Læsetid: 6 min.

Kontorondskab

Christian Jungersen fortæller om at ville det gode og gøre det onde –– i folkedrabets uhyrlighed og i et banalt, dansk kontormiljø
5. oktober 2004

Morten Kjærum er der, Dagbladet Information er der. Dramaet i Christian Jungersens nye roman Undtagelsen udspiller sig på et center med det velkendt klingende navn Dansk Center for Information om Folkedrab.

Et center, hvor den dygtige leder konstant spiser frokost i ministeriet og med vigtige kontakter for at undgå sammenlægning med andre centre, og hvor den intime dagligdag udspiller sig i et politisk skakspil, hvor det at være medarrangør på den rigtige konference, eller udgive et særnummer om tyrkiske folkedrab i stedet for Tjetjenien på det rigtige tidspunkt, kan betyde professionelt liv eller død under finanslovsforhandlinger og politiske studehandler. Lyder det genkendeligt?

Undtagelsen handler om virkeligheden, men den er ikke en nøgleroman. Det fortæller Christian Jungersen et par dage før udgivelsen af sin anden roman, der som den første, Krat, er en mursten, der har været år undervejs. For nok udspiller bogen sig i et univers af magtspil, folkedrab og ondskab –– men den startede et helt andet sted:

»Jeg har altid været meget optaget af det der foregår på kontorer. Der bliver ikke skrevet så meget om dem, men de er en virkelighed, der fylder utroligt meget i folks liv. Hvis man har en kollega, som er ond ved én, bliver det i en stor del af ens liv til den respons man får på, om man er dygtig, og om man er afholdt. Det, jeg tager fat på i bogen, er mobningen: Hvor påvirket man kan blive af, at folk ikke ser på én en hel dag eller kun svarer med enstavelsesord og kigger væk, når man kigger på dem.«

»Jeg har forsøgt at skrive en spændingsroman med kvinder i hovedrollerne. Og det er ikke politiefterforskning og biljagter, der er det dominerende, det er at der sidder fire kvinder sammen på et kontor, hvor de alle er overbevist om, at de er truet på deres liv. Måske er det en af deres kolleger, der er efter dem, måske ikke, men i hvert fald skal de for at overleve ud i en kamp, som ikke er sådan en mandet kamp med knytnæveslag, men en kamp på. situationsfornemmelse. Deres liv er afhængigt af deres følsomhed: ’Hvad betyder det at hun kigger væk dér?’ – ’Har hun i virkeligheden en fraspaltet og psykopatisk side?’ – sådan tænker de alle, mens de går mere og mere op i en spids. Den hyperfølsomhed interesserer mig.«

Ingen nøgleroman

»Undtagelsen er overhovedet ikke en nøgleroman. Mine personer er ikke nogen, som jeg iagttager udefra, men nogen som jeg lever mig ind i indefra. Sådan var det også i Krat, som handlede om en 82-årig mand. Så selv om det føltes skrækindjagende dumdristigt at skrive en 600 siders kvinderoman med fire kvinder som hovedpersoner, gjorde det mig også glad, at jeg kunne skrive ting, som en kvinde måske ikke havde turdet. For eksempel om venindeforholdet mellem Iben og Malene, hvor de begge føler, at den anden har magten. Som kvinde ville jeg måske have været bange for, hvad mine veninder ville tænke om mig, hvis jeg skrev den slags. Som mand er jeg fri, fordi alle ved, at det ikke er mig selv. Jeg kan endda turde sige til dig i et interview: ’Jeg skriver på mig selv, jeg lægger min egen psyke i det.’ For jeg ved af erfaring fra Krat, at lige meget hvor mange gange jeg sagde det, så spurgte folk stadig: ’Det virker så virkeligt, er det nogen du har kendt?’ – Nej, vel er det ej nogen jeg har kendt, det er da mig selv, for pokker!« –

– Er centeret også beskrevet udefra?

»Det er kommet i anden række. Jeg vidste, at jeg ville lade roman-figurerne skrive artikler om teorier, som belyste deres egne kampe. Først derefter brainstormede jeg mig frem til, at det ville fungere bedst, hvis de arbejdede på et center, der beskæftigede sig med folkedrab. Og så begyndte jeg at færdes inde på Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier, spise pizza hos forskerne, tage til konferencer og seminarer og bestille en reolmeter bøger om folkedrabsstudier.«

– I Undtagelsen løber ondskaben gennem bogen som et spor på det intime plan – mobningen – og på det store, menneskelige: folkedrabets psykologi. Kan de overhovedet sammenlignes?

»Det er klart, at mobning og folkedrab er to vidt forskellige ting. I romanen beskriver jeg, hvordan tyske soldater havde meget vanskeligt ved at håndtere at skulle slå jøder ihjel dagen lang, indtil man i Berlin fandt ud af, at soldaterne kunne nøjes med at genne jøderne ind i tog til koncentrationslejrene. Selv om det også var den visse død, syntes soldaterne at det var det rene ingenting i forhold til selv at dræbe. Nogle af de psykologiske mekanismer i folks opførsel på det her kontor er de samme, fordi der sker en afstumpning. De sidder op og ned ad en person, som bliver til dødt kød for dem, og de sidder og håber – og gør deres til – at hun bliver så psykisk syg, at hun må holde op på arbejde. Det er noget andet end at slå nogen ihjel. Men det kan måske godt sammenlignes med at sætte nogen ind i et tog.«

At vælge afstumpetheden

»For mig er ondskab denne ligegyldighed over for andre: At man er villig til at ødelægge noget stort for en anden for selv at få noget småt, fordi man er så ligeglad med den andens liv. Denne afstumpethed har vi brug for for at overleve. Vi kan ikke bryde grædende sammen, hver gang vi ser en hjemløs på gaden. Men som Gunnar siger i bogen, kan man forestille sig, at vi har udryddet fattigdommen i verden om 30 år. Så vil vores børn eller børnebørn jo sige til os, ligesom unge tyskere siger til deres søde gamle bedstefar: ’Hvordan kunne du gøre det? Der ligger en person på gaden, du kan se at vedkommende ikke har noget sted, og du er ligeglad, fordi du skal på cafe og møde en ven? Du må have været så afstumpet.’ Og så vil vi sige: ’Jamen sådan gjorde man dengang. Vi tænkte ikke over det.’ Det er en helt almindelig psykologisk mekanisme, som er dødinteressant, for hvad er det der sker, og i hvor høj grad vælger vi selv vores afstumpethed?«

»I bogen går det op for Iben, at vi allesammen er spaltet i flere personligheder. Vi opfører os forskelligt i forskellige omstændigheder og rummer flere rationaler på én gang. Når de mobber Anne-Lise, rummer de flere tanker – både at hun er tykhudet og ikke mærker det, og at hun har godt af det og skal have det dårligt. Og endda også, at det vist ikke er helt fint i kanten, så de hellere må tie med det over for andre. Vigtige handlingsmønstre i folkedrab og i os alle sammen er et resultat, ikke af enstrenget, logisk tænkning, hvor et skridt følger på det andet, men af en form for netværkstænkning, hvor vi kan have flere tankerækker parallelt, og de spiller sammen. Nogle er fuldstændig bevidste, og vi opfatter dem som vores jeg og som identitet, og andre er mere tågede, blandt andet fordi vi ikke bryder os om at være bevidste om dem.« –

– Hvis vi alle kan opføre os ondt, hvilke situationer får os så til det?

»Der er masser af psykologiske processer, som både fører til mobning på kontoret og til folkedrab. Men én ting er fælles: Der skal være nogen, som har en egeninteresse i det. En amerikansk professor siger i bogen, at hvis en befolkningsgruppe har en stor fordel af, at en anden befolkningsgruppe bliver udslettet, så vil der langsomt opstå historie-revisioner, diskussioner og dæmonisering af denne gruppe – og stille og roligt vil udsletningen også komme, hvis ikke det internationale samfund griber ind. Årsagen vil være egeninteressen, men gerningsmændenes selvforståelse vil fortælle dem noget andet. For først har de brugt tid på at opbygge et verdensbillede, hvor de kunne se sig selv som gode og retfærdige og de andre som onde. Dette gælder også for kontorer. Hvis der sidder én med noget, du gerne vil have som arbejdsområde, vil du måske ikke foretage dig noget aggressivt over for personen. Men en ting du kunne gøre, var intuitivt at holde lidt igen med din venskabelighed, så din selvforståelse er forberedt til at overleve en situation, hvor du får brug for at behandle personen dårligt. Mit fokus i den bog er ikke storpolitik, men relationer mellem mennesker, hvordan vi er skruet sammen oven i hovedet, og hvordan dæmonien kan opstå overalt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu