Læsetid: 5 min.

Ringo Starr som Finlands hovedstad

Det nordiske fællesskab fik sit grundskud, da Jens Otto Krag førte Danmark ind i EF, Men nordiske netværk lever stadig bl.a. omkring biblioteker
26. oktober 2004

Bogmøde
MALMØ – Da Dorrit Willumsen første gang blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, lagde hun ikke mærke til det. »Derfor husker jeg det tydeligt,« siger hun underfundigt.
Hun fik det at vide, da hun drak kaffe med nogle bekendte, som havde hørt i radioen, at hun var indstillet. »Jeg regnede det dog for fuldstændig usandsynligt, at jeg ville få den,« fortsætter hun og fortæller videre, at da hun så senere fik den for romanen Bang, bygget over Herman Bangs liv, lagde hun i den grad mærke til det, for alle mulige journalister ville have interviews. En af dem bad om tilladelse til at beskrive hendes hjem som »noget rodet,« og i Norge ville pressen sende hende ud at stå på ski. »Men på Nørrebro, hvor jeg er født, havde vi ingen ski, og vejret var desuden så dårligt, at det måtte aflyses.«
»Jeg gik rundt i en slags jetlag i de dage,« forklarer hun, »og fik da også at vide, at det slet ikke burde have været mig.«
Vi er til seminaret Förmedling af Nordisk Litteratur på Malmø Stadsbibliotek, angiveligt et af de 12 vakreste i verden, som indlederen ikke uden stolthed bemærker.
Tanken om et på en eller anden måde forenet Norden f.eks. i Nordek, et nordisk fællesmarked, døde, da Jens Otto Krag i 1972 trak Danmark sydpå. Den lever dog stadig på forskellige måder, og som det siges på dette seminar, har de nordiske biblioteker et ganske stærkt netværk. En idé, der har slået an i de senere år, er, at alle Nordens biblioteker på samme dato i november dæmper belysningen og laver gammeldags oplæsning for børn af samme nordiske tekst.
Inden for kultur er Nordisk Råds Litteraturpris et me-diedækket højdepunkt, beregnet på give forfatterskaber et løft og ikke mindst få dem læst i nabolandene. Men ak… heller ikke her kan man regne med noget. Således lykkedes det ikke at sælge Pia Tafdrups prisbelønnede digtsamling Dronningeporten til udgivelse i et eneste af dem.

Den frygtelige sandhed
»Norden er ikke ’big issue’ for unge i dag,« siger danske Gyldendals Johannes Riis, der også er inviteret. »Det falder dem ikke ind. Det er bøger fra det øvrige Europa, fra USA og endnu fjernere mål, de læser,« siger han. »Vi må se i øjnene, at der vil komme en afsentimentalisering, hvor der ikke er plads til særbehandling af nordisk litteratur.«
»Den frygtelige sandhed er,« afsentimentaliserer Riis videre, »at, vi måske ikke forstår hinanden så godt, som vi ved festlige lejligheder ynder at sige.« I virkeligheden kommunikerer vi bedre på engelsk. »That’s the plain truth,« trumfer han, men samler også op, for nordiske bøger ligger tit på danske bestsellerlister i kraft af deres egenværdi.
Han sender en venlig tanke til sin ungdom, hvor man som medlem af foreningen Norden fik tilsendt bøger på originalsproget fra nabolandene. (En trafik, der stadig finder sted, og generalsekretær Karen Bue oplyste til Deres Udsendte, at foreningen Norden i dag har 70.000 individuelle medlemskaber).

Nalle og da Vinci
For sit oplæg modtager Johannes Riis en biblioteks-Nalle, en teddybjørn, som en fiks afveksling fra de sædvanlige tre flasker rødvin. Den hedder Nicole.
Det gør oplægsholderne fra de andre lande også, efterhånden som de får afleveret deres tanker om, hvordan det nordiske alligevel betyder noget. Den svenske pristager fra i fjor, Eva Ström, siger, at det er svært at forestille sig Lars Norén uden Strindberg og Ibsen, svensk feminisme uden Suzanne Brøgger og Märtha Tikkanen. Således står vi på skuldrene af hinanden i Norden.
Finske Stig-Björn Nyberg, direktør for den akademiske boghandel, siger, at han repræsenterer markedskræfterne, børs og katedral, hvor man »gerne må tjene penge på kultur, men helst så di-skret, at ingen mærker det.« Der er ingen større efterspørgsel efter megen nordisk litteratur, ligesom publikum hellere køber Da Vinci-my-steriet end Heinrich Böll.
Der diskuteres også bogpriser, en sær størrelse, der har givet sig udslag i, at danske bogkøbere er rejst til Sverige for at købe billigere bøger – på dansk! Prissættelsen er ganske forskellig.
Stor opmærksomhed er der om Arne Ruths indlæg, kulturredaktøren fra Dagens Nyheter, der stoppede efter 16 år, fordi ejerne ville blande sig for meget. Han frygter,
det attak, der er i gang fra EU på de ordninger, man har i nordiske lande omkring forfatteres honorering via bibliotekspenge og støtte via ekspertråd. Ordninger, som ikke kendes fra andre lande, og han frygter forringelser.
Der læses nordisk litteratur syd for den danske grænse! Anette Jensen, leder af et nordisk informationskontor her, har haft succes med læsekredse, hvor man først læser den samme bog, derefter har temadag med besøg af forfattere for til sidst at besøge det land, hvor bogen kommer fra. Måske kan ideen brede sig som ringe i vandet.

Beatlesmanifestet
Bring in the clowns! Ikke at Dorrit Willumsen og islandsk pristager Ejnar Már Gudmundson er klovner, men underholdende er de. I modsætning til førstnævntes underspillede humor, har sidstnævnte udviklet sig til en decideret stand-up-comedian, der har salen i sin hule hånd, mens han fortæller om sin nye roman, The Beatles-manifestet, som endnu ikke er udkommet. Lyder som en vild og vildt nostalgisk historie om rock’n’roll og en dreng, der svarer Ringo Starr, da han af læreren i skole bliver spurgt om, hvad hovedsta-den i Finland hedder. Gudmundson fortæller, at han en overgang boede på Christianshavn, og da han – efter at have modtaget Nordisk Råds Litteraturpris – blev mødt af gamle venner, der sagde: Tillykke med Nobelprisen.
Så en anekdote: Forfatteren Halldor Laxness, der mente at troen på biler har erstattet troen på Gud, havde selv en jaguar, der engang blev ramt af en lastbil, hvorefter den trillede rundt flere gange.
»Åhnej,« tænkte chaufføren, »nu bliver jeg kendt som manden, der dræbte Halldor Laxness!«
Men nationaldigteren trådte uskadt ud og sagde: »Er der mere, jeg kan gøre for dig!«
Arne Ruth kaldte i den afsluttende, opsamlende paneldebat Island for det mest kosmopolitiske af de nordiske lande, fordi landet ikke skammer sig over sin egenart. Et forbillede for andre lande i Norden. Einar Már Gudmundson mente, at landet på grund af sin beliggenhed havde været nødt til konstant at være i dialog med omverdenen, men at det med centrum og periferi i øvrigt var noget vrøvl, for vi har den samme jordklode som en fodbold under vore fødder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu