Nyhed
Læsetid: 1 min.

Bogkort

Kultur
12. november 2004


Bogtillæg
Ny dansk oversætterpris
*I år uddeler Kunstrådets fagudvalg for litteratur for første gang Den Danske Oversætterpris. Prisen gives til en fortjenstfuld oversætter fra dansk eller til udenlandske forlag, som har udvist særlig opmærksomhed for den danske litteratur.
Prisen for 2004 går til Tyskland, nærmere bestemt til oversætteren og litteraturudgiveren Gisela Perlet fra Rostock, der har oversat klassikere som Søren Kierkegaard, Georg Brandes, Herman Bang og Karen Blixen og især har gjort sig bemærket for sine nyoversættelser af H.C. Andersens eventyr samt som redaktør af den tyske udgave af Andersens dagbøger. Senest har hun oversat Avromche Nattergal af H.C. Andersens samtidige Meïr Aaron Goldschmidt.
Prisen, som er på 15.000 euro, finansieres af Kunstrådets fagudvalg for litteratur og har til formål at fremhæve den betydningsfulde rolle, som oversætterne spiller for udbredelsen af kendskabet til dansk litteratur. Den skal fremover uddeles årligt, hvert år i et nyt sprogområde. Overrækkelsen finder sted den 17. november i de nordiske ambassaders fælleshus i Berlin. msk

Strid i billedbogskonkurrence
*Jakob Martin Strid har vundet den danske del af Gyldendals nordiske børnebogskonkurrence med sin bog Lille Frø, som både er skrevet og tegnet af vinderen selv og som Gyldendal planlægger at udsende til foråret. Strid, der nok er mest kendt for sin satiriske stribe i Politiken, har tidligere vakt begejstring hos såvel små som store med børnebogen Mustafas Kiosk. Den samlede nordiske vinder af konkurrencen blev den finske billedbogMormors Maskine af Jukka Laajarinne og med illustrationer af Martti Ruokonon. mla

Litteraturudvalget på ny
*De nye medlemmer af udvalgene under statens kunstfond er blevet udpeget af Kulturminister Brian Mikkelsen. I litteraturudvalget er det forfatter og journalist Bo Green Jensen, der overtager formandsposten efter forfatter Henning Mortensen. Med sig til at fordele udvalgets midler i den næste treårige periode fra 1. januar 2005 får han forfatter Anne Marie Ejrnæs samt den hollandske professor Henk van der Liet. mla

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her