Nyhed
Læsetid: 10 min.

Forlæggeren fra München

Forsøget med at ordne verden er gået galt, siger den tyske forlagschef Michael Krüger: Troen på at verden vil blive til at forstå er blevet afløst af behovet for stadig nye forklaringer. Derfor har litteraturen en fremtid
Kultur
12. november 2004

Bogtillæg

Forlagsliv I
Det stod ikke i kortene, at Michael Krüger en dag skulle blive en af den tyske bogverdens helt centrale personer. I bedsteforældrenes hus, hvor Krüger voksede op, fandtes der nærmest udelukkende bøger om planter og naturen. Krüger ville være skovfoged og forfærdes den dag i dag over, at de fleste mennesker kender flere bilmærker end navne på træer.
Men det skulle gå anderledes. Efter studentereksamen blev han uddannet som boghandler og -trykker. Efter et treårigt boghandler-ophold i London vendte han tilbage til Tyskland, hvor han i 1968 begyndte at arbejde for Carl Hanser Verlag i München. I 1986 satte han sig i forlagets chefstol og gjorde Hanser til et af de mest renommerde navne i den tyske forlagsbranche. Sideløbende har han fungeret som udgiver af litteraturtidskriftet Akzente og har publiceret adskillige egne bøger og digtsamlinger.
De, der kender Krüger nærmere, betegner ham som et menneske besat af litteratur. Selv siger den snart 61-årige, at han betragter sit arbejde som en fortsættelse af naturen i kulturen: Ligesom en skovfoged skal en forlægger hele tiden være på udkig, han skal pleje og redigere manuskripter, som skovfogeden beskærer træer, og han skal vide, hvilken slags grund en forfatter kan udvikle sig på. Men hvad driver ham?
»Jeg er af den efterhånden måske underlige overbevisning, at der i bøger findes noget, som ikke længere forekommer andre steder. Forsøget med at ordne verden er gået galt. Jeg tror, at den enkelte står overfor en verden, som han ikke længere forstår. Vi er alle vokset op i den tro, at den moderne filosofi vil føre til, at verden bliver gennemsigtig, at vi vil forstå alt. Freud mente endda, at når vi engang vil være i stand til at forklare os selv, vil der ikke længere være brug for litteratur. Men kendsgerningen er, at vi lever i en verden, som hele tiden skal tolkes på ny. Og det virkeligt komiske og på samme tid fascinerende er, at vi nu i over 2.000 år har haft talrige forklaringsmodeller, fra Platon til Sloterdijk, som enten er uforståelige eller ikke er blevet formidlet godt nok, eller også har verdens fysiognomi forandret sig på en måde, så vi ikke længere kan forklare den med vores traditionelle midler. Derfor tror jeg på litteraturens fremtid. Det handler nemlig ikke om at finde en ny teori, der som en slags magnet binder det hele sammen. Derimod er der brug for fortællende tilnærmelser.«

Litteraturens funktion
– Mennesket står fremmed over for sine egne frembringelser og føler sig fremmedgjort. Fører litteraturen tilbage til det virkelige liv?
»Jeg er overbevist om, at litteraturen i dag har en nærmest uendelig stor funktion. Min egen generation, 68’erne, mente, at litteraturen var en borgerlig leg, at den ikke længere har noget at sige, at den blot var kompensation, at det virkelige liv var meget stærkere. Litteraturen kunne derfor lige så godt afskaffes. Men denne holdning til litteratur har heldigvis overlevet sig selv. Den angst, vi for eksempel oplever i forbindelse med den genetiske revolution, er jo ikke andet end en angst for, at vi bliver gennemsigtige, for at vi kan forklares, og at vores sidste hemmelighed bliver taget fra os. Jeg er derimod fuldstændig overbevist om, at mennesket stadig indeholder så mange hemmeligheder, at vi skal arbejde dag og nat for overhovedet at være i stand til bare at forstå en lille smule.«
»Og det ubegribelige er jo, at man i denne forbindelse åbenbart kommer meget længere med en beskrivende fremgangsmåde. Litteratur siger meget mere om os end alle sociologiske, psykologiske, politiske eller andre teorier, som definerer os mennesker udefra.«
Michael Krüger tænder en cigaret, tager en dyb indånding og lukker øjnene. Der er en sjælden ro over ham, men samtidig en særlig koncentration og intensitet.
»Jeg tror, recycling vil blive en central del af det 21. århundrede,« siger han pludselig. »Ganske vist går den tekniske udvikling – fremskridtet – hurtigere og hurtigere. Men samtidig efterlader den flere og flere ting, som er ubearbejdede og aldrig er kommet til udfoldelse.«
»Tag for eksempel teatrets krise. Det er jo ikke et spørgsmål om ressourcer, enhver by har i dag sit eget teater. Problemet er de værker, som bliver opført. Fra Antonin Artaud til Heiner Müller har nøgleordet været destruktion. Igennem en stadig stigende seksualisering og agressivitet er der i det 20. århundrede opstået former, som egentlig ikke længere har noget med teatret at gøre. På scenen foregår der alle mulige mærkelige ting, tilskuerpladserne bliver stadig tommere, og længslen efter et stort stykke vokser. I den situation er der mange, der kigger tilbage på klassikerne og spørger, om de i grunden ikke siger os mere end de moderne stykker, som bliver opført. På samme måde forholder det sig med litteraturen. I grunden har den slet ikke udviklet så mange former. Hvis man ser tilbage og fylder de gamle former med nyt indhold, så bliver det efter min opfattelse ganske spændende.«

Vi er ved et dødt punkt
»Dertil kommer et andet aspekt, hvis betydning ikke må undervurderes. Historien siden Den Franske Revolution er en historie, som er slået fejl. I politisk henseende er vores verden mislykkedes. Godt nok har vi fået de borgerlige rettigheder etableret, og godt for det. Men i det hele taget er vi kommet til et dødt punkt – især med hensyn til vores fremskridtstro. Siden Den Franske Revolution har det heddet sig, at historien må orientere sig efter et mål, at der må være en fremtid, man løber henimod. Pludselig finder vi ud af, at dette mål er et fatamorgana, at vi ikke kan løbe direkte hen imod det. Vi bliver nødt til at gå ad omveje og lære, hvad en omvej overhovedet er for noget. Vi må standse op, gå tilbage og i zigzag.«

En usikker tid
– Litteratur lader sig ikke tage til indtægt, har en af dine forfattere, litteraturkritikeren Helmut Böttiger, for nylig udtalt i et interview med denne avis. Men i forbindelse med bogmessen i Frankfurt blev der talt meget om litteraturens betydning f.eks. med henblik på dialogen mellem den vestlige og den arabiske verden. Har litteraturen alligevel ikke en formidlende rolle, måske endda et utopisk potentiale?
»I hvert fald bliver det påstået igen og igen. På den måde definerer man et nyt mål, som man så kan begynde at løbe hen imod. Lad mig i denne forbindelse blot påpege, at Nobel-prisen i llitteratur i år er gået til en kvinde, som ikke har noget som helst utopisk potentiale. Tværtimod besidder Elfriede Jelinek en høj grad af destruktivitet, idet hun sandsynligvis tror, at der i vores samfund stadigvæk findes mange mandlige strukturer, som først skal ødelægges, inden man kan opbygge noget nyt.«
– Er du enig i denne tankegang?
»Nej, slet ikke. Jeg tror ikke, at destruktion er egnet til at bevare litteraturens form som noget skønt. Vi er jo alle sammen kommet i en situation, hvor vi tænker over, hvad der er værd at bevare, hvad der er vigtigt. Det sker altid i en tid, som er præget af usikkerhed. At for eksempel teatret er kommet i en sådan krise, synes jeg er forfærdeligt, fordi det var et af de få steder, hvor man netop kunne vise det utopiske. Naturligvis findes der nødvendig destruktion. Der findes politiske destruktioner, som man slet ikke kan lade være med at bakke op om. Og selvfølgelig er destruktion et centralt element i vores tilværelse: Fra dets første åndedræt forbereder mennesket sig på sin død. Med andre ord: Ofte er destruktionen af det gamle en forudsætning for det nye. Men har litteraturen en sådan rolle? Jeg vil sige, at litteratur har betydning. Schiller har engang sagt, at vi mennesker skal lege med de få ting, som vi har til rådighed. Vi må udvikle muligheder for at finde os tilrette i denne indsnævrende verden. Litteratur laver ikke andet – den leger med ord. Men netop her ligger for mig dens betydning. Vi mennesker har brug for ting, vi kan holde fast i. Hvis ikke de var der, ville det hele være kaos og undergang.«
– Som forlægger får du en del manuskripter og skal afgøre, om du vil udgive dem eller ej. Med andre ord: Du læser med henblik på at sælge. Hvad skal der til, for at en tekst fanger din interesse?
»Jeg tror ikke, det er anderledes hos mig end det er med enhver, der har med bøger at gøre. Hvis jeg læser noget, som jeg på den måde aldrig har set før, så er det til at begynde med en tekst, som jeg bliver nødt til at læse færdig. At læse en bog, som jeg allerede kender, blot med en anden titel og et andet forfatternavn på omslaget, keder mig uendeligt meget. Livet er for kort, og man har desværre ikke tid til at læse særlig meget – der er næsten ingen, som kan nå at læse mere end 5.000-6.000 bøger i sit liv. Det vil sige, at man må være meget selektiv og bevidst om, hvad der interesserer én. Ellers er det spild af tid, og sådan er det med de fleste bøger. En tekst, lige meget om det er en roman, en politisk tekst eller noget helt tredje, skal indeholde et eller andet særligt. Tag Joakim Garffs bog om Kierkegaard. Jeg troede, at jeg havde afsluttet min Kierkegaard-læsning for 10 år siden. Men nu har jeg læst mig igennem næsten 1.000 sider – og jeg er igen blevet til en anden person, netop fordi bogen er skrevet på sin helt egen måde.«
– Er disse to roller altid forenelige med hinanden, altså litteratur-liebhaveren på den ene side, forlæggeren på den anden? Skal sidstnævnte ikke netop betjene markedets og mediernes mekanismer for at kunne sælge bøger?
»Selvfølgelig. Både jeg og mine medarbejdere lever af de bøger, vi sælger. Min opgave er at formidle – forfatterne mener, de har noget at sige til verden, de betror mig deres manuskripter, som jeg skal værne om. Der står endda i kontrakten, at jeg skal gøre alt for, at en bog når ud til offentligheden. Det vil sige, at det rent faktisk også er min pligt at forsøge at påvirke hele den såkaldte litteraturindustri, dvs. medierne og markedet. Således er det i hvert fald rent formelt. Naturligvis har et forlags arbejde også en mere idealistisk side og indholdsmæssig interesse.«

Skandinaviske bøger
– Men fører netop denne litteraturindustri ikke også til, at bestemte bøger ikke længere bliver udgivet, netop fordi enten forfatteren eller teksten ikke lever op til den såkaldte offentligheds forventninger?
»Det kan jeg ikke benægte. Der er økonomiske rammer, og et forlag kan kun udgive et vist antal bøger om året. Og så må vi erkende, at mennesker, ud over at læse, også har andre interesser. I denne kamp om den enkeltes tid skal jeg overbevise mennesker om at skænke mig deres tid til at købe og læse en bestemt bog. Det er ikke nemt og bliver stadig sværere, og der må tages tricks i brug. Og når man har været i denne branche i et vist antal år, så kender man de fleste tricks og benytter sig af dem, selvfølgelig!«
Om Michael Krüger har benyttet sig af tricks til at sælge skandinavisk litteratur er ikke til at vide. Kendsgerningen er, at skandinaviske forfattere i Tyskland har nydt stor popularitet og opmærksomhed i de seneste år.
Og at Krügers Carl Hanser Verlag og det mindre Zsolnay Verlag har haft en betydelig andel i denne succes. Ud over den allerede omtalte Kierkegaard-biografi af Joakim Garff, som udkom i foråret, har de to forlag udgivet bøger af blandt andet Per Olov Enquist, Henning Mankell, Tomas Tranströmer, Lars Gustafsson, Peter Høgh, Leif Davidsen og Jens Christian Grøndahl. Men hvorfor denne fascination af den skandinaviske litteratur? Hvori ser Krüger dens særpræg?

Klarhed og skønhed
»Hans Magnus Enzensberger har for 20 år siden sagt om Lars Gustafsson, at han er en rationel mystiker. Og på en måde gælder dette udsagn for hele den skandinaviske litteratur. Der er en hang til at gruble – verden bliver ikke taget som en selvfølge, enhver må finde sig tilrette. Mens dette subjektive element i den tyske litteratur tit er blevet hævet op på et abstrakt niveau, har de skandinaviske forfattere i vidt omfang benyttet sig af deres sanseapparat. Hvad tænker vedkommende, når han iagttager noget? Hvad lugter eller hører han, når han bevæger sig fra A til B? Kan dette udtrykkes med ord? Henning Mankell, som jeg beundrer meget, er et vidunderligt eksempel på denne nøjagtighed. Ganske vist bevæger de fleste mennesker sig typisk hen imod et bestemt punkt, og dette punkt er forbundet med forventninger, forhåbninger eller blot et formål. Men der er ikke kun målet. Der er også selve vejen og vores egen krop, som selvfølgelig helst vil blive, hvor den er. Og netop dette aspekt har den skandinaviske litteratur været god til at beskrive.«
»De fleste forfattere har jeg jo lært at kende. De er alle sammen nogle overordentlig civiliserede mennesker, men med hver deres egen dille. Min gode ven Peter Høegh, som desværre ikke har skrevet noget i lang tid, er et godt eksempel. Og så er de skandinaviske forfattere alle sammen præget af en særlig forbundethed til naturen. Jeg har indtil nu ikke truffet en eneste, som har sagt: ’Jeg er ligeglad med naturen, bare mit hoved fungerer’. Det er blandt andet derfor, at jeg elsker de svenske poeter. Jeg er en af de få personer, der stadigvæk tror på, at svenskerne er så intelligente, at de en dag vil give litteratur-nobelprisen til Tomas Tranströmer. Denne klarhed og skønhed, dette vellykkede forsøg på at afbilde det dybeste indre på overfladen – det er den allerstørste kunst.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her