Nyhed
Læsetid: 11 min.

Liberal og litteraturelsker

Gyldendals litterære direktør er vokset op i et hjem, hvor der stod bøger med stamtavler for korthornskvæg i bogreolen. Han er i dag i bestyrelsen for det universitet, hvor han studerede litteratur, da den benhårde marxisme herskede
Kultur
12. november 2004

Bogtillæg

Forlagsliv II
– Du er venstremand?
»Jeg betragter mig som liberal. Men har aldrig været medlem af Venstre lige så lidt som noget andet parti.«
– Men du har stemt på Venstre?
»Jeg har stemt på forskellige partier i tidens løb, både til folketingsvalg og valg til amtsråd og kommunalbestyrelser.«
– Hvoraf kommer det sig, at du er liberal?
»Det har noget med min opvækst at gøre. Den tankegang, der bar i det hjem og hele det miljø, hvor jeg voksede op, var, at staten... det var ikke noget at samle på. Den ville os sjældent noget godt. Den ville sætte sig på os, hvis den så sit snit til det, så den skulle man passe på.«
– Hvad var det for et hjem?
»Jeg er vokset op på en gård på Mors.«
– Hvor stor var den?
»Ca. 100 tdr. land.«
– Hvordan var kulturbilledet?
»Det var præget af det lokale og af, at begge mine forældre havde været på højskole. Derudover havde far været på landbrugsskole, mor på husholdningsskole. Så det var forsamlingshuset og kirken og ellers en rimelig åbenhed og interesse over for det, der foregik i samfundet. På det tidspunkt nød bønderne endnu agtelse, og man var stolt af at være bonde.«
– Og det er man ikke mere?
»Nu hænges bønderne jo ustandseligt ud for at være miljøsvin, det går ud over selvagtelsen, men der er desværre noget om snakken.«
– Hvad tror du, en landmand fra dengang ville sige, hvis han så et landbrug i dag?
»Det behøver jeg ikke engang at spørge bønder fra dengang om. Man kan bare spørge de rigtige bønder i dag. De synes jo også, det er fabrikker, der ligger ude på landet. Mange af dem kunne aldrig drømme om at have en svinefarm. De synes ikke, det har noget med landbrug at gøre. Problemet er, at man ikke kan leve af traditionelt landbrug mere. Problemet er, at forbrugerne, danskerne, ikke vil betale en ordentlig pris for deres mad. Det gælder om at få så meget som muligt til så lav en pris som muligt. Den indstilling er kommet til at præge hele landbrugets struktur og organisation.«

Roer er kedelige
– Uafvendeligt?
»Det ved jeg ikke, men med den indstilling, som trives nu, så er der næppe udsigt til, at det vender foreløbig.«
– Hvad stod der på jeres bogreol?
»Ingemanns romaner, rejsebeskrivelser og Salmonsens Konversationsleksikon, som min far havde fået i konfirmationsgave, og H.C. Andersens Eventyr. Der stod bøger om historie og om Danmarks store gårde og stamtavler for korthornskvæg, som min far havde i staldene. Jeppe Aakjærs Rugens Sange og Goldschmidts Ravnen stod der også. Fra min morfar, der var en ivrig læser, arvede vi nogle bøger bl.a. af Carit Etlar – Gøngehøvdingen og Dronningens Vagtmester. Det var ikke Søren Kierkegaard, der stod på hylderne.«
– Hvor har du så din meget store interesse for litteratur fra?
»Jeg vidste på et tidligt tidspunkt, at det med landbrug absolut ikke var noget for mig, selvom jeg såmænd var ret god til at hakke roer. Men det interesserede mig overhovedet ikke. Nogle af rækkerne var simpelthen så lange, at man ikke kunne se den anden ende. Ren tortur at slæbe sig op ad bakken med en roehakke – og en befrielse, når man endelig kunne se den anden ende.«
– Der er dem, der mener, at Bjarne Riis vandt Tour de France, fordi han kom fra en egn med roehakning...
»Ja, det skulle ikke undre mig. Filosofien er jo enkel: Man begynder i den ene ende, og så bliver man ved, til man er færdig. Og bagefter kunne man så læse bøger. Der var et skolebibliotek, senere biblioteket i Nykøbing, og jeg havde en fætter og nogle lærere, jeg lånte bøger af. Og en faster, som jeg lånte Lykke-Per af. I en periode læste jeg Gustav Wied. Alt, romaner, noveller, satyrspil og erindringer, det hele. Men det var jo mere eller mindre tilfældigt, hvad jeg fik sporet mig ind på, og så havde jeg fået den der systematik, som sikkert har med roerækkerne at gøre, at var man
begyndt på noget, skulle man i hvert fald gøre det færdigt.«

Borgerlig 68’er
I 1969 blev Johannes Riis student fra gymnasiet i Nykøbing Mors.
Siden læste han litteraturhistorie i Århus, hvor han skrev speciale om Jørgen Nielsens forfatterskab og blev mag.art. Der var dengang stor søgning til universiteterne. Mange blev ansat, og dermed blev stillingerne blokeret i mange år frem.
Johannes Riis havde nu også andre tanker om sin fremtid. Han vidste, at han gerne ville formidle, helst bøger, det kunne være til elever, avislæsere eller til det bogkøbende publikum.
»I min gymnasietid forestillede jeg mig, at jeg skulle være litteraturanmelder,« siger han. »Det var det, min hu mest stod til. Jeg var en stor beundrer af Jyllands-Postens Jens Kruuse og læste alle hans anmeldelser.«
– Hvad beundrede du hos Kruuse?
»Han kunne formidle. Han forstod at gøre alting interessant. Uanset hvor svær en bog eller et teaterstykke var, kunne han give en lyst til at kende det.«
– Hvordan kom du ind i forlagsbranchen?
»Jeg reflekterede på en annonce i Information. Man søgte en redaktør til Gyldendals Bogklub; jeg blev indkaldt til samtale i København og fik jobbet.«
– Uden erfaringer?
»Ja, jeg havde kun oversat et par noveller for Gyldendal og skrevet artikler i Information bl.a. om Naipaul, men fik i øvrigt at vide, at jeg ikke blev ansat i kraft af min uddannelse, men på trods af den.«
– Hvordan kom du igennem 1968 med dine liberale ideer uanfægtede?
»Jeg vil næsten sige, at de blev bestyrket af den intolerance og forbenethed, jeg oplevede på universitetet. Jeg kom på et af de værste institutter overhovedet. Idehistorie og litteraturhistorie var de to steder, hvor det gik virkelig hårdt for sig. Men hvis man tror, det var sådan en enig venstrefløj, man var oppe imod, så tror man fejl. Den var splittet i alle mulige fraktioner, og på vores institut kunne VS’erne og DKP’erne ikke døje hinanden. De lå i konstant krig. Det var rigtig, rigtig hyggeligt. Men så blev der oprettet tværfag, og nogle lærere, der følte sig mere eller mindre hjemløse på deres institutter, fandt sammen, og hos dem gik jeg så meget, jeg overhovedet kunne. Desuden fik jeg dispensation, så jeg også kunne studere film. På den måde fik jeg stykket en uddannelse sammen, som ikke havde så meget med instituttet at gøre. Det hører med, at det kunne man også gøre dengang.«

En pæn sjat ironi
– Så du sad ikke på første række, når der var foredrag om Marx?
»Nej. Jeg tog det, der var absolut obligatorisk, og ellers læste jeg alt det på egen hånd, jeg kunne komme af sted med.«
– Der var vel også andre aspekter af ’68. Man smed slipset og havde tanker om demokrati på arbejdspladsen og den slags?
»Jo, og jeg var skam også langhåret og gik i indianervest og længtes ikke efter ’de gode gamle dage’. Der er ingen tvivl om, at det havde været alt for autoritært før, men det gik over i den anden grøft og blev en parodi på et oprør, som også inkluderede virkelig grove eksempler på studerendes personforfølgelse af visse lærere.«
Efter syv år i Gyldendals Bogklub, som lærte Johannes Riis noget om ikke mindst markedsføring, blev han leder af Samlerens Forlag, der hørte under Gyldendal, hvor han ligeledes var i syv år – og vendte så i 1994 tilbage som litteraturdirektør på hovedforlaget. På det seneste har han udvidet sit gebet: Han er kommet i bestyrelsen for Århus Universitet.
»Jeg syntes jo, det var vældig ironisk, at jeg blev spurgt, om jeg ville indtræde i bestyrelsen for netop det universitet,« siger han.
– Hvordan har det så været?
»Det har været uhyre spændende at få et indblik i, hvordan sådan en virksomhed drives.«
– Men man skal vel ikke blot sidde og suge til sig? Hvad ser du som universiteternes udfordring i årene fremover?
»Det er alt sammen meget nyt endnu, universiteterne har jo ikke haft bestyrelser før; men jeg ser det som en af bestyrelsens opgaver at få opblødt fronterne, så universitetet får en bedre dialog med omverdenen. Omverdenen skal lære at respektere den fri forskningsret, den skal ikke diktere, at nu skal universiteterne gøre sådan og sådan. Men disse skal på den anden side respektere, at omverdenen ikke vil dem noget ondt, for det er i deres og alles interesse, at universiteterne producerer kandidater, som kan bruges ude i samfundet. Det kan bl.a. gøres ved, at man ikke behøver se så nøje på fagkombinationer og formalia og efterhånden får en fornemmelse af – ligesom i udlandet – at akademikere kan bruges i mange flere forskellige job, end vi har haft tradition for her i landet.«

Indlfydelse
– Der er mange, der synes, det er de mest mærkelige emner, man forsker i og skriver tykke afhandlinger om. Er det ikke noget, samfundet bør have indflydelse på?
»Det er lige præcis det, vi ikke skal begynde at gøre os kloge på. Der må vi tro på eksperterne, når de siger, at noget er vigtigt. Bestyrelsen kan måske pege på mere hensigtsmæssige måder at indrette sig praktisk på; men der er ingen af os, der har forudsætninger for at bedømme det faglige indhold, og det er heller ikke meningen. I det spørgsmål er der også internationale parametre, man kan gå efter – publicering og meritering af forskellig videnskabelig art, som en bestyrelse ikke skal gå ind og gøre sig klog på.«
– Det lyder, som om det så blot skal køre videre som hidtil?
»Sådan var det ikke ment. Bestyrelsen skal selvfølgelig være med til at udstikke retningslinjer og prioriteringer osv. I øjeblikket arbejder ledelse og bestyrelse f.eks. sammen om den udviklingskontrakt, der i de kommende år skal være ramme for universitets arbejde og forhåbentlig skabe højere bevidsthed om både retning og helhed, og som derudover også vil give mulighed for at fastholde og følge op.«
– Har du stadig dine liberale idealer intakt?
»Ja!«
– Hvad vil du fremhæve af godt, som den nuværende regering har gjort?
»Jeg er meget lidt begejstret for den centralisering, der er sket – af administrationen af kunststøtten i Danmark. Den er jeg særdeles skeptisk overfor. I et så snævert miljø som vores, tror jeg, det gælder om at have så mange som muligt involveret i uddelingen af kulturstøtte.«

Ideologi og idioti
– Hvad er dit syn på værdidebatten?
»Den fusede jo ud, fordi den ikke var ordentligt forberedt, og man vidste heller ikke rigtig, hvor man ville hen med den. Men jeg var meget positiv, da den blev ’erklæret’. Det ville have været rart, hvis man havde kunnet komme til at tale mere overordnet om værdier og ideologier. Men debatten har været præget af, at deltagerne har haft alt for travlt med at demonstrere, hvem de kunne lide og ikke kunne lide, og den har på begge sider været præget af en næsten grænseløs foragt og hån over for modstanderne. Debatten har været præget af irritation over, at nogen kunne mene noget andet end en selv, og der har ikke været den store forståelse for, at den, der ikke har samme opfattelse som en selv, ikke nødvendigvis er komplet idiot eller moralsk anløben. Det er egentlig mere kommet til at handle om personlige modsætninger end om politiske, ideologiske. Måske fordi de i virkeligheden ikke er så markante, som vi går og tror.«
– Men den må vel have ramt noget, siden den fylder så meget? Den handler vel f.eks. om, hvilken undervisning, der skal være i skolen, hvor du selv har været med til at formulere en kanon?
»Ja, nu kom vi væk fra det med, hvad jeg vil fremhæve hos regeringen. Jeg synes, kanonen er et skridt i den rigtige retning, selvom den har været under heftig beskydning. Man kan ikke bebrejde den, at den er ’kedelig’ og ’forudsigelig.’ Den skal være forudsigelig på den måde, at den rummer det, vi kan være enige om er det vigtigste. At man anerkender, at noget er vigtigere end noget andet, og står ved det som en del af vores nationale identitet. Også over for indvandrerne er det vigtigt, at vi tør give os til kende, så de kan finde ud af, hvem det er, de har med at gøre. Nogle har sagt, at så megen anden litteratur er vigtigere end den danske, og det er da rigtigt nok, men vi har stadig en grundstamme af dansk litteratur, som man kan bruge til at møde verden med. Så kan man møde Goethe, Cervantes og Shakespeare uden at behøve at slå blikket ned.«

Kritisk distance
– Ville din personlige kanon falde sammen med den, der nu er vedtaget?
»Det ville den langt overvejende.«
– Den er udtryk for et ønske om en opstramning. Er der tilsvarende behov på andre områder?
»Jeg er ikke gået med i udvalget ud fra et ønske om, at nu skal vi have strammet op på alting. Det er slet ikke det, det drejer sig om, det kan vi jo ikke. Vi lever i et ustandselig fluktuerende verdensbillede, og vi skal ikke bilde os ind, at vi kan skrue tiden tilbage. Men vi kan prioritere inden for litteraturundervisningen, ligesom vi inden for fysikken kan sige, at vi skal lære Ohms lov og om tyngdekraften.«
– Det noget løsagtige mediesamfund, vi har, er vel er resultat af de liberale ideer?
»Ja, og man kan ikke standse markedet. Man kan regulere det. Det er kulturstøttens opgave. Men også vi, der arbejder ude i det private erhvervsliv, f.eks. på de poster, hvor du og jeg sidder, er forpligtede til at føre den tradition videre, som vi er en del af. Til at gøre vores bedste for at få folk til at læse aviser og bøger.«
– Du er omgivet af forfattere, der som hovedregel er venstreorienterede. Er det et problem?
»Det ville i højere grad være et problem, hvis jeg lod, som om jeg selv var det. Det ville aldrig gå godt. Jeg vil gerne tro om mig selv, at jeg kan holde mine private anskuelser ude fra min professionelle adfærd. Og at sige sådan helt generelt, at kunstnere er venstreorienterede, er jo i øvrigt slet ikke i overensstemmelse med virkeligheden. Men ellers: Forfattere og andre kunstnere befinder sig nok bedst i opposition og med en kritisk distance til tingene. Man vil stå så frit som overhovedet muligt. Det tror jeg er en del af kunstnerens natur, og det gør ikke det mindste«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her