Nyhed
Læsetid: 7 min.

Mellem to verdener

Reinhard Jirgls stjerne står stadigt klarere på den tyske litteraturhimmel. Hans seneste bog ’Die Unvollendeten’ er blevet hædret med adskillige priser. Jirgl selv tager hyldesterne med et gran salt. Han har kendt til andre tider
Kultur
9. november 2004

Tyskerne kommer
Det er noget af en historie. Født og opvokset i Østtyskland opdager Reinhard Jirgl i midten af 1970erne sin interesse for at skrive. I 1978 opgiver han sit job som elektronikingeniør, og bliver ansat som 13. lysmand ved Volksbühne, dengang som nu et af Berlins vigtigste teatre. Sideløbende skriver han – uden udsigt til publikation og med en nærmest umådelig energi. Da Muren falder den 9. november 1989, har han seks færdige manuskripter til at ligge på sit skrivebord. Litteraturen har gjort mig stædig, siger han i et tilbageblik.
»At skrive betyder samtidig også at læse. Det er en gensidig proces. Og det har gjort livet i DDR lettere for mig og sparet mig for mange ubehageligheder. Det at skrive betyder jo også, at man bemægtiger sig realiteten, i det mindste dele af den. Når du har bemægtiget dig et eller andet, så står du over det. Man lever i en illusion om, at man behersker noget, fordi man kan udtrykke det i ord. For mig personligt var dette meget vigtigt.«
– At skrive betyder at læse. Hvilke bøger stod til rådighed for dig, og hvilke bøger har præget dig?
»I starten er det jo tilfældigt, hvad man læser. Som regel læser man det, der befinder sig i nærheden. Men uden at kunne formulere, hvad det er, man leder efter, så finder man rimelig hurtigt ud af, hvad det er, man ikke ønsker. Og hos mig blev det hurtigt klart, at DDR-litteraturen ikke interesserede mig. Den eneste undtagelse var Heiner Müller. Nu var jeg så heldig, at min mors bogreol efter østtyske forhold var rimelig godt forsynet – også med den såkaldte vest-litteratur. Der stod bøger af Heinrich Böll, Günter Grass, William Faulkner – og Friedrich Nietzsche. At læse Nietzsche som 14-årig er selvfølgelig en uting, fordi man ikke forstår noget som helst. Men kraften! Man forstår fornægtelsens kraft, og det var meget vigtigt. Når man først har indtaget det hårde stof Nietzsche, sparer det én for mange blindgyder og omveje.«

En ny odyssé
– Andre forfattere har fået udgivet deres bøger i DDR, til dels ganske succesrigt, som for eksempel Christa Wolf. Er de efter din opfattelse gået for meget på kompromis med regimet?
»Det er et spørgsmål om generation. For at blive ved dit eksempel: Christa Wolf er vokset op i en tid, hvor DDR stadig symboliserede et håb. Dette håb eksisterede ikke længere for mig. Jeg er født i 1953, dvs. i socialismens store kriseår. Stalins død markerede den endegyldige slutning på det socialistiske alternativ. Derpå fulgte den ene krise efter den anden – arbejderoprøret i Østtyskland i 1953, Ungarn i 1956, Prag i 1968. For den, der som jeg, voksede op med disse repressalier hos de østeuropæiske regimer, var socialismen ikke længere et alternativ. Og jeg betragter det som en fordel, at være vokset op på dette tidspunkt, fordi det sparede mig for at måtte inddele verden i sort og hvid, i godt og ondt. For at kunne være imod Hitler, har mange måttet lukke øjnene for Stalins forbrydelser. Denne fatale fejlslutning, som ikke mindst skyldtes den socialistiske propaganda, er jeg blevet sparet for.«
– I 1978 startede du som lysmand ved Berliner Volksbühne. Hvad var det, som forfatteren Jirgl ville belyse? ’Hos Jirgl står familiekonstellationerne altid i midtpunktet. Det store kaos genspejles i det små’, var der en kollega, som skrev om dig.
»Det, som altid interesserer mig, er den enkeltes position mellem jeg’et og det omsluttende samfund – og den sønderrivelse, der ganske automatisk finder sted mellem disse to poler. Hvordan holder man det ud? Hvordan snor man sig eller sætter sig igennem? Hvad ønsker man og hvad får man? De er de ting, som angår os. Jeg er interesseret i, hvordan den store politik har en konsekvens for hverdagen. For sådan opstår et bestemt slags samfund, også af ødelæggende karakter. Arbejde, forholdet mellem løn og leveomkostninger, vores bolig – det er de tre bærende søjler, som vores hverdag beror på. Hvis en af dem smuldrer, så falder den enkeltes liv og med tiden også samfundet fra hinanden.«
Murens fald den 9. november 1989 kom som en overraskelse – også for Reinhard Jirgl. »En befrielse«, siger han, »endelig kunne man bevæge sig«. Men så startede der en ny odyssé. To af Jirgls manuskripter blev publiceret af et mindre forlag, som dog nærmest ikke havde råd til det. Nærmest som en dørsælger måtte Jirgl drage fra forlag til forlag, for her at opleve alt fra overlegen faderlighed til ligefrem arrogance. Først i 1993 skete der et lille mirakel. Helt overraskende blev Jirgl tildelt den renommerede Alfred-Döblin-pris for sit endnu ufuldendte manuskript ’Abschied von den Feinden’. I hyldesttalen sagde Friedrich Christian Delius:
»Kun den, som ikke har udvisket modsætningen mellem ambition og virkelighed i DDR med håb (Jirgl: »Håb skaber idioter og forlænger forbrydelserne"), men derimod er blevet ved med kompromisløst at rive den op og på den måde træne sprogblikkets skarphed, vil også kunne klare den nye, endnu mere komplicerede genforeningstids virkelighed, og være i stand til sprogligt at gribe de nye kløfter og tilnærmelser.«

Uudtømmeligt reservat
Pludselig var Jirgl ein gefragter Mann – og han mødte Hansa-forlagets chef Michael Krüger, som siden har udgivet Jirgls bøger.
»Der findes ærgerlige fænomener i denne underholdningsindustri. I vores tid, præget af overkommunikation, hælder man meget hurtigt til at tillægge noget absolut status. Blandt andet derfor er jeg stoppet med at læse avis for fem år siden. For skulle jeg ærgre mig hver dag? Jeg ser mig heller ikke som en offentlig person. På den måde har DDR været en god skole, hvor jeg ikke havde et publikum, og hvor jeg levede og arbejdede i min egen dykkerklokke. I dag er årsagerne nogle andre, men distancen er den samme.«
– Har de emner, som du skriver om i dine bøger, forandret sig efter Murens fald?
»Det, som interesserer mig, er stadig figurernes biografiske øjeblikke, hvad der sker med et livsforløb. Og her er Murens fald naturligvis et nærmest uudtømmeligt reservat. Mine hovedpersoner er for det meste på min egen alder, og deres biografier går tilbage til Østtyskland. Men disse personer holder jo ikke op med at leve, og nu efter femten år kommer der naturligvis andre figurer til, som jeg på en eller anden måde har lært at kende, og som er opvokset i Vesten. Øst- og vestbiografierne mødes, bliver blandet ind i hinanden, går forbi hinanden, eller noget helt fjerde.«
– Et meget nutidig udgangspunkt...
»Relationen til nutiden er vigtig for mig. Jeg skriver om det, som sker lige nu og her. Det betyder ikke, at herkomst ikke spiller nogen rolle, for igennem den er vi blevet til dem, vi er. Selvfølgelig er der tanke-, handlings- og beslutningsmønstre hos mig, som ikke stammer fra min egen erfaring, men som derimod er formidlede. Jeg er meget glad for, at litteratur er fri for udefrakommende forventninger, men den skal også være samfundsmæssig relevant, politisk engageret, osv. Det er en opgave, som litteratur aldrig kan magte. Litteratur er stærkest, når den koncentrerer sig om sig selv og udvikler et eget potentiale.«
– Den såkaldte ’Vergangenheitsbewältigung’ (Bearbejdning af fortiden, red.) har været et stort tema i den tyske litteratur...
»Et frygteligt ord, som har en embedsmandsagtig klang, som om man kunne bearbejde fortiden som en stak dokumenter – med den sidste underskrift er det hele klaret. Fortiden er aldrig forbi, men skriver sig derimod videre på en stadig anden måde. Præcis som billederne fra Irak fortsætter, selv efter nyhederne er forbi og fodboldkampen er i fuld gang.«
»Diskussionen om fortiden og dens arv er her faktisk det bedste eksempel. I øst og vest har man jo haft to meget forskellige måder at nærme sig dette tema på. I Vesten var skyldsbekendelsen forbundet med en stigende velstand. Men siden Murens fald er den samlede velstand i Tyskland gået tilbage. Og med de synkende private formuer forsvinder også beredvilligheden til at bekende sig skyldig. I Toscana og i de rige forstader er det nemmere at føle sig skyldig end i de arbejdsløses kø. I Østtyskland var der ingen rigdom, men en relativ velstand, i hvert fald i forhold til de andre østeuropæiske lande. Alligevel var skyldsspørgsmålet ikke som i Vesten koblet sammen med den økonomiske velstand. Vi i DDR, blev der altid sagt, er arvtagerne til den antifascistiske kamp. Overfor Vesttyskland kunne vi ikke føle os som de rigere, men som de bedre mennesker. I 1989 fandt vi så ud af, at denne bevidsthed ingenting var værd. Det var varm luft det hele. Den virkelige konfrontation med fascismen havde aldrig fundet sted.«
– Menneskene i Vesten gør sig ingen forestilling om diktaturet. Det har østtyske og østeuropæiske dissidenter gang på gang påpeget. Blev DDR-fortiden henlagt for hurtigt, især set i forhold til det Tredje Rige?
»Ikke i litteraturen, efter min opfattelse. Vi er jo lige i gang med at opdage dette tema. Det var kun journalisterne, som kunne finde på at fordre den store genforenings-roman allerede i 1990/1991. Det var naturligvis det rene vanvid. Litteratur har brug for tid. Det er det, der sker nu – langsomt, men sikkert.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her