Nyhed
Læsetid: 2 min.

Karen Jespersens bog gjorde brud uundgåeligt

Den tidligere social- og indenrigsministers farvel til S foregriber, hvad hendes bogs harske ord ville medføre
Kultur
12. oktober 2004

Omtale
Karen Jespersen, tidligere socialdemokratisk social- og indenrigsminister, har de sidste tre dage gæstet landsmedierne med historien om sin afsked med partiets folketingsgruppe. I skyndingen er nævnt, at hun da forresten er på vej med en bog, der forklarer bruddet.
Når man har læst bogen, forstår man sammenhængen: Bogens sidste 80 sider lufter en så indædt harme på Socialdemokratiet, at et brud var blevet følgen. Karen Jespersen er kommet en uundgåelig udvikling i forkøbet.
Årsagen til Jespersens vrede er, at partiet ikke har villet følge hende hele vejen i kravet om en meget strammere udlændingepolitik. Det fremgår også, at hendes forhold til partiet er blevet forbitret. Om sin tid efter 2001-valget fortæller hun: »Politiske kolleger undlod at hilse. Nogle småsnakkede konsekvent, når jeg havde ordet. Andre kunne fortælle mig om giftigheder mod mig, når jeg ikke var til stede.«
Hendes sidste år som minister sled hårdt. Om lettelsen over at være sluppet ud af ministerstolen står der: »Nu behøvede jeg ikke hver morgen at få sommerfugle i maven ved tanken om, hvad der mon stod i aviserne, og jeg behøvede ikke at tænke ’åh nej, hvad nu?’, når telefonen ringede.«
Så fælt var forholdet til kollegerne i Nyrups sidste regering, at Karen Jespersen fortæller: »Ministerbilen var lidt af en oase. Her var jeg mig selv, og jeg havde det utroligt hyggeligt med Freddie Jensen, der kørte for mig. Vi kunne tale om mange af de ting, som nærmest var bandlyst i regeringen.«
Om Nyrup-ministrenes sidste forsøg på strategisk enighed ved en konference på Havnsø Badehotel i 2000:
»Der var en fjendtlig stemning, og jeg havde det indtryk, at man prøvede at skræmme mig til tavshed.«
Uenigheden er reel nok, for Karen Jespersen udtrykker sig, så det ikke er til at høre forskel fra Dansk Folkeparti. Hun skriver:
»I den politiske og kulturelle elite havde mange fået overbevist sig selv og hinanden om, at nationalfølelse og national samhørighed var noget gammeldags noget, der var på vej ud af historien.«
Bag striden ligger også et personligt modsætningsforhold til Mogens Lykketoft.
Allerede fire måneder inde i den første Nyrup-regerings tid demonstrerer socialminister Jespersen selvstændighed over for finansminister Lykketoft, og det tilgiver han hende aldrig, beretter hun. Hun prøvede ellers hurtigt at forsone dem:
»Jeg havde stablet en temmelig overdådig frokost på benene, og Mogens udbrød da også: ’Jeg skal love for, at du har disket op!’ Maden blev spist, og vi fik snakket om finansloven. Men da han gik, var der åbenbart intet, der var ændret.«
Den sidste sætning lyder næsten hjerteskærende: Kvinden, der ikke kan bespise en mand til at falde til føje. Året efter fik Lykketoft gelejdet Jespersen ud af regeringen. Hun kom tilbage med en valgsejr i ryggen, men – som hun konstaterer om begivenhederne sidenhen:
»Allerede inden Lykketoft blev formand, havde jeg oplevet mit samarbejde med gruppeledelsen som noget tungt. Kort tid efter formandsskiftet fornemmede jeg, at samarbejdet havde fået endnu vanskelige vilkår.«

*Bogen ’Karen – en personlig historie’ udkommer på Gyldendal 18. oktober

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her