Læsetid 6 min.

Krig på ord - og knytnæver

Ordrige ordkrige er en forædlet tradition mellem rivaliserende rappere. Herhjemme søger dis-disciplinen nye dybder med et aktuelt overgrunds-album
11. oktober 2004

Når hiphopfans fra i dag pumper Niarns debutalbum, Årgang ’79, på hjemmeanlægget, i bilstereoen eller gennem discman’en, vil de samtidig få Aalborg-rapperens verbale angreb og trusler mod kollegaen MC Strøm tævet ind i øregangene.

Det kan være voldsom lytning. Med numre som »Mit Liv, Mine Regler« og »Stikkersvin« skærper den 25-årige Niels ’Niarn’ Roos rivalernes retorik i en grad, der ikke tidligere er hørt på kommercielle danske udgivelser.

Søren Strøm bliver beskyldt for at være en sladrende rotte, en løgner og i omkvædet »Stikkersvin, du reder sengen, som du ligger i/du vil altid være helt til grin/futtet af i et lagen af benzin« lyder det angivelig som om, at Niarn og bonkammeraten L.O.C. ønsker at sætte ild til Strøm MC.

Da Information spørger til meningen med nummeret, vil en grinende Niarn ikke afvise, at det hænger sådan sammen. Ellers har han ingen kommentarer til bøffen.

Det har Strøm MC til gengæld. Den 22-årige rapper fra Ulfborg på vestkysten gav sin kunstneriske version af stridighederne, da han i august lagde skæringen »Ære og Skam« ud til gratis download på internettet.

Det gjorde Strøm MC, forklarer han, efter at have hørt en lækket demoversion af Niarns »Stikkersvin«:

»Det var ikke mig, der gjorde det her til en hiphopting. Men da jeg hørte hans (Niarns, red.) plade for nylig, tænkte jeg, at nu kunne det være nok. Det var på tide at folk hørte min side af sagen,« mener Strøm MC.

Jævnlige sammenstød

De to jyske rimsmede, der begge er bosat i København, kom bogstaveligt talt skævt ind på hinanden efter en fugtig aften på hiphop-baren Saxons ved Nørrebros Runddel i begyndelsen af 2003.

Ifølge Strøm MC og adskillige skriverier på internetfora bagte de på den samme pige, som efterfølgende blev ramt af et slag fra Niarn. Slaget var angivelig afsendt mod Strøm MC, der dog kun følte sig »strejfet« af knytnæven.

Efterfølgende anholdt to tilstedeværende civilbetjente Niarn, og da Strøm MC mødte op i byretten og vidnede, resulterede det i en betinget dom til Niarn for vold. Ikke mod pigen, men mod Strøm MC, der over for domsmændene medgav Niarn, at knytnæveslaget »i teorien« kunne have været tiltænkt ham.

Siden har kombattanterne været på fjendtlig talefod, og striden deler fortsat hiphop-folket i to lejre. De, som ikke mener, man bør vidne mod hinanden, men i stedet skal klare tingene internt i miljøet – og de, der insisterer på oprindelige hiphop-værdier som fred og forsonlighed.

Ifølge Informations oplysninger har de to rappere ligefrem samlet sympatisører omkring sig, og det har flere gange ført til konfrontationer og ulmende optøjer på de storkøbenhavnske spillesteder. Det ønsker ingen af rapperne dog at bekræfte.

På samme måde afviser de begge, at de har lavet deres distracks til hinanden for at score sig gratis opmærksomhed og et øget pladesalg – også selv om Strøm MC planlægger at bruge »Ære og Skam« på sit kommende album.

Når ord bliver til mord

Tidligere har bøffer ellers været brugt til netop det formål. Den første af de største begyndte i USA, da gruppen U.T.F.O. i 1984 udgav »Roxanne, Roxanne« om et uopnåeligt pigebarn. En teenager ved navn Roxanne Shanté besvarede nummeret med et såkaldt dis. Andre sprang på, og til sidst havde mere end 100 amatører og rutinerede pladekunstnere – der udgav sig for at være alt fra fantasifostret Roxannes mor til tøsens ufødte barn  bidraget til historiens største bøf.

Tilbage stod U.T.F.O. med en uforudsigelig succes. Godt nok havde de fået lyriske lussinger, men de hittede jo også på den fede måde. Andre lurede fidusen af, og snart myldrede det med mere eller mindre ironiserende verbale konflikter.

Som selvforståelsen voksede, blev emnerne mere alvorlige – en gang imellem grænsede de til det eksistentielle. Da Bronxrapperen KRS-One i 1988 beskød MC Shan fra Queens, handlede det eksempelvis om, hvilken bydel der lagde livmoder til hiphoppen.

Sådan fortsatte det, indtil bøffen mellem westcoast-gangsteren Tupac ’2pac’ Shakur og eastcoast-ikonet Christoffer ’Notorious B.I.G.’ Wallace kulminerede i 1996-1997, og ukendte gerningsmænd mejede rapperrivalerne ned med et halvt års mellemrum.

Det er aldrig blevet bevist, at de to uopklarede dødsfald hang sammen, men det var længe FBI’s og hiphop-tilhængernes teori.

Den tragiske udgang på bøffen lagde da også en dæmper på de amerikanske rapperes stridslyst. Men kun for en tid.

Fredelige Danmark

I Danmark har dis-disciplinen også altid haft fine, om end mere fredelige  kår. I hvert fald indtil nu.

Pionererne MC Einar og Rockers By Choice lagde ud i slutningen af 1980'erne med en mediebåren ordudveksling af de mere subtile.

På gruppernes plader kunne man høre små hilsner af den indforståede slags. Blandt andet da MC Einar på »Jul Det’ Cool« efterlyste en vis »Lille Øyvind«, der var blevet væk fra sin mor i stormagasinet Magasin. Øyvind er det tårnhøje Rockers By Choice-medlem MC Swans borgerlige fornavn.

På samme måde var der pressebilledet af MC Einars guitarist, som tankede op på en Shell-tank – en klar langemand til de politisk korrekte konkurrenter, der have »Burn Shell to Hell« som et af deres hyppigt anvendte slagord.

»Vi morede os meget godt med de små detaljer, og det lå jo i traditionen, at man gav hinanden nogle verbale tæsk. For danskerne var den der strid bare noget, man hyggede sig med. Men i længden kom det til at fylde for meget i medierne,« mener Nikolaj Peyk fra MC Einar.

Rockers By Choices Lars ’Chief 1’ Pedersen bekræfter, at balladen til dels var skabt af –og til ære for – formiddagspressen med Ekstra Bladet i spidsen. I øvrigt, tilføjer han, så udviklede det sig aldrig til decideret krig mellem grupperne:

»Jeg ved da godt, at Einar (Enemark, rapperen i MC Einar, red.) i perioder havde nogle problemer, når han skulle ud til Staden, fordi vi kom meget derude, og det var en del af ’vores’ Amager. Så det kunne da være gået galt, men heldigvis har vi ikke den mentalitet herhjemme,« funderer Lars Pedersen, der i dag ernærer sig som popproducer.

Til trods for sine eksplicitte angreb mod Strøm MC og deres allerede konfliktfyldte fortid er pladeaktuelle Niarn af samme opfattelse. På spørgsmålet om, hvorvidt bøffen kan ende lige så tragisk som i tilfældet med 2pac og Notorious B.I.G. i USA, svarer han:

»Det har jeg ikke skænket en tanke. Jeg har godt nok ofte stået i situationer, hvor jeg har kørt den så langt ud, at jeg måtte ned og ligge. Men nej, jeg tror sgu ikke, at det kan gå så galt. Ikke her i landet.«

De ti største bøffer i hiphop

Til tider er peace, love, unity and having fun bare ikke spændende nok, og her fungerer bøffer som et underholdende afbræk i den nu så normaliserede popkultur, vi kalder hiphop. Rapperne har haft myndigheder, pladeselskaber og musikanmeldere på kornet, men det er selvfølgelig sjovest – og mest fair – når de langer ud efter hinanden.

Her giver hiphop-connaisseuren Peter Trier Aagaard sit bud på de 10 største bøffer. Bedømt efter originalitet, historisk vigtighed, attitude og underholdningsværdi:

10: Isbjerg vs. Kong Winther: Kong Winther fra Kongehuset rager uklar med Ama’r-MC’en Isbjerg, og deres battle går over adskillige runder –- både via numre, tv-programmer og internettet sågar.

9: Fred Nukes vs. Liljay: Den interne splid mellem rapperen og produceren fra duoen RichBums resulterer i to groft udleverende numre om hinandens privat- og underliv.

8: Clemens vs. UFO: Clemens disser UFO på pladen Professionel Bla Bla, primært fordi UFO slog ham ud af en freestyle-konkurrence. Efter en konfrontation under Roskilde Festival 2003 udsender UFO nummeret »Clemenstruel«.

7: L.O.C. & U$O vs. Kong Winther & Per V: Reelt en battle mellem Århus C og Århus V fra slutningen af 1990’erne. Opgøret danner basis for L.O.C.-klassikeren »Århus Er Min«, samt at L.O.C. og U$O udråber Per V’s antiracistiske »Farveblind« til at være verdens dårligste nummer.

6: Den Gale Pose vs. Østkyst Hustlers: Jokeren og DGP bruger »Vi Nævner Ingen Navne« fra deres debut-ep til at latterliggøre Østkyst Hustlers på det groveste. Hustlernes streetcredibility bliver aldrig den samme igen.

5: Jøden vs. Mass: Rapperne Jøden og Mass indleder en seriøs verbalkrig, hvor alt fra udseende til manipulerede telefonsamtaler bruges som våben.

4: Strøm vs. Niarn: Et overfald og efterfølgende retssag er grundlaget for beefen, hvor Niarns og L.O.C.’s »Stikkersvin« og Strøms »Ære og Skam« giver to mildest talt modstridende udgaver af begivenhedernes gang.

3: Helt Sikkert vs. F.I.P.: Det onde blod mellem bøllerapperne i F.I.P. og ordspillerne i Helt Sikkert kulminerer, da Orgi-E fra Suspekt og Joe True laver disnumre af høj klasse til hinanden.

2: MC Einar vs. Rockers By Choice: Klassikeren. Kampen verserer mest i medierne, men man sporer også hints af fjendskab mellem dansk raps svar på Beatles og Rolling Stones i teksterne til bl.a. MC Einars »Et Juleeventyr«.

1: Clemens vs. Per V: De to improviserende MC’er vinder skiftesvis 1990’ernes freestyle-konkurrencer, selv om der er milevidt mellem Clemens’ brutale horrorcore-punchlines og Per V’s kølige vid. Uvenskabet, der har ulmet i flere år, kulminerer med, at de sender en stribe distracks mod hinanden, hvor dissene hver gang skrives og indspilles på under 24 timer. Rapperne leverer de hidtil bedste tilsvininger og splitter hiphop-Danmark.

Hiphopsk

Hiphop-jargonen bygger i høj grad på direkte oversatte amerikanske fraser, spidsfindige fordanskninger og et utal af fremmedord. Her følger en liret miniguide til dagens artikel:

  • Battle:– et slag på ord, dans eller pladespillere
  • Bøf:– fordanskning af ordet ‘beef‘, at have et –-oftest– verbalt - udestående. Andre synonymer: verbalkrig og ondt blod
  • Dis: afledt af ordet disrespect, en fornærmelse
  • Distrack:– et nummer, der fornærmer andre
  • Eastcoast:– hiphop fra den amerikanske vestkyst, især New York
  • Freestyle:– improviseret rap
  • Horrorcore: brutal, indædt
  • Punchline:– slagord, en rimende pointe, vægtes højt i freestyle
  • Streetcredibility:– troværdighed i undergrunden/på gadeplan
  • Westcoast:– hiphop fra den amerikanske vestkyst, især Los Angeles
Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu