og stoffer.

Attituderap og fjanteri

Ifølge den ranglede rapper er den selvfinansierede debut-ep, Flere Ho’s, og det efterfølgende album, Mod Rov, et opgør med scenens fjantede udtryk.

»Det hele så fjollet ud i 1995-96. Der var meget udklædningshiphop. Kongehuset klædte sig ud som alfonser og Hvid Sjokolade var bare glade i låget. Østkyst Hustlers skuespillede også til at begynde med, og i vores optik var det jo talentløst – både hvad angik produktion og stil. Der var ikke nogen tvivl om, at de havde helt fat i det danske publikum, men vi syntes, det var bonderøvsblues, og at rappen lød gammeldags rent rimteknisk. Til gengæld havde vi ikke så meget indhold i teksterne, men vi var jo heller ikke så gamle,« indskyder den i dag 31-årige Jesper Dahl, der har ændret kunstnernavn til Jokeren siden dengang.

Kongehusets Henning Winther nøjes med at konstatere, at der på midt-90’ernes dansksprogede scene opstår to skoler. Hans egen provinsielle variant, hvor de tekniske aspekter er perfektioneret, og så den urbane attituderap, hvor udøverne kompenserer for eventuelle stilistiske kanter og mangler med aggressivitet og en ofte brutal miljøskildring.

Fælles for de nye hiphop-grupper er dog behovet for at fuldbyrde, hvad MC Einar begyndte syv-otte år tidligere.

»Nikolaj Peyk var i mine øjne nærmest genial, og uden ham er jeg ikke sikker på, at vi havde fået dansksproget rap. Men musikken levede ikke op til teksternes høje niveau. Kongehuset, Malk de Koijn, Sund Fornuft og Den Gale Pose kom ud af ønsket om at få MC Einar til at lyde ordentligt,« gisner Henning Winther.

Nye standarder

Da MC Clemens i 1997 bumrusher den danske scene med sit teknisk revolutionerende og respektløse Regnskabets Time, er den flænsende drivkraft ikke en ambition om at fuldbyrde Nikolaj Peyks værk. Den 18-årige sønder-jyde, der året før har droppet ud af gymnasiet i Sønderborg og er flyttet alene til København, vil tværtimod udradere fortiden.

På titelnummeret retter han et sviende angreb mod Østkyst Hustlers og the comeback kids i Rockers By Choice, som igen har forsøgt sig. »Planen er simpel, send de gamle på pension/hiphop har brug for en blodtransfusion,« braldrer han i et af nummerets mildeste passager.

Siden nederlaget til Per V i Årets Rapper-finalen 1993 har Clemens Telling arbejdet med stort set alle aspekter af sin rimteknik, og hans sprogtalent kombineret med en aggressiv attitude sætter nye standarder for dansk rap.

Samtidig bider også resten af Skandinavien mærke i den iltre teenagers særlige energi. I slutningen af 1990’erne bliver Clemens bonkammerat med den storsælgende Petter, som han turnerer Sverige tyndt sammen med.

Imens beslutter tekstforfatter Nikolaj Peyk at lægge rappen helt på hylden. Efter tre udgivelser har Østkyst Hustlers passeret den kvarte million eksemplarer, og den gamle pioner vil hellere lave filmmanuskripter. Om de konstante anklager, som den nye bølge af hiphoppere bombarderer ham med, siger han:

»Jeg forstod godt, at de havde brug for at tage afstand til mig, for jeg vedkendte mig ikke hiphopmiljøet længere. Jeg ville bare lave rap på mine præmisser. Det sjove var dog, at der var tale om en generation hiphoppere, som definerede sig ved at sige, hvad de i hvert fald ikke var – nemlig Nikolaj Peyk. Alligevel skete nøjagtig det samme for dem. De blev sell-outs i undergrundens øjne. Den Gale Pose lavede pophittet »Spændt Op Til Lir« og skulle også lige pludselig spille til firma-julefrokoster. Clemens fik sit eget show i fjernsynet, hvad heller ikke faldt i for god smag.«

MC Clemens medgiver, at den kortvarige karriere som tv-vært tilbage i 2000 er noget, han havde været bedst foruden. Da rapperen i 2001 udgiver sit tredje album, bøjer hiphipmiljøet sig således ikke længere i støvet for ’Den Lyriske 9 mm’, som han også kalder sig:

»Det ødelagde sgu en del ting for mig. Jeg blev nok for poppet og overeksponeret i manges øjne dengang. På et tidspunkt kunne jeg mærke, at det var blevet decideret trendy at hade mig,« erkender han.

Den Gale Poses monstersucces med 1998-udspillet Sådan Er Reglerne og i særdeleshed landeplagen »Spændt Op Til Lir« ryster både røv på natklubber og fire grammyer af sig. Men efterfølgende bliver det kommercielle hit de tidligere westcoast-produceres endeligt, efterrationaliserer Jesper Dahl, som gik solo sidste efterår med albummet Alpha Han.

»De to andre i gruppen ville helst lave en Sådan Er Reglerne –Part 2, mens jeg gerne ville fokusere på mere personlige tekster og mindre på Hawaii-skjorter. Vi trak i hver vores retning, og til sidst vrissede vi konstant ad hinanden og kunne dårligt arbejde sammen. Der gik gammelt ægteskab i den efter 15 gode år,« forklarer Jokeren.

Mens den nye bølges frontfigurer altså selv kommer i kommercielt uføre kort tid efter deres gennembrud på rapscenen, er der åbnet for nye grupper og stilarter.

I 1998 skaber unikaene i Malk de Koijn det første af to skamroste album i den subtilt sproglegende del af genren, året efter debuterer Albertslund-gruppen Suspekt, og i 2001 udgiver de også deres århusianske hjemmedreng, L.O.C.

Kollektivet, der går under navnet FIP, flytter grænserne for selvoplevet rap i den grovkornede genre. Ikke nok med at produktionerne matcher de bedste amerikanske mainstream-udgivelser, der bliver også sagt »bitches«, »kællinger« og »hos« i hver anden sætning.

Den forråede fløj tvinger det voksende antal hiphop-fans i to lejre. ’Backpackerne’, der er tro mod hiphoppens oprindelige idealer om peace, love and unity. Og ’bøllerne’, der rapper om stoffer, småkriminalitet og kvinder som brugsgenstande –- ofte med tyk ironisk distance, dog.

I 2004 ser billedet stadig sådan ud. Men der er nu en etableret overgrund, som udgiver hardcore rap med pæne salgstal. I undergrunden vrimler det samtidig med nye knægte, som skumler med kongeambitioner.

Kortspillet er først lige begyndt, og selv ikke Jokeren bør føle sig alt for sikker. »Du kan aldrig hvile på dine laurbær,« som han selv siger det på sin solodebut.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu