Interview
Egentlig vil Klaus Høeck ikke tale om sin nye bog. Hvis den er vellykket, siger han, så peger dens digte ikke videre mod skjulte meninger, der skal lirkes frem af læseren, men fremstår med samme ligefremme selvfølgelighed som de sten og den hverdag, der fylder så meget i dem. Slå op i Hsieh, siger han, hvis man spørger for meget, det hele står der allerede.
Hverdagen, det upåfaldende, fylder meget i din nye digtsamling?
»Det gør den. Når man bliver ældre, opdager man, at det væsentlige i livet er mellemrummene imellem de store begivenheder. Jeg har tidligere skrevet om de store ting, kærlighed, død og gudfader bevar mig vel også om det, om Gud fader, bevar mig vel men i virkeligheden er strækningerne ind imellem, det der fylder mest i livet. Hvad sker der i hvert enkelt øjeblik, nå, der er en blomst dér. Det er vigtigt, det nærmer jeg mig mere og mere, fornemmelsen af at være til nu.«
Og den fornemmelse er blevet stærkere med alderen?
»Ja, det er den. Det har jeg også bemærket i andre mennesker. Med alderen reduceres fantasien, og realitetssansen skærpes. I al fald indtil man bliver senil.«
»Hvad er det, at være til? Ja, det er ikke fantasierne, de kan være gode eller onde, de kan være meget forskelligt. Nu er det vigtigere bare at være der.«
Klinisk hverdag
Men der er ikke noget hyggeligt over hverdagen i Hsieh. Nogle gange er der faktisk det modsatte?
»Jeg vil ikke forskønne hverdagen, hverken gøre den hyggelig eller det modsatte. Jeg vil se den som den er, og så kan den få noget klinisk over sig. Digteren går rundt i huset, der er ikke en levende sjæl. Det er sådan, det også er.«
»Det har noget med alderen at gøre, men også at vi har boet på landet i 20 år. I starten mærker man det ikke, men der kommer et tomrum omkring én.«
Er det også derfor, så mange af digtene handler om ikke at kommunikere? Der optræder masser af fjernsyn og telefoner og tv i bogens digte, men du taler ikke med nogen?
»Ja, sandsynligvis. Det er nok rigtigt. Det er en ensomhedsfølelse, der også ligger i alderen. En erkendelse af, at man måske ikke trængte igennem med det, man ville sige.«
Døden fylder også mere, så?
»Klart. Den står for døren, så enkelt er det. Det kan man lige så godt se i øjnene, ikke for at være krukket, men for at konstatere det. Du kan jo ikke få nye gamle venner. De falder fra, så tænker man: Gud, næste gang er det dig, gamle dreng. Sådan er det, det er ikke løgn. Hvis du er ærlig, kan du ikke fortrænge det. Det ligger som en klang, en stemning. Det ligger i at blive ældre.«
Det sidste betyder nu ikke, at døden og de store spørgsmål ikke overdøver hverdagen i Hsieh. I stedet eksisterer de sammen, nogle gange komisk transcen/ densen træg som dår/ lig mave ånden ikke/ noget at skrive hjem om, hedder det i et digt andre gange med en vis melankoli. F. eks. her: »somom jeg ikke/ kan mærke det el/ ler er ligeglad/ boblerne der brister på/ øllet bladenes fald rø/ de af mønje or/ dene: lithium/ telur ytrium/ næsten uden be/ tydning somom jeg ikke/ kunne mærke bølgen i/ mit blod so much for life.«
Træder ind i sig selv
Du kalder digtene i Hsieh for prototyper. Hvorfor det?
»Bag Hsieh, som formelt regelsæt, ligger forbruget af sproglige grundelementer i min tidligere digtning. Jeg har beregnet 15 kategorier mængden af navneord, genstandsled, hovedsætninger og så videre. Så har jeg udregnet gennemsnitlige antal i et enkelt digt for hver kategori. Tilsammen giver det prototypen på, hvordan et Klaus Høeck-digt ser ud.«
»Prototypen er min urform, min digtnings urform. Efter mange forsøg har jeg nu fundet ud af, hvad min form er. Den prøver jeg at realisere i Hsieh.«
I din forrige bog, In Nomine, var det dit fødenavn, Klaus Høeck Johnsen, der var matrice for samlingens digte. Der trådte du ind i din egen historie. Nu træder du ind i din digtning?
»Det kan man sige. I al fald er Hsieh en forlængelse af den introspektion, som også ligger i In Nomine. Den er en træden ind i sig selv, ja, en forholden sig til sig selv og til selvet.«
Samtidig gør bogen brug af den kinesiske spådomskunst I Ching, både i sine systemer og inde i digtene. Hvor kommer det fra?
»Jeg har en gammel interesse for kinesisk filosofi og I Ching, der løber tilbage til mine første bøger, og som jeg deler med andre kunstnere i min generation. Det er et mystisk, metafysisk system, men det er også, som alle andre systemer, et sæt af variable. Men det er først og fremmest en katalysator, en anden måde at nærme sig verden, helheden på.«
På den anden side er Hsieh også optaget af elementer, af verdens og tilværelsens mindstedele. Der er en hel serie digte tilegnet grundstofferne fra det periodiske system.
»Den er optaget mindstedele i det hele taget. Af de sproglige grundelementer, de metafysiske grundelementer, af grundstofferne som jeg nu altid har været optaget af og af vand, luft, ild og jord. Alting opstår ud af elementerne og deres kombinationer.«
Hvad er det nye så?
»Der er tonet ned for det sproglige fyrværkeri. Måske er der ikke tid til det mere. Til gengæld håber jeg, at Hsieh har en lethed, noget sart over sig. Jeg kunne mærke, at når jeg ville fyre metaforerne af, sådan som jeg kunne i gamle dage, så tænkte jeg, nej, de er for tunge. De tynger bogen.«
Digtets MacD
En del af digtene i Hsieh handler om digtning. I et af dem ønsker du dig, at dine digte måtte smage som Big Macs og erklærer din foragt for dén/ kitsch og haute cuisi/ nekult der så læn/ ge har huseret både/ i poesi og madlav/ ningen. Hvad skal det sige?
»Ja, jeg har svært ved at kommentere det digt, andet end at jeg er glad for det. Det siger, hvad jeg mener, men jeg kan ikke sige det på anden måde.«
»Hvis det var nødvendigt for mig at tolke digtet kan du forklare mig, hvad der står i det her digt og så videre så ville jeg have skrevet forklaringen, ikke digtet. Så havde det været digtet. Men jeg har skrevet det, jeg kan ikke forklare det bedre.«
Måske siger det også, at digtningen ikke skal gøre sig til mere end den er?
»Digtet skal stå inde for sig selv og ikke mere. Samtidig har jeg altid været optaget af firmamærker. Adidas, Paderborner (en tysk eksportøl, red.) og så videre. Det er ting, der lever i vores tætte hverdag, og Hsieh er en tæt hverdagsbog. Jeg elsker det.«
