Et af de dårligste foredrag jeg har holdt, fandt sted på Askov Højskole i 1968 for en forsamling af lærere og teologer. De lod sig i hvert fald ikke tryllebinde. Jeg husker heldigvis ikke emnet, noget om modernismen, men bagefter kom Knud Hansen, der dengang var forstander, hen og spurgte venligt, om jeg ikke kunne tænke mig at skrive om Thorkild Bjørnvigs nye store og svært håndterlige digt Ravnen. Han var redaktør af Dansk Udsyn og mente åbenbart, at jeg kunne trænge til at rehabilitere mig i så henseende. Jeg slog til og leverede en længere analyse og redegørelse med ind- og udsyn, der da også kom i tidsskriftet og senere i bogform hos mig selv.
Skønt jeg i øvrigt ikke ellers gjorde meget i højskoler, var jeg kort tid efter på vej til Baaring Højskole og havde som passager i bilen en yngre kollega, som jeg kendte i hans dobbelte egenskab af fortræffelig cellospiller og kristen moralist. Det var det sidste mere end det første, der fik ham til at kommentere min Ravne-artikel, som han fandt respektabel, men ledsagede med bemærkningen: »Hvis du er kommet ærligt til den!«
Jeg var noget sart på baggrund af det omtalte foredrag, så det hensatte mig i våndefulde betragtninger over den letfærdighed, der måske generelt findes i litteraturkritisk arbejde, som jo tager afsæt i andres åndsværker, og min fortolkning i særdeleshed. Var den lutter blændværk?
Hvad han nu mente med sit forbehold, véd jeg ikke ganske. Måske bundede det i en traumatisk selvbetragtning eller i en mistro til en, som var vant til anmelderiets hastige metoder og lysten til at skabe fascination.
Gift for sjælen
Blændværk er en side af begrebet oplysning. Når lyset er særlig stærkt, falder det i øjnene på en måske skærende måde. PH opfandt en blændfri lampe, som nu ikke er særlig god at arbejde ved. Men selve ordet blændfri markerer den negative ladning i ordet at blænde. Vi tiltrækkes dog som sværmere af blændende skønheder, og blændende præstationer får os til at lukke øjnene for svaghederne og dæmpe kritikken. Der er fristelser på færde, så snart noget blænder. Virtuoser som Franz Liszt og Paganini faldt alle for, og vi skynder os at tilføje, at deres værker er noget overfladiske. Ofrer de indhold for form?
Ordet blændværk har mange mere eller mindre præcise synonymer, hvoraf flere har det som mayas slør på sanskrit, at de egentlig betegner stor skaberkraft, men derefter identifikation med det ydre i stedet for sjælen: gøglebillede, fata morgana, fortryllelse, glamour, sansebedrag, øjenforblændelse. Afstanden fra det egentlige er yderligere markeret hos distanceblænderen.
At blændværk er gift for sjælen, har vi religionernes ord for, og vi behøver ikke at lede længe i salmebøgerne for at finde stærke udtryk for den farlige jagen efter skygger, som Matthias Claudius synger om, mens månen langsomt hæver sig.
Forestillingen om, at det egentlige liv kun findes her og nu, er en slem vilfarelse, lyder det gang på gang, markant formuleret med masser af udråbstegn af Grundtvig i De levendes Land:
O, skuffende Drøm!
Du skinnende Boble paa Ti-
dernes Strøm!
Forgiæves dig Skjalden, med
Mund og med Pen,
Af glimrende Skygger vil
skabe igjen,
Naar Skyggen er ligest, da
hulke de Smaa,
som stirre derpaa!
Den fortryllende drøm om evighedsperlen narrer de stakler, der i billed og kunst forgæves søger, hvad hjertet begærer, hedder det i den følgende strofe.
Grundtvig brugte, egentlig noget selvmodsigende, her sin kunstneriske magtfuldhed til at undsige kunstens pålidelighed som skaber af eksistentielle værdier. Det er en overtalelsesmåde, han har hentet bl.a. hos Kingo, der med samme strofes formelle midler gjorde sig »Keed af Verden og kier ad Himmelen«. Her i det åndelige sjungekor skildres blændværket som alt det, verden opsminker med fauer gestalt: »Det er jo kun Skygger og skinnende Glar, det er jo kun Bobler og skrattende Kar«. Altså lutter forfængelighed.
Skygger og bobler og perler er de genkommende ord for flygtigheden i kunsten, og selve ordet kunst bruges som ensbetydende med bedrag. Det er da også så sandt som det er sagt.
Kunst er bedrag og blændværk og dermed en særlig vej til erkendelse, til højde- og dybdeoplevelser. De gamle kaldte fænomenet le merveilleux, det vidunderlige, åbenbaringen for at tale traditionens sprog. Derfor har religionerne heller ikke kunnet undvære musik og poesi.
I oplysningens tjeneste er der så sket det, at kunsten har frigjort sig fra denne binding, som Grundvig jo søgte at fastholde med sine advarende ord om skinnende perler i tiden modsat evigheden. Ordene satte sig imidlertid fri af Ordet, gik deres egne veje eller søgte tilknytning andre steder. Kunst har således luciferiske træk af oprørsk lys-skabelse.
Det er dyrt at få djævelen i tale, en pris, som kun få kan betale, mente Sophus Claussen, der fordybede sig i tanken om skabelsens mysterier og fristedes af udvekslingen af mennesket og digteren, bl.a. i digtet, der bærer den titel, og som slutter: »Jeg er død, men om mit Spor svæver Livets Skaberord.« En menneskeofring.
At prisen er høj, vidste også Karen Blixen, der indgik en pagt med endnu stærkere kræfter end lige Thorkild Bjørnvig og dermed gav fortællingen højere prioritet end evangeliet.
Således er vi i det uundværlige blændværks sfære, hvor illusionerne tager struktur efter menneskets højeste ydeevne med en egen patos. endda en accepteret tragik, tilkendegivet i samme digt af Sophus Claussen:
Thi jeg anede, at Verden som
en Grav var dyb og stor,
var en Krypt, hvor Livets Drømme hver og en blev stedt
til Jord,
men jeg sejred over Døden
med udødelige Ord.
Og jeg fejred Livets Fester,
men jeg fejred dem i Ord.
Andre digtere har fejret dem i ord med en nihilistisk gestus som en showets æstetik, demonstrationen af den øjeblikkelige indsats, som ophæver tiden, mens den står på i glinsende åndeløs ækvilibrisme, det forskelsløse hos Per Højholt.
Poesien er fuld af refleksion over de skinnende perler, bobler og skygger. Olaf Bull vandrede med sin lille datter ind i pudevårets Gobelin og oplevede fantasiverdenens lægende befrielse og trøstesløsheden bagefter i erkendelsen af, at det blot var fattig silkesøm det hele. Men digtet står der jo stadig i det omfang poesi stadig læses og høres. Det overlever tristessen hver gang med livets skaberord.
Tyveri er ærlighed
Jeg blader lidt i min gamle artikel om Bjørnvigs Ravnen og finder nogle betragtninger om digt som poesi, ikke virkelighed, kun fragmentsandhed. Og jeg hævder, at Ravnens intention er at nå frem til digtet: »Digtet både undsiges og fremstilles som ideal. Der er en mærkelig dialektik i dette: Digtet var ikke sandt. Men var det ikke sandt, skal det blive sandhed ved hjælp af digtet.«
Her er da Grundtvigs uerkendte dilemma taget op og forandret til positiv stræben. Mener og mente jeg. Det er en fortolkning.
Litteraturhistorien og kritikkens opgave er at holde liv i fantasiverdenens virkelighed og sandhedsværdi med fornuften som argument. Det er en metalitteratur, som også henter energier fra sit materiale og uvilkårligt låner lidt af dens aura, hvis det ikke er alt for klodset udført.
Skal man have dårlig samvittighed? Ikke hvis man tror på sin tolkning.
Der er noget om, at ravnefugle har sans og øjne for glinsende ting og finder på at stjæle dem og hjemføre dem. . Mere lys! Så ligesom kunst er sandhed, er tyveriet ærlighed. Man beholder jo ikke byttet.
*Torben Brostrøms artikel er også trykt i bogen 'Ord på samvittigheden', der lige er udkommet på Politikens forlag. Bogen er redigeret af Johannes Møllehave, Marie Tetzlaff og Niels Birger Wamberg
