v./ Mette Størum Krogh
*Udsigt
UDSIGT feministiske strategier i dansk billedkunst er en historisk collage i tekst og billede om kønspolitiske manifestationer, og om hvordan de er kommet til udtryk i dansk billedkunst gennem de sidste fire årtier. Værket er redigeret af kunstnergruppen Kvinder på Værtshus, og er det første af sin slags siden udgivelsen af Billedet som kampmiddel kvindebilleder mellem 1968 og 1977, der udkom på Informations Forlag i 1977.
Blandt bidragyderne finder man Jytte Rex, Kritistine Kern, Susan Hinnum, Katya Sander samt kunstnergruppen High Heel Sisters, Aircondition, Kvinder på Værtshus m.fl. Desuden artikler af kunsthistorikerne Sanne Kofod Olsen og Rune Gade.
UDSIGT feministiske strategier i dansk billedkunst. 264 s., 298 kr. Rigt illustreret. Informations Forlag. ISBN 87-7514-098-5. Er udkommet.
*Ytringsfrihed
Foranlediget af dødstruslerne mod det hollandske parlamentsmedlem og filmmanuskriptforfatter Hirsi Ali tager Danske Skønlitterære Forfatteres bestyrelse afstand fra enhver krænkelse af ytringsfriheden. »Et af demokratiets væsentligste forudsætninger er ytringsfriheden, ikke mindst friheden til at kritisere institutioner af enhver art, herunder politiske og religiøse. Der er ikke behov for at bringe nogen til tavshed, men for at vi alle sammen lytter til og er opmærksomme over for de meninger, som går os imod,« skriver bestyrelsen i en pressemeddelelse.
*Forfatterophold
Forfatteren Jan Sonnergaard befinder sig i denne måned i Belgien på forfatterophold, faciliteret af den flamske forenings kulturafdeling og litteraturorganisationen i Bruxelles, Het beschrijf.
Het beschrijf blev stiftet i 1998 og har kontakt til presse, forlag, oversættere og kulturelle organisationer i såvel Belgien som internationalt. Udover at give forfattere mulighed for ro til fordybelse i deres arbejde, tilbyder Het beschrijf også at organisere netværksmøder og workshops med andre forfattere og oversættere samt at arrangere præsentationer for publikum under opholdet. www.beschrijf.be.
*Festival
Den nordiske kunst- og litteraturfestival, Les Boréales, løber frem til den 27. november af stabelen i Normandiet med deltagelse af tre danske forfattere. Peter Adolphsen, Peter H. Fogtdal og Pia Petersen.
Peter Adolphsens Brummstein er i år udkommet på det franske forlag Gaïa Editions med samme titel, oversat af Inès Jorgensen, mens Pia Petersen, der er bosat i Marseille, har udgivet to bøger på fransk: Le jeu de la facilité og Parfois il discutait avec Dieu.
Under festivalen, der afholdes en gang om året, vil forfatterne deltage i litterære debatarrangementer.
*Litterær legestue
Wicked Wednesday Extreme Spoken Word Club er navnet på en ny litterær legestue, der hver onsdag afvikles på Købehavns nye scene Play Cph.
Den 1. december med deltagelse af blandt andre Nikolaj Stochholm og Lars Skinnebach, mens Per V, Gordon Inc, Henrik List og Camille Blomst optræder ugen efter.
Der rundes af 15. december under overskriften Taboo Poetry. Hver gang med en unavngiven overraskelse. Claus Ankersen er arrangør, vært, performer og almen spradebasse.